Drømmesyn

Det er ikke nemt at vokse op i Woodgrave når man aldrig har vist tegn på overnaturlige evner, slet ikke når man kommer fra en sammenfiltret linje af alle typer overnaturlige, der findes... Presset er højt for 17-årige Epifania, der må kæmpe en indædt kamp for at finde sig selv i det lille lokalsamfund, forsøge at finde hoved og hale i hvad hun er, de kræfter der pludselig og ustyrligt dukker op, og samtidig finde rundt i de følelser hun får for sin barndomsven Warf... Helt galt går det dog, da hun i skoven støder på fyren fra hendes drømme - ham med lyst hår og de triste øjne, og bliver blandet ind i en krig mellem overnaturlige, mennesker og halvblodsengle...

1Likes
0Kommentarer
608Visninger
AA

5. Kapitel 5.

”Klar til endnu en dag i voksenmaskinen? ” Warf venter på mig foran mit hus som sædvanlig da jeg endelig kommer ud af døren. Det er en dejlig dag, solen står allerede højt på himlen, men den er også 10 om formiddagen, selvom vi næsten bor i middelalderen er vores skolesystem meget bedre end menneskenes. ”Jeg er klar i dag! Jeg elsker bare lørdage, det er den korteste skoledag hele ugen og den dag med mine yndlingstimer, ” Jeg starter lidt for overentusiastisk og Warf rynker brynene næsten på samme måde som min mor, men bløder hurtigt op igen da jeg fortsætter, ”og så er det jo bare super sjovt for mig, at det er den dag du hader mest hr. Nørd. ” Han rækker tunge ad mig og snor sin arm ind i min og nærmest trækker mig af sted mod skolebygningerne mens han mumler noget med, at han nok skal vise mig hvem af os, der er nørd.

Skolen i Woodgrave er virkelig smukt bygget, der er naturligvis indendørs lokaler til undervisningen om vinteren, men vi har ikke borde og stole som jeg har set de har på almindelige menneske-skoler. Vi sidder på polstrede bænkerækker og har langborde, der kun bliver trukket frem, hvis vi skal sidde og skrive noget til en opgave i timerne. Udendørsarealerne er fulde af piletræshytter, der sirligt er flettet af elever fra alle årgange, der har gået på skolen de sidste 240 år, siden skolen startede. Disse hytter giver os ly når vi læser lektier, skriver opgaver, spiser frokost eller bare hænger ud med andre fra skolen. Når det er sommer, som nu, er vi altid udenfor, det løfter stemningen når vi kan se de mindre klasser, der tumler rundt, lige nu har Shian’s årgang ’Træning’, det fag jeg hader mest, og hvor jeg oftest bare sidder og tegner i min blok. ’Træning’ er det fag, hvor alle typer overnaturlige skal lære og trænes i at bruge deres evner. Varulvene træner for det meste løb og sporing, vampyrerne træner deres indbyggede løgnedetektor og lynhurtige reflekser, feerne træner deres intuition og helende evner, nymferne øver sig i at kommunikere med og til dels styre de fire elementer, heksene øver deres instinkt for at finde urter og andre ingredienser og formskifterne, som Shian, øver sig i nye formskift. Jeg må bide et fnis i mig da jeg får øje på Shian’s ansigtsudtryk, han koncentrerer sig så meget at han ligner en, der lige har spist den sureste citron på hele kloden. ”Tia, vil du komme op og vise os hvordan man fletter bunden på en kurv? ” det gibber i mig da jeg hører mit navn, jeg har slet ikke hørt efter i min tankestrøm om, hvad der venter mig på mandag når jeg skal igennem 3 timer med ’Træning’. Yocelyn kigger indbydende på mig, jeg rejser fra mig og går op ved siden af hende, hun rækker mig kurven med pilegrene og mine hænder går i gang med opgaven med rolige og selvsikre bevægelser. Mens jeg arbejder forklarer Yocelyn processerne jeg er i gang med for de andre elever og mine tanker vandrer igen deres egne veje.

Yocelyn er min yndlingslærer, hun er indbegrebet af smuk, langt lyst hår der går hende til hoften, det bølger fantastisk og skinner af guld når solen rammer det. Hendes smukke lysegrå øjne, der altid udsender ro og kærlighed til dem, der omgiver hende fangede mig den første gang jeg så hende. Hun flyttede til Woodgrave for snart et år siden, fordi hun og vores historielærer Mackaus forelskede sig til det årlige sommerstævne. Yocelyn er halvt fe, halvt nymfe, hendes kreative side overgår enhver andens, men det bedste ved hende er, at hun ikke stiller spørgsmål eller ser nedladende på mig grundet mine ikke-manifesterede evner. Hun ser altid på det positive i folk, hvilket er grunden til, at hun ofte bruger mig som eksempel når vi har ’Kreativt håndværk’. ”… Tia? Jeg sagde det er fint, du må godt stoppe nu. ” Jeg blinker et par gange og kommer tilbage til virkeligheden igen, den bund jeg blev bedt om at fremstille er efterhånden blevet til en halv kurv. Jeg rødmer let under mine skolekammeraters blikke og fnisende kommentarer, finder Warf i mængden og finder min indre ro i hans blide øjne og let beundrende smil mens jeg igen går hen og sætter mig ved siden af ham. Han puffer blidt til mig med skulderen og jeg hjælper ham med at rette op på det filtrede fletværk han har haft gang i. ”Det er let nok Warf, du skal bare gøre sådan her, ” forklarer jeg stille og fører hans hænder som en dukkefører mens hans koncentrerede ansigtsudtryk afsløres af en udstikkende tunge i mundvigen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...