Drømmesyn

Det er ikke nemt at vokse op i Woodgrave når man aldrig har vist tegn på overnaturlige evner, slet ikke når man kommer fra en sammenfiltret linje af alle typer overnaturlige, der findes... Presset er højt for 17-årige Epifania, der må kæmpe en indædt kamp for at finde sig selv i det lille lokalsamfund, forsøge at finde hoved og hale i hvad hun er, de kræfter der pludselig og ustyrligt dukker op, og samtidig finde rundt i de følelser hun får for sin barndomsven Warf... Helt galt går det dog, da hun i skoven støder på fyren fra hendes drømme - ham med lyst hår og de triste øjne, og bliver blandet ind i en krig mellem overnaturlige, mennesker og halvblodsengle...

1Likes
0Kommentarer
653Visninger
AA

17. Kapitel 17.

Virkelig godt gået Tertia! Som i en trance er jeg på vej tilbage til byen igennem skoven, jeg ser intet af den natur jeg går forbi, hører ikke noget til de lyde, der normalt fylder skoven om natten. Jeg ved ikke engang om jeg er på vej i den rigtige retning, så bekendt er jeg ikke med denne del af området omkring Woodgrave. Jeg kan stadig mærke den prikkende fornemmelse hans blod har efterladt i min mund, da tanken om, hvad jeg lige har gjort for alvor rammer min hjerne eksploderer den i en kaskade af opkast, så voldsom at jeg må læne mig op af det nærmeste træ mens jeg tømmer maven og ser min aftensmad for anden gang. Da jeg skal til at tørre mig om munden med sømmen af min trøje går det op for mig at jeg har efterladt den, hos ham. Mine hænder er plettede af hans blod, det meste af det er ved at tørre ind, men nogle steder skinner det glinsende op til mig, når månens lys rammer det. Min krop begynder at ryste, men jeg fryser ikke, tænker ikke, jeg går bare videre. Der er så mange tanker i mit hoved, men jeg kan ikke tænke en eneste klar tanke, det hele flyver bare rundt derinde som puslespilsbrikker i en tornado, hans hår, hans sår, hans stemme, de indtørrede tårer på hans kinder, smagen af hans blod, hans spørgsmål: hvad er du?

Da jeg hører lyden af vandfaldet ved jeg, at jeg er på rette vej og i kendt område. Uden at tænke nærmere over det vader jeg ud i skovsøens mørke vand, så langt ud at det kun er mit hoved og skuldre, der er oven vande. Jeg begynder at vaske mine hænder, mit ansigt, og til sidst dykker jeg under for at være sikker på, at alle spor fra ham er slettet, hans blod og hans duft, men billedet af ham - liggende dér på klippen forbliver i mit sind. Jeg fandt ikke ud af hvem han var, hvad han var og hvad han lavede her. Jeg kan ikke gå til Rådet med det her, jeg kan ikke engang fortælle det til Warf, hvad vil han ikke tænke, hvis han finder ud af, at jeg har smagt en andens blod? Åh gud! Warf må aldrig få det her at vide, det ville ødelægge alt imellem os!

Da jeg endelig føler mig nogenlunde ren forlader jeg skovsøen, vender mig mod den retning jeg kom fra og kan svagt skimte bjergene over trætoppene. Hovedrystende vender jeg ryggen til dem og vender næsen hjemad, jeg opdager ikke de røde øjne, der stirrer på mig fra trætoppene.

Da jeg ser vores lille hus bliver jeg varm indeni, trygheden over det kendte skyller ind over mig, lige indtil min far får øje på mig, "TIA?! Hvad pokker laver du herude? Hvordan er du kommet ud? Hvor er din bluse og hvorfor er du helt våd?" Hans stemmer er skinger og knækker over, han har tydeligvis ikke opdaget at jeg har været væk, jeg aner ikke hvad klokken er, eller hvordan jeg skal svare på alle hans spørgsmål. Pis også, jeg skulle have udtænkt en plan på vej hjem fra søen. "Øhh..." jeg kigger ned i jorden og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, min far kan åbenbart se, at jeg er helt ude af den og før jeg ved af det knuger han mig ind til sit bryst. Noget knækker indeni mig og tårerne bryder frem, med hovedet begravet mod hans trøje ruller tårerne ned af mine kinder, et hulk bryder frem over mine læber og et øjeblik har han løftet mig op og er ved at bære mig indenfor.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...