Drømmesyn

Det er ikke nemt at vokse op i Woodgrave når man aldrig har vist tegn på overnaturlige evner, slet ikke når man kommer fra en sammenfiltret linje af alle typer overnaturlige, der findes... Presset er højt for 17-årige Epifania, der må kæmpe en indædt kamp for at finde sig selv i det lille lokalsamfund, forsøge at finde hoved og hale i hvad hun er, de kræfter der pludselig og ustyrligt dukker op, og samtidig finde rundt i de følelser hun får for sin barndomsven Warf... Helt galt går det dog, da hun i skoven støder på fyren fra hendes drømme - ham med lyst hår og de triste øjne, og bliver blandet ind i en krig mellem overnaturlige, mennesker og halvblodsengle...

1Likes
0Kommentarer
609Visninger
AA

2. Kapitel 2.

”Sidder du nu her igen Tia? ” jeg kigger op fra det græsstrå jeg har snoet mellem mine fingre den sidste times tid og kigger ind i Warf’s lynende blå øjne. Han har sat sig på hug lige foran mig uden jeg har lagt mærke til ham, igen. Warf er min bedste ven, vi blev født med to dages mellemrum og har fulgtes ad hele vores liv, vi bor endda ved siden af hinanden og har lavet en gangbro mellem vinduerne i vores værelser, til stor gene for vores forældre.

Warf er halvt varulv, hans far er Rådsmedlem Wariland, men han er også kvart fe og kvart heks, hans mor Wifea har nemlig ligesom mine forældre blandede gener, hvilket efterhånden er det mest normale i vores samfund, når racerne blandes. Warf viste efter kun 14 dage i denne verden, at hans primære kræfter lå i varulvenes gener, men det er meget normalt at børn fra forældrepar, hvor den ene er fuldblod får primært de evner, der hører til det vi kalder ’det stærke blod’. Men selvom Warf bliver til en ulv ved hver fuldmåne har han også arvet nogle af sin mors evner, han har en fantastisk intuition, der gør at han altid ved hvordan jeg har det, hvilket er en af de mest kendte evner feerne besidder. Derudover kan han også nogle tricks i ’Formularer og besværgelser’, som er hans yndlingsfag i skolen, man skal jo ikke være geni for at gætte at denne evne kommer naturligt til ham fra heksegenerne i hans familie.

”Ja, ja som om det kommer som en overraskelse for dig, at du kan finde mig her dit bæst, du ved jo hvor presset jeg føler mig hver gang vi skal skrive opgave om en af racerne. ” Det gik op for mig, at jeg igen havde sammenlignet Warf med mig selv, jeg hader virkelig at skrive opgave om racerne, fordi det får mig til at tænke på, hvorfor jeg endnu ikke har vist tegn på evner fra nogle af dem. Jeg er den første i vores samfund, der i en alder af 17 år endnu ikke har vist nogen tegn på evner tilknyttet en eller flere racer, og med min genetiske rygsæk burde min krop da have nok at vælge imellem, min mor er fe/vampyr og min far er nymfe/heks/formskifter. ”Argh Tia! Vi har været igennem det her mange gange, selvfølgelig skal dine evner nok vise sig på et tidspunkt, ja indrømmet – du er ikke den hurtigst udviklede blomst på marken, men du er stadig en blomst. ” Warf sætter sig ved siden af mig med et bump og plukker en af de fine lilla blomster, der står ved siden af mit træ. Han nærstuderer den et øjeblik og sætter den forsigtigt fast i min franske fletning. ”Sådan, nu er du i kontakt med jordens element, min blomst, ” han smiler og kører tomlen hen over min kind. Jeg prøver at kvæle et opgivende støn da jeg flytter mig tættere på ham og læner hovedet mod hans skulder, som altid lægger han sin arm omkring mig og kysser mig hurtigt og let oven på hovedet, en ting han har gjort siden vi var seks eller syv år gamle. Jeg behøver ikke svare på hans kommentarer om mine manglende evner, han kan sikkert mærke på mig, at jeg igen ikke gider snakke om det. ”Hvorfor kom du egentlig herud nu Warf? Du ved jo at I skal spise hos os i aften, du har stadig… ” jeg kigger op mod solen, ”… to timer til at rende og pisse territorium af og løbe ture med de andre fra flokken. ” Han fnyser som svar på mine hånlige kommentarer om territorium og flokløb, noget jeg har drillet ham med siden vi havde emnet om varulvenes historie for et halvt år siden, hvor vi fik forklaret at varulve i gamle tider foretrak at være sammen med deres egne. ”Det er så skræmmende når du gør dét der, ” Warf stirrer på uret på sin mobil, ”du rammer altid kun et par minutter skævt, når du skal sige noget om klokken – ligegyldigt hvad tid på dagen det er, gad vide om det er en nymfeevne forbundet til jorden, du ved med rotation og det der, eller om det er forhistoriske vampyrgener fra dengang de rent faktisk skulle undgå solen som gamle Vamphyro. Men jeg kom faktisk herud fordi jeg ville være sikker på, at du var okay, du så lidt klemt ud i historietimen. ” Jeg kan mærke hans intense blå øjne stirre på mig og jeg behøver ikke kigge på ham for at se, at hans pandehår falder ned og skjuler dem halvt, ”du ved godt at Vamphyro ikke er SÅ gammel! Han er kun 400-noget, og jeg har det altså fint, det er bare… argh du ved godt hvad jeg mener!” Jeg strækker benet og sparker ud efter den nærmeste lille sten men rammer den ikke og slår i stedet tæerne hårdt ned i jorden, ”AV for den lede!” Jeg hyler op som et andet pattebarn og ser med det samme hvordan Warf krymper sig, hans øjne glimter og han bider sig hårdt i underlæben, ”du skal ikke grine af mig! Jeg vil ikke høre så meget som ét bjæf fra dig! ” Jeg rejser mig i raseri og hiver ham på benene, hans hulkende halvskjulte grin hopper da jeg trækker ham op og stå, han kan ikke engang sige noget, men rækker bare hænderne ud mod mig med åbne håndflader, en tydelig overgivende gestus, da jeg vender mig om og tramper hjem mod byen følger han lydigt med som en lille fnisende hundehvalp.

