Drømmesyn

Det er ikke nemt at vokse op i Woodgrave når man aldrig har vist tegn på overnaturlige evner, slet ikke når man kommer fra en sammenfiltret linje af alle typer overnaturlige, der findes... Presset er højt for 17-årige Epifania, der må kæmpe en indædt kamp for at finde sig selv i det lille lokalsamfund, forsøge at finde hoved og hale i hvad hun er, de kræfter der pludselig og ustyrligt dukker op, og samtidig finde rundt i de følelser hun får for sin barndomsven Warf... Helt galt går det dog, da hun i skoven støder på fyren fra hendes drømme - ham med lyst hår og de triste øjne, og bliver blandet ind i en krig mellem overnaturlige, mennesker og halvblodsengle...

1Likes
0Kommentarer
615Visninger
AA

19. Kapitel 19.

Da jeg næste formiddag ser Warf kan jeg næsten ikke holde tårerne tilbage, da han knuger mig ind til sig. Hans øjne udstråler bekymring og jeg ved, at han ikke har forladt sin mors side efter hun kom hjem i går. "Hvordan har hun det?", mit spørgsmål er næppe mere end en hvisken, men Warf ryster bare på hovedet og svarer at hun er helt ude af den, fuldstændig i chok over, hvad der er sket. "Hvis man giver hende en kop the, så sidder hun bare med kruset mellem hænderne indtil den bliver kold, hun stirrer bare lige ud i luften og har ikke sagt ét eneste ord siden hun kom hjem. Jeg har lovet hende at jeg nok skal hævne hende, finde ud af, hvem der har gjort det her mod hende og smadre deres hjerneskaller ind i det nærmeste træ!" Hans øjne er begyndt at stråle med en nærmest turkis glans, hans overlæbe krænges lidt tilbage og hans tænder står pludselig knipskarpe frem fra hans ellers normalt så glade ansigt. "Warf, du bliver nødt til at lade Rådet og de andre voksne om det her, det er alt for farligt selv at jagte den eller de personer, der har overfaldet din mor. Måske er de ikke engang i området længere, sporet gik jo koldt," det gør virkelig ondt indeni mig, at jeg må stå og lyve for Warf, for jeg så jo en person i området i nat, jeg ved ikke om det var ham, der var skyld i at Wifea nu er i dybt chok, men en fornemmelse indeni mig siger, at han ikke har noget med overfaldet at gøre, desuden skal Warf aldrig få at vide, at jeg har set ham, eller drukket hans blod...

