Drømmesyn

Det er ikke nemt at vokse op i Woodgrave når man aldrig har vist tegn på overnaturlige evner, slet ikke når man kommer fra en sammenfiltret linje af alle typer overnaturlige, der findes... Presset er højt for 17-årige Epifania, der må kæmpe en indædt kamp for at finde sig selv i det lille lokalsamfund, forsøge at finde hoved og hale i hvad hun er, de kræfter der pludselig og ustyrligt dukker op, og samtidig finde rundt i de følelser hun får for sin barndomsven Warf... Helt galt går det dog, da hun i skoven støder på fyren fra hendes drømme - ham med lyst hår og de triste øjne, og bliver blandet ind i en krig mellem overnaturlige, mennesker og halvblodsengle...

1Likes
0Kommentarer
616Visninger
AA

6. Kapitel 6.

”Det du fortæller mig er jo sindssygt Tia, ” Warf går stadig rundt om den store sten mens han kører hånden igennem sit hår for 117. gang. Jeg sidder foran mit træ i skoven, præcis samme sted som i min drøm, jeg har lige fortalt ham alt, hvad der skete i nat. Han kender til drømmen, de lysende øjne, tegningen og hvad der skete da jeg vågnede. ”Jeg ved det Warf, men det føltes så virkeligt, og hvordan forklarer du lige det med min tegneblok? Du sagde jo at du selv så mig lægge den i skuffen da vi kom op på værelset. ” Mine hænder er begyndt at ryste selvom solen brager ned gennem trækronerne og har hævet temperaturen i lysningen til mere end 25 grader. ”Jeg tror altså vi burde gå til Rådet med det her, eller i hvert fald spørge Caelia, hvis noget truer Woodgrave bør de vide det.” Warf er gået fuldstændig i selvsving, ”nej! Jeg vil ikke fortælle det til Rådet, de synes i forvejen jeg er en freak, hvad vil de ikke tænke hvis jeg pludselig farer rundt og råber ’ulven kommer’, Warf helt ærligt, det her er nødt til at blive mellem os. Lov mig det! ” Warf slår sig selv i panden med en flad hånd så der kommer et ordentligt klask, ”selvfølgelig! Hvor er jeg dum, undskyld Tia, det er bare… Hvad hvis der er din intuition, der endelig stikker hovedet frem? ” Jeg ryster på hovedet og rejser mig op, ”hold nu op ikke? Jeg er faktisk ved at affinde mig med, at jeg aldrig bliver normal, hvis ikke mine evner manifesteres inden jeg bliver 18 så tror jeg… jeg tror at jeg flytter fra Woodgrave. Jeg kunne bruge min kreativitet og tjene penge at overleve for i menneskes verden, måske leje et lille værelse og... ” jeg har bevæget mig hen imod stenen og Warf mens mine tanker har fået frit løb, han er helt stille og det er kun da jeg står lige foran ham, at han rækker sine hænder frem mod mig, jeg ser op fra jorden og lige ind i hans blå øjne, de er fugtige og sollyset glimter i de lydløse tårer, der triller ned langs hans kinder. Hans hænder finder mine hofter og trækker mig ind til sig, hans stærke arme knuger mig hårdt og han bukker sig så hans ansigt begraves i mit hår, der i dag hænger løst over mine skuldre. ”Nej, nej Tia, du må ikke flytte fra Woodgrave. Du ville… du ville ikke overleve i menneskes verden, du kender måske deres skikke bedre end nogen anden, nå ja bortset fra Caelia selvfølgelig, men… ” jeg ligger en hånd i hans nakke og kører mine fingre gennem hans hår for at trøste ham, hvilket stopper hans talestrøm et øjeblik så han kan nå at samle sig og trække vejret dybt, ”… nej, det er noget vrøvl. Undskyld, selvfølgelig ville du overleve, det ville være mig, der døde. Indeni. ” Han retter sig op så pludseligt, at jeg tror han vil løbe sin vej, men i stedet står han et øjeblik og bare kigger på mig. Hans hænder hviler varmt mod min lænd og jeg bliver et kort øjeblik pinligt bevidst om hvor intimt tæt vi står, han har ikke længere våde øjne. Han bukker sig ned mod mit ansigt, vi står nu så tæt, at vi et øjeblik deler ind- og udåndinger i sommervarmen. Jeg lukker øjnene, nu sker det, om lidt kysser han mig, mit første kys foregår på mit særlige sted, juni måned 2015, med en fyr jeg har kendt og stolet på hele mit liv. Jeg mærker, hvordan hans hænder flytter sig pludseligt og efterlader mig underlig kold, hvor de lige har hvilet, jeg mærker et køligt pust mod min hud og jeg ved han er væk. Jeg bliver stående i 30 sekunder før jeg åbner øjnene, lige i tide til at se Warf, der spurter gennem skoven, han styrter i retning af skovsøen, jeg burde følge efter, eller i det mindste kalde ham tilbage, men jeg ved at jeg på ingen måde kan følge med hans styrke og hurtighed, desuden er skovsøen hans sted, ligesom denne lysning med træet og ametyststenen er mit.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...