 

”Moar! Jeg er hjemme og jeg har hunden med! ” Jeg råber så snart jeg kommer ind af hoveddøren til vores hus, sparker mine klipklapper af og hænger min poncho på knagen, der i forvejen bugner af tøj i alle størrelser. Min lillebror Shian på otte kommer flyvende ud i garderoben, blærerøv, bare fordi han for en uge siden fandt ud af, hvordan han skiftede form til en flagermus, men hellere det end at han piler rundt i stuen som en mus, hvilket han har gjort for at genere os andre i huset gennem de sidste to år. Shian lander på Warf’s skulder og lader sig bære ind i køkkenet, hvor min mor prøver at made min lillesøster Heta, det er blevet hendes kælenavn fordi Wicheta åbenbart er for langt for hende at sige endnu. Heta har mos i hele ansigtet, lidt på bordet og resten er ud over mors forklæde og på hendes storsmilende ansigt. ”Hej skat, hvordan var skolen i dag? Hej Warf… Shian, opfør dig ordentligt og skift tilbage, min dreng er meget kønnere end en flagermus”, min mors stemme skifter fra nysgerrig til venlig til bestemmende og kærlig på et splitsekund mens hun taler til os alle tre. Warf ryster den insisterende flagermus af, der på et halvt sekund forvandler sig til en dreng med sort pjusket hår og store øjne, med tofarvede iriser. Den lilla ring, der omkranser det grønne i hans øjne er et typisk kendetegn for formskiftere. Heta peger på Warf og griner med mos i hele fjæset ”Uuund! Wooof! ” hun peger på ham med skeen, men det er nok, selvom hun kun er 11 måneder gammel virker magien gennem hende, hendes næste blink med de store langvippede grønne øjne fuldender hendes barnlige besværgelse og Warf udstøder et ”uuummff!” da det lyserøde hundehalsbånd med glimtende sten dukker op ud af den blå luft og lukker sig omkring hans hals. Nu er det min tur til at grine ad ham, og sammen med både min mor og Shian sætter jeg først i en barnlig efterligning af et ulvehyl for derefter at knække sammen af grin. Warf kigger på os alle fire med en streng mine, men da han ser Heta’s næsten tandløse mund stå på vid gab af grin krakelerer den falske facade og også han griner med på spøgen. Han går over til Heta og befrier hende først for hagesmækken, tørrer hendes fingre og ansigt med den fugtige klud på bordet og trækker hende op fra højstolen. ”Nå, så jeg er din lille hund hva’ Heta? Skal du så have en ridetur? ” Heta hyler op igen af glæde, da han løfter hende højt op, og sætter hende på sine skuldre næsten to meter over gulvet, for derefter at storme rundt om køkkenbordet med hende mens hun klamrer sig til hans strittende brune hår. Min mor er holdt op med at grine og sidder og smiler for sig selv mens hun kigger på Warf og Heta, der tager den tredje runde omkring spisebordet i køkkenet. Da hun mærker mit blik på hende drejer hun hovedet og ser mig i øjnene. Hun nikker næsten umærkeligt og smiler, årh nej, here we go again.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...