Vamphyro stiller sig op midt på pladsen, hvor alle Woodgraves indbyggere er samlet, hans stemme er høj og kraftfuld og da han begynder at tale forstummer alle andre samtaler. "Kære medborgere! Det er desværre endnu ikke lykkedes os at finde de slyngler, der i går overfaldt Wifea. Som mange ved endte sporet blindt, men hertil morgen opdagede nogle af byens vampyrer et blodspor, der startede ved skovsøen og fulgte det op i bjergene. I bjergene ender sporet i en lille blodpøl vi umiddelbart ikke kan forklare, der er ingen tegn på kamp. Vi mangler ikke nogen i byen, så det må være overfaldsmanden, der er kommet til skade, men han er flygtet nu. Vi leder videre og skal derfor bruge nogle frivillige, der er villige til at forlade de trygge rammer omkring Woodgrave for at udforske resten af bjerget og måske også den anden side af det - dem, der ønsker at melde sig skal være minimum 20 år og have styr på deres evner, hvad angår beskyttende besværgelser, sporing og løb." Han var væk! Drengen jeg forbandt i nat havde fundet kræfterne til at forsvinde sporløst og han må have taget klippestykket jeg flåede ud af hans ben med, ellers havde de kunnet spore min duft på det. Jeg noterede mig, at Vamphyro havde haft øjenkontakt med Warf, da kriterierne for at melde sig frivilligt blev listet op, derfor undrede jeg mig ikke over, at Warf igen havde ændret attitude. Hans anspændthed havde et kort øjeblik fået hele hans krop til at dirre, hvorefter hans muskler havde slappet af i sådan en grad, at han var sunket sammen og nu nærmest brugte mig som krykke. Vamphyro fortsatte sin tale, "jeg gentager, at det på det strengeste er forbudt for alle under 20 år, at opholde sig udenfor deres hjem efter mørkets frembrud! I nat oplevede vi flere børn, der forsøgte at snige sig udenom forbuddet og trodse deres forældre, nogle havde mere held med dette end andre." Nu var hans øjne rettet mod mig, og jeg kunne ikke undgå at krympe mig under hans blik, selvom jeg vidste at det ikke var en bevidst overtrædelse af reglerne, jeg havde haft gang i. "Hvis dette gentager sig, vil det få store konsekvenser for de implicerede, endnu har vi ikke besluttet, hvordan straffene skal udføres, men midlertidig udstødelse er på tale!" Det gibbede nu i mig for alvor, midlertidig udstødelse? Hvordan kunne Rådet tage en sådan beslutning, hvis det var så farligt at gå udenfor? At blive midlertidigt udstødt fra en safehaven indebar, at man i ubestemt tid, vurderet af Rådet, skulle flytte fra sit hjem med kun de mest nødvendige ting. Man måtte ikke nærme sig byen før ens straf var afsonet og ingen fra byen måtte tage kontakt til den udstødte i perioden. Man fik lov at blive indenfor de yderste grænser af sin safehaven, men man skulle leve alene og klare sig selv - hvilket i Woodgrave ville betyde, at man skulle opholde sig dybt inde i skoven, eller i grænselandet op til bjergene.

Mens snakken forstummede og de frivillige begyndte at melde sig hos Rådet gik mine tanker på vandring, det var kun sket én gang før i Woodgraves historie, at nogen var blevet dømt til midlertidig udstødelse. Det var næsten 200 år siden og manden, der var udstødt var blevet dømt for at have et romantisk forhold til en menneskekvinde. Han blev efterladt ved foden af bjerget, kun iført det tøj han havde på, det mest basale køkkengrej bestående af en skål, et krus og en kniv. Herefter skulle han klare sig i en måned før han måtte komme tilbage. Grundet hans følelser for menneskekvinden havde byens heksemester lagt en forbandelse over ham, således at han ville få hukommelsestab og glemme alle de ting, der lå til baggrund for hans følelser, hvis han forsøgte at komme over grænsen for den beskyttende besværgelse, der omkransede Woodgraves grænser. Da han ikke kom tilbage til byen efter 33 dage, sendte det daværende Råd et hold ud for at lede efter ham, det eneste de fandt var hans rådnende krop, liggende på grænseskellet mellem Woodgrave og menneskenes territorium, han havde taget sit eget liv i forsøget på at nå sin kærlighed.

"Tia? Haalloo!? Kom lige tilbage til mig en gang," jeg blinkede forvirret mine tanker bort og så ind i Warfs blå øjne. "Undskyld, jeg var vidst langt væk. Er jeg gået glip af noget vigtigt?" Først nu gik det op for mig, at pladsen var ved at være tom. Det var kun Warf, mig selv og nogle få voksne, der stod tilbage, alle andre var på vej mod de forskellige værksteder og huse, skolen var midlertidigt lukket til forbryderen var fundet, eller Rådet var overbevist om at han var så langt væk, at byen børn ikke længere var i fare. "Øøh, er du helt væk eller hvad? Hvad sker der med dig for tiden skat? Mødet er slut, de frivillige er fundet og jeg har nu i flere minutter forsøgt at komme i kontakt med dig. Jeg er din beskytter husker du nok, så du må lige fortælle mig, hvilke planer du har i dag - skal du flette kurve, tegne eller noget helt tredje?" Jeg behøvede ikke at tænke over det, "skal vi ikke bare gå hjem til dig så vi kan være der for din mor?" Jeg kunne se, hvordan han åndede lettet op, han plantede et fugtigt kys på min pande, tog min hånd og nærmest trak mig i retning af hans hus.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...