Drømmesyn

Det er ikke nemt at vokse op i Woodgrave når man aldrig har vist tegn på overnaturlige evner, slet ikke når man kommer fra en sammenfiltret linje af alle typer overnaturlige, der findes... Presset er højt for 17-årige Epifania, der må kæmpe en indædt kamp for at finde sig selv i det lille lokalsamfund, forsøge at finde hoved og hale i hvad hun er, de kræfter der pludselig og ustyrligt dukker op, og samtidig finde rundt i de følelser hun får for sin barndomsven Warf... Helt galt går det dog, da hun i skoven støder på fyren fra hendes drømme - ham med lyst hår og de triste øjne, og bliver blandet ind i en krig mellem overnaturlige, mennesker og halvblodsengle...

1Likes
0Kommentarer
649Visninger
AA

7. Kapitel 7.

Jeg lægger farveblyanten fra mig og betragter mit seneste kunstværk, jeg har tegnet lysningen ved skovsøen, træerne der buer ind over bredden som med deres grønne kroner danner en blid skygge på vandet. Vandfaldet der bruser lystigt fra klippen, der agerer endevæg for søen. Det turkise vand, der afspejler nogle af solens stråler i glimtende diamanter, bredden over for vandfaldet, det eneste sted hvor man kan gå ud i søen uden at skulle springe i. Men det, der bliver ved med at indfange mit blik er den sorte silhuet der står til højre for søen med ansigtet vendt ind mod skoven. Silhuetten har jeg farvet dybsort, og han står der i fuld kontrast til de ellers livlige og glade farver på min tegning, det tager mig kun et øjeblik at forestille mig hans viltre brune hår, hans lynende blå øjne, der tidligere kiggede på mig fyldt med tårer, hans fyldige læber, der altid kruses i et smil når jeg kalder ham ’bæst’. Et dybt suk forlader mine læber og jeg drejer mig i stolen for at kigge ud af mit vindue. På den anden side af broen er vinduet lukket, på trods af sommervarmen der stadig ligger som et lummert tæppe over aftenen, hans gardiner er trukket for og der er intet lys på hans værelse. Det er kun sket én gang før, at han har lukket mig ude på den her måde, det var da vi var 9 år gamle, jeg faldt og landede hårdt på hans seneste kreation fra ’Kreativt håndværk’, en varulv af blødt bark. Han havde brugt flere uger på at forberede barken så den blev blød og bøjelig, han havde siddet med sine, allerede dengang, lange fingre og flettet og limet formen helt perfekt, også havde jeg hjulpet ham med at male den i de farver han bliver når han forandres, øjnene var stadig lynende blå, snuden var sort og kroppen havde flydende overgange mellem sølvgrå og brun. Da jeg ved et uheld kom til at ødelægge den var han blevet så stiktosset, at han var løbet sin vej og ikke havde talt til mig resten af dagen, hans mor var kommet over til os samme aften og havde bedt om at snakke med mig, ”Tia, Warf er rigtig ked af, at han bare stak af fra dig i formiddags. Du ved hvordan temperamentet kan løbe af med mine ulve når fuldmånen nærmer sig, ” hendes ansigt havde været roligt og hun havde holdt min hånd i sin, ”han havde bare glædet sig sådan til at give dig den i morgen på din fødselsdag. Han er for stolt lige nu, men jeg kender min lille ulv, han har savnet dig hele dagen, du må ikke være ked af det eller sur på ham, lov mig det. ” Dagen efter havde jeg åbnet hoveddøren for Wifea, Wariland og Warf, der stod og skrabede i jorden med snuden af hans sko, mens han vred sine hænder og stirrede intenst på en usynlig plet på jorden. Han havde set så sårbar ud og i dét øjeblik havde jeg ikke kunne hade ham længere for hans reaktion over det med barkulven. Jeg havde kastet mig imod ham med sådan en kraft at han var snublet baglæns og vi landede i en bunke på stien foran vores hus. Han havde udstødt et overrasket grynt, der hurtigt gik over i hans karakteristiske boblende latter, mens vi trillede rundt på jorden for at komme op og stå.

Jeg tog en hurtig beslutning, jeg ville ikke lade i dag ødelægge det Warf og jeg havde haft sammen hele vores liv, hvis han ville ødelægge det og aldrig snakke til mig mere, var det hans problem. Hvordan kunne han først sige, at han ville dø indvendig hvis jeg flyttede og derefter bare selv løbe sin vej og efterlade mig alene fuld af forventninger om, hvad der kunne have været sket? Jeg rev et papir af min tegneblok og skrev med min tykkeste sprittusch henover det ’Jeg ville ønske at du havde gjort det’, jeg tog min rulle med tape og kravlede så lydløst som muligt over broen til Warf’s vindue. Jeg satte papiret fast på ydersiden af hans rude så det ville være det første han så når han i morgen tidlig trak gardinet fra, sådan, så havde jeg fortalt ham, hvad jeg følte. Jeg kravler tilbage over broen og lægger mig i sengen, godt det er søndag i morgen, så jeg ikke skal i skole og kan blive indenfor hele dagen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...