Drømmesyn

Det er ikke nemt at vokse op i Woodgrave når man aldrig har vist tegn på overnaturlige evner, slet ikke når man kommer fra en sammenfiltret linje af alle typer overnaturlige, der findes... Presset er højt for 17-årige Epifania, der må kæmpe en indædt kamp for at finde sig selv i det lille lokalsamfund, forsøge at finde hoved og hale i hvad hun er, de kræfter der pludselig og ustyrligt dukker op, og samtidig finde rundt i de følelser hun får for sin barndomsven Warf... Helt galt går det dog, da hun i skoven støder på fyren fra hendes drømme - ham med lyst hår og de triste øjne, og bliver blandet ind i en krig mellem overnaturlige, mennesker og halvblodsengle...

1Likes
0Kommentarer
615Visninger
AA

3. Kapitel 3.

”Du kunne nu godt snart tage og give ham en chance Tia,” min mor rækker mig endnu en tallerken fra aftenens middag med Warf og hans forældre, ”men moar”, jeg prøver at få et ord indført, men som sædvanlig kan jeg ligeså godt spare mig. ”Jeg ved godt du endnu ikke har vist tegn på intuitionen, som ligger så stærkt i vores gener skat, men tag det fra min og hans mors munde – I to er som skabt for hinanden, vi voksne ved det og han ved det”. Jeg tørrer aggressivt tallerkenen af og sætter den på plads i skabet for at tage imod den næste, jeg bider mig i kinden, mens jeg venter på det næste der altid kommer når min mor har den her såkaldte ’samtale’ med mig. ”Jeg har sagt det før Tia, både din far og jeg tror at dine manglende evner kommer sig af, at du endnu ikke har lært at elske dig selv, og hvordan skal du nogensinde kunne elske Warf, hvis du ikke kan elske dig selv?” Jep der kom det, jeg sukker dybt indvendigt og sætter den rigtige facade op før jeg siger noget, jeg ser ned i bordet og trækker vejret dybt ind, stiller den sidste tallerken på plads og hænger viskestykket på sin krog. ”Jeg orker ikke at snakke om det her igen mor, godnat. ”

 

Da jeg lukker døren til mit værelse bag mig, læner jeg mig mod det kolde træ et øjeblik, jeg hader virkelig når min mor får et af de der flip, jeg kan bare se det på hende, kan næsten mærke hvordan hendes intuition kærtegner den yderste skal på den boble jeg har i mig mærket med ’følelser’, den boble der er gemt godt af vejen for feernes nysgerrighed. Det jeg burde have sagt til hende og som jeg tænker gang på gang når vi har denne samtale er jo, at jeg elsker Warf, det gør jeg virkelig. Men jeg elsker ham som den storebror jeg aldrig har haft, han har altid passet på mig og været der for mig. Han kommer altid over broen og lægger sig ved siden af min seng ved hver fuldmåne i fuld varulveskikkelse, ikke engang måneskiftet kan få ham til at forlade mig, selv ikke når hans flok venter og render hylende rundt i skovens mørke. Jeg tror Warf har det på præcis samme måde med mig som jeg har det med ham, faktisk ved jeg at det er sådan, for hvis han holdt af mig som mere end sin bedste veninde og lillesøster, hvorfor har han så ikke gjort noget ved det?
Jeg kommer til at tænke tilbage på alle de gange han har holdt om mig eller kysset mig på hovedet eller på panden, alle de gange hvor hans tommelfinger har kærtegnet mine kinder, hans intense blå øjne, der altid har det der særlige glimt af en hemmelighed når de kigger ind i mine… nej nu stopper du, gå i seng Tertia, der kan aldrig være mere mellem folk, end hvad man selv ligger i det. Langsomt går jeg hen til min kommode, og kigger mig selv i spejlet over den mens jeg klæder om til nattøj. Grønne øjne kigger tilbage på mig fra spejlet, jeg læner mig tættere på og leder endnu engang efter en ændring i irissernes farve, leder efter en lilla eller rød ring, men der er intet, mine øjne ligner sig selv. Jeg krænger læberne tilbage fra tænderne og føler efter med tungen for at se og mærke om der er kommet små spidser i hjørnerne, heller ikke her er der sket noget. Jeg løfter hænderne for at løsne mit tykke sorte hår, der går mig til navlen, jeg rækker ud efter hårbåndet og løsner det og begynder den næsten terapeutiske rytme med at køre fingrene gennem håret. Min ene pegefinger rammer noget blødt i den ene side, det er den blomst Warf gav mig tidligere, jeg får den filtret ud af mit hår, den er krøllet sammen og ser død og slatten ud – ligesom mit håb for at mine evner nogensinde viser sig.

