Drømmesyn

Det er ikke nemt at vokse op i Woodgrave når man aldrig har vist tegn på overnaturlige evner, slet ikke når man kommer fra en sammenfiltret linje af alle typer overnaturlige, der findes... Presset er højt for 17-årige Epifania, der må kæmpe en indædt kamp for at finde sig selv i det lille lokalsamfund, forsøge at finde hoved og hale i hvad hun er, de kræfter der pludselig og ustyrligt dukker op, og samtidig finde rundt i de følelser hun får for sin barndomsven Warf... Helt galt går det dog, da hun i skoven støder på fyren fra hendes drømme - ham med lyst hår og de triste øjne, og bliver blandet ind i en krig mellem overnaturlige, mennesker og halvblodsengle...

1Likes
0Kommentarer
609Visninger
AA

18. Kapitel 18.

"Du bliver altså nødt til at fortælle os, hvor du har været i nat Tia, hvordan kom du forbi far uden han opdagede dig? Hvad skulle du?" Jeg sidder på en stol i køkkenet med et af oldemors hæklede tæpper over mig, mor har varmet en kop med mælk, som står på bordet og er ved at blive kold igen. "Jeg ved det ikke," svarer jeg, " jeg kan huske, er at jeg lagde mig til at sove fordi far ikke ville lade mig kravle over broen for at se Warf... Da jeg vågnede, var jeg i skoven, drivvåd, jeg aner ikke hvordan jeg er kommet derud! Måske har jeg gået i søvne, måske er jeg blevet kidnappet af en Kople! Jeg ved ligeså lidt som I gør! Det eneste jeg ved er, at da jeg vågnede var min første tanke at jeg ikke burde være i skoven og at jeg hellere måtte skynde mig hjem." Jeg spiller stort spil her, for man kan jo ikke lyve for min mor, men ved at fortælle så mange sandheder som muligt håber jeg, at hun ikke gennemskuer mine løgne, men bare ser det som et tegn på, at jeg i bund og grund er helt forvirret selv - hvilket ikke er en løgn. "Tia, jeg er for udmattet til at høre på dine fantasifulde opdigtninger, du ved ligeså vel som far og jeg, at kopler ikke findes! Det er bare skræmmehistorier man fortæller små børn for at de netop ikke skal gå ud i skoven om natten uden en voksen. Men de har åbenbart ikke virket på dig! Vågnet op i skoven siger du, så du er simpelthen hoppet i søen i søvne og ikke vågnet af dét, vil du virkelig have os til at tro på den historie? Hvis du har været ude med Warf på trods af forbuddet fra Rådet så kan du ligeså godt sige det nu unge dame, I må lære at stå til ansvar for jeres handlinger selvom i er nyforelskede. Det er altså alt for farligt at færdes i skoven nu - det må I da kunne forstå efter hvad der skete med stakkels Wifea!" Min mor er rystet og rasende nu, men hun har i det mindste stillet et spørgsmål jeg kan svare fuldstændigt ærligt på, "Warf var ikke med mor", hun nikker næsten ubemærket, men holder øjenkontakten og jeg ved, at denne gang tror hun på mig. "Hvis ikke du vil fortælle os, hvad der er sket så gå op i din seng, og denne gang bliver du der!" Min far kigger opgivende på mig og peger en finger i retning af mit værelse, jeg rejser mig stille fra stolen og går op imod mit værelse for at gå til ro, men jeg ved at jeg ikke kommer til at sove.

Da jeg ligger i min seng efter at have taget rent nattøj på stirrer jeg bare op i loftet. Drengen fylder stadig meget i mine tanker, men jeg får jo intet ud af, at tænke på ham når jeg ikke ved noget som helst om ham, ikke andet end at han er såret og alene i mørket, blødende og sikkert både sulten og tørstig. Jeg burde fortælle Rådet om ham, burde fortælle dem, at jeg ikke ved præcist hvor i bjergene han er, men at det er dér han er. Fortælle Caelia at jeg har smagt hans blod og kunne lide det, gad vide om jeg nu skal til at drikke blod ligesom de andre vampyrer, eller om det fungerer som mine andre evner - at det kun dukker op engang imellem. Mine tanker svæver omkring de få gange mine evner har vist sig, og pludselig slår det mig - de er kun kommet i øjeblikke hvor jeg selv eller andre har været i fare! Hvordan skulle jeg ellers kunne løbe så hurtigt gennem skoven i nat, hvis ikke det var for at redde drengens liv? Men hvorfor havde jeg så et drømmesyn om ham så lang tid før jeg ufrivilligt stødte på ham - mit andet drømmesyn kom jo lige før tingene skete i skoven, da Warf og jeg trænede min hørelse.

Jeg henter min skitseblok og en blyant i skrivebordsskuffen, da jeg sætter blyanten mod papiret føles det som altid som om, det er en anden, der fører min hånd henover papiret og bestemmer hvor stort tryk, der skal lægges bag stregerne. Et ansigt dukker langsomt op på papiret, det er ham igen, men denne gang har han ikke triste øjne, de er lukkede, hans læber er ikke forvrænget i smerte, eller krænget op i et smil, de er slappe og livløse, ligesom resten af hans ansigt. Nej! Det må ikke være sandt, jeg har ikke efterladt ham alene for at dø i bjergene, han vil vågne op i morgen tidlig og forsvinde fra Woodgrave, det skal han bare! Jeg gør noget jeg ellers aldrig før har gjort, jeg river tegningen af hans døde ansigt og krop ud af min skitseblok, krøller den sammen og kaster den ind under sengen.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...