Drømmesyn

Det er ikke nemt at vokse op i Woodgrave når man aldrig har vist tegn på overnaturlige evner, slet ikke når man kommer fra en sammenfiltret linje af alle typer overnaturlige, der findes... Presset er højt for 17-årige Epifania, der må kæmpe en indædt kamp for at finde sig selv i det lille lokalsamfund, forsøge at finde hoved og hale i hvad hun er, de kræfter der pludselig og ustyrligt dukker op, og samtidig finde rundt i de følelser hun får for sin barndomsven Warf... Helt galt går det dog, da hun i skoven støder på fyren fra hendes drømme - ham med lyst hår og de triste øjne, og bliver blandet ind i en krig mellem overnaturlige, mennesker og halvblodsengle...

1Likes
0Kommentarer
615Visninger
AA

8. Kapitel 8.

”… utroligt at man skal sættes sammen med freaken over dem alle, ” selvom jeg gik to meter fra Wibella kunne jeg høre hendes surmuleri, jeg tror ikke det var meningen, at jeg skulle kunne høre hende, hun plejer normalt ikke at være så strid, men lige i dag var vi altså blevet sat sammen i dagens ’Træning’. I dag var jeg åbenbart tvunget til at agere heks, for der er kun 3 på min årgang, der udviser primære evner for denne race. Vores lærer i ’Formularer og besværgelser’, der også var støttelærer for heksene i ’Træning’, Wicardo, havde i et øjebliks hjerneblødning fået den geniale idé at dagens urtejagt skulle foregå i par. Så der gik vi altså, med hovederne nedad på en lige linje med Wicardo i midten af de to par, det andet par havde allerede en halv kurv fuld, Wibella og jeg havde ikke været så heldige med at finde fuldvoksne urter, da vi gik mere i skyggen end de andre. Mens vi gik i skoven og jeg lod som om jeg interesserede mig for at finde de rigtige urter tænkte jeg tilbage på weekenden. Warf havde efterladt mig alene i skoven med et fiktivt hul i brystet, en bristet boble af håb, der var tabt. Da jeg vågnede i går og kiggede over broen var hans vindue stadig lukket med gardinerne trukket for, men min seddel jeg havde klistret fast var der ikke mere. Jeg havde brugt hele søndagen på mit værelse, havde siddet og stirret på min tegneblok i flere timer uden at kunne tegne noget som helst. Jeg havde ventet på et livstegn fra ham, men der kom ingenting, ingen bankede på døren, der kom ingen mails eller sms’er, han kom ikke snigende over broen for at skræmme livet af mig, noget han elskede at gøre når jeg var dybt begravet i en tegning og ikke sansede andet omkring mig, ingenting. I morges stod han ikke og ventede foran min dør da vi skulle i skole, jeg havde fået et kort glimt af ham da første time begyndte, men vi er jo opdelt efter primære evner i ’Træning’ og han havde ikke engang værdiget mig et blik før han løb af sted med sin ulveflok. ”STOP! ” mit skrig bremsede Wibellas hånd kun to centimeter fra planten foran hende, jeg skubbede til hendes skulder så hun satte sig tungt i mosset og stirrede vredt op på mig med dybrøde kinder. Fedt, her prøver man at redde hendes liv også ligner hun en, der er ved at give mig en seriøs omgang heksebumser. ”Ved du ikke hvad det er for en urt du skulle til at plukke? Wibella, det der er Hyoscyamus niger, den er skide giftig! Hvis du havde rørt den og fået saften på dig når du plukkede den havde du ligget i koma i flere dage, du har ikke handsker på! ” Indrømmet, mit stemmeleje tenderede måske lidt til den psykopatiske side lige nu, men det var ikke min skyld, det var som om et instinkt inden i mig ville have hende til at holde kæft og høre efter, og det lod til at det virkede. ”Hvad foregår der her? Tia, hvorfor skubber du til Wibella?” Wicardo kom trampende hen imod os og også han så sur ud, fedt! Uvenner med to hekse på én dag, hvor den ene var min lærer, tillykke Tertia, du har helt sikker jokket i spinaten den her gang. ”Tertia råbte pludselig op om den tidsel jeg skulle til at plukke og skubbede mig, ” Wibella lød til at være godt gal i skralden og hun vrængede mit navn ud som var det gift på hendes tunge, Wicardo kiggede på den plante som hun pegede på og straks rynkede hans bryn sig sammen og dannede en fure, der var dybere end den min mor kunne lave. ”Tia ved du hvad det her er for en plante? ” hans spørgsmål var undrende, og han kiggede på mig som om jeg pludselig havde to hoveder. ”Ja, det er en Hyoscyamus niger, også kendt som Bulmeurt. Den er ekstremt giftig hvis ikke man håndterer den med hansker, men hvad den laver her i skyggesiden af skoven aner jeg ikke, de vokser jo som regel ved kyststrækninger eller søer og skovsøen ligger over en kilometer herfra.” Furen mellem Wicardos øjenbryn var om muligt blevet endnu dybere, og nu stirrede han på mig som om jeg var et eksperiment, der var gået galt. Min mund havde bevæget sig hurtigt og selvsikkert mens jeg havde talt, men jeg styrede ikke ordene der kom ud af den, det var som om en fremmed havde overtaget mig og styrede mig i et splitsekund, ”men, måske tager jeg bare fejl. ” jeg prøvede at redde situationen, den pinlige tavshed var larmende, de to andre hekse var kommet hen til os og stod også og måbede ad mig nu. ”Nej, nej du har fuldstændig ret Tia, men… ” Wicardo kørte en hånd først gennem sit hår og derefter gennem sine skægstubbe, ”… du burde ikke vide noget om den plante. Du har ikke udvist evner for hekseracen eller nymferacen endnu, og Bulmeurt, eller Hyoscyamus niger som du så rigtigt kalder den, findes normalt ikke i vores område, der er kun observeret 3, nu 4, af dem siden byen blev grundlagt. Der er ingen logisk forklaring på, hvorfor du skulle kende til denne plante, hvor ved du alt det fra? ” Hans øjne granskede mine efter et svar, og jeg vred mig usynligt under hans blik da jeg svarede, ”jeg ved det ikke, da Wibella bøjede sig og jeg så planten var det som om et instinkt i mig bare måtte have hende væk, beskytte hende. Jeg har aldrig set en plante magen til, jeg mener, alle kender jo almindelige tidsler, men denne her har andre blade og blomster. ” Jeg slog ud med den ene hånd for at understøtte, at jeg virkelig ikke anede hvor min viden kom fra, det hele var sket så pludseligt. ”I andre kan godt gå tilbage nu og foretage optegnelser af de planter I har fundet, når I er færdige med det så hold tidlig frokost. Du… ” Wicardo pegede på mig, ”…du kommer med mig.” Jeg fulgte ham lydigt tilbage på skolen, men inden jeg fik drejet mig helt fik jeg et glimt af et sæt lynende blå øjne fra buskadset som jeg kendte alt for godt. Holder Warf nu øje med mig, forfølger mig eller hørte han mig skrige og skabe mig tosset midt i skoven over en plante? Fedt, virkelig fedt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...