 

Det er mørkt og skoven er øde, jeg sidder igen under mit yndlingstræ og tænker, i mit skød ligger min tegneblok og jeg har blyanten i hånden. Ved siden af mig står et af mormors hjemmelavede stearinlys med jasminduft. Min hånd bevæger sig næsten lydløst rundt på papiret, men jeg ved ikke hvad jeg er i gang med at tegne. Skyggerne på min tegning tager til og mellem dem dannes et billede af et ansigt. Jeg stopper med at tegne et kort øjeblik og kigger intenst på min tegning, det forestiller en fyr, men det er en jeg ikke har set før, han bor ikke i Woodgrave. Måske har jeg set ham på en tur til byen med oldemor? Min blyant har givet tegningen liv, hans øjne har et trist skær, han ser nærmest fortabt ud, han har lyst hår, der sidder i en pjusket frisure med en enkelt tot, der er faldet ned over hans venstre øje, en enkelt tåre løber ned af samme kind. Jeg hører pludselig en lyd et sted fra skovens mørke, en puslen der tager til i styrke som om nogen kommer gående imod mig. Jeg kigger op, men kan ikke se længere frem for mig end en halv meter, stearinlysets flamme blafrer stille i vinden, hov det blæste da ikke før, gjorde det? Lyden af skridt i efterårsløvet kommer nærmere, da jeg igen kigger rundt er det som om nogen stirrer på mig fra mørket bag den store sten, den der med sine små ametystsprækker plejer at funkle i sollyset med en perfekt lilla farve, men lyset der kommer derovre fra nu er rødt, som fire røde øjne, der lurer i natten.

 

Jeg åbner øjnene med et sæt, hvad fanden skete der lige der? Når jeg drømmer plejer det at være om små søde kaniner, der leger i skovbunden, eller fisk der slår smut med halen i skovsøen, hvor Warf og jeg altid bader om sommeren. Jeg plejer ikke at drømme om fremmede fyre og øjne, der lyser rødt. Og hvad lavede jeg med et af mormors lys, vi har for længst brugt de sidste og mormor har ikke været på besøg siden min 15 års fødselsdag. Jeg tænder for lampen på mit natbord og mærker en gysen da jeg sætter mig op i sengen, vinduet er åbent og en kølig sommerbrise har sneget sig ind gennem det. Jeg rejser mig op og går hen og lukker vinduet, jeg kan lige akkurat skimte Warf på den anden side af broen da jeg kniber øjnene sammen, han ligger på siden, dynen har han skubbet af sig, den ligger som en klump i fodenden. På vej tilbage til min egen seng får jeg øje på min tegneblok på skrivebordet, den ligger åben og min blyant ligger tværs henover papiret. Mærkeligt, jeg plejer da altid at ligge den i skuffen, hmm måske har jeg glemt det fordi Warf fulgte mig hjem i dag og vi hørte musik på tuben indtil maden næsten var færdig og vi blev sat til at dække bordet. Jeg sætter mig ned på sengen og sidder et øjeblik og bare stener i retning af mit skrivebord, ej det er for mærkeligt, det var bare en drøm, var det ikke? Beslutsomt rejser jeg mig op og går hen til skrivebordet og kigger ned på min tegneblok, jeg falder næsten baglæns og må holde fast i min kontorstols stoleryg da jeg ser skitsen af et par triste og fortabte øjne, der stirrer tilbage på mig fra papiret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...