Drømmesyn

Det er ikke nemt at vokse op i Woodgrave når man aldrig har vist tegn på overnaturlige evner, slet ikke når man kommer fra en sammenfiltret linje af alle typer overnaturlige, der findes... Presset er højt for 17-årige Epifania, der må kæmpe en indædt kamp for at finde sig selv i det lille lokalsamfund, forsøge at finde hoved og hale i hvad hun er, de kræfter der pludselig og ustyrligt dukker op, og samtidig finde rundt i de følelser hun får for sin barndomsven Warf... Helt galt går det dog, da hun i skoven støder på fyren fra hendes drømme - ham med lyst hår og de triste øjne, og bliver blandet ind i en krig mellem overnaturlige, mennesker og halvblodsengle...

1Likes
0Kommentarer
778Visninger
AA

16. Kapitel 16.

Vinden var kold da den purrede op i mit hår, månen var oppe og dens hvide lys gav skoven en overnaturlig glød, der emmede af mystik og hjemlig hygge. Mosset var fugtigt af aftenduggen og kildede mine bare fødder på en uvirkelig virkelig måde… Vent lidt! Kildede mine fødder? Jeg slog øjnene op og det tog mig et øjeblik at finde ud af, hvor jeg var. Jeg lå ikke længere i min varme seng, hvor jeg burde være, jeg var ude i skoven og efter at have kigget rundt var jeg meget langt inde, næsten henne ved foden af bjergene. Pis! Jeg måtte jo slet ikke være ude! Hvordan var jeg overhovedet kommet ud uden at min far havde set mig, og hvad lavede jeg her?! Jeg måtte komme hjem og dét i en fart så jeg måske var heldig og slap for at få ballade med mine forældre og med rådet. Jeg havde lige vendt mig om da jeg lagde mærke til den sødlige duft i luften, mine tænder løb i vand og før jeg vidste bedre havde jeg sat af i det fugtige mos og løb som om helvede var i hælene på mig gennem skoven, vejrende efter duften med min næse. Jeg havde kun løbet omkring 30-40 sekunder, men var allerede halvvejs oppe i bjergene og jeg var ikke engang forpustet, endnu engang havde jeg brugt en af mine vampyrkræfter uden overhovedet at have kontrol over det, fedt – bare virkelig fedt! Den søde duft var stærkere nu, meget stærkere, mine tænder løb næsten i vand og så så jeg ham. Han lå på et klippefremspring nogle få meter fra mig, på et tæppe af mos, han bevægede sig ikke. Jeg burde få benene på nakken og spæne tilbage til byen så hurtigt jeg kunne, men jeg havde aldrig været så langt oppe i bjergene før, jeg var ikke sikker på at jeg ville kunne finde tilbage, og jeg kunne ikke se klipperne tydeligt nok til at kunne beskrive stedet for de ældre eller flokken. Jeg stod og trippede nervøst på stedet og havde egentlig besluttet mig for at gå tilbage til Woodgrave, og forsøge at markere min sti derned så de andre kunne finde herop igen, da jeg indså at den sødlige duft var blod, og meget af det, han var såret, hårdt. Årh for helvede da også, jeg kunne jo ikke efterlade ham til Rådet uden i det mindste at se om han var i live, langsomt begyndte jeg at kravle op mod klippefremspringet, hvor han lå og da jeg kom derop kunne jeg se de svage bevægelser i hans brystkasse, der indikerede at han i det mindste trak vejret. Fint, perfekt! Så kan jeg gå ned og fortælle Rådet, hvor han er. Jeg kiggede på ham endnu en gang for at kunne beskrive hans udseende for dem og da var det at det gik op for mig, denne unge fyr var ham fra byen.

Jeg stavrede forbavset nogle skridt tættere på og kunne i det nu svage månelys se hans ansigtstræk tæt på, det var ham fra min tegneblok, drengen med det pjuskede lyse hår og sørma om ikke der også var indtørrede tårer på hans kinder. Jeg kan ikke efterlade ham her, ikke nu, ikke uden jeg ved hvem han er eller hvad han laver her – hvad han laver i mine drømme. Rådet burde tage sig af det også kan jeg altid udspørge Caelia om hvem og hvad han er når de er færdige med ham. Ubevidst havde jeg sat mig på knæ ved siden af ham, hans øjne var lukkede, han måtte være besvimet, jeg kiggede ned ad hans krop og fik øje på hans ene bukseben der var slemt forrevet og gennemblødt af blod, der stadig silede ned på mosset under ham som en lille uskyldig sort bæk i månelyset.

Før jeg ved af det har jeg revet hans bukseben op og begyndt at strimle det mellem mine fingre, blodet gør det lettere at rive fra hinanden, eller også var stoffet mørnet i forvejen, da jeg får øje på skaderne undslipper et gisp mine læber, mit blik farer øjeblikkeligt op til hans ansigt for at se om han har hørt mig, men han ligger stadig bevidstløs og stille. Fra siden af hans skinneben stikker et klippestykke på størrelse med min hånd ud, han må være faldet ned fra klipperne i flugten væk fra Woodgrave. Det gyser i hele min krop, var det denne dreng der sårede Wifea i skoven? Jeg bevæger mig som i drømme, jeg begynder at rive stykker af mos af klippen og lægger dem parat ved siden af hans ben, jeg kigger mig omkring og opdager en lille fordybning længere inde mod klippevæggen, hvor der har dannet sig en lille naturskabt sø af regnvand som jeg dypper min bluse i, da jeg igen sidder ved siden af hans krop læner jeg mig frem mod hans ansigt. ”Vær sød ikke at slå mig ihjel, men jeg bliver nødt til at gøre noget ved dit ben ”, han siger intet og trækker stadig vejret ganske stille, jeg holder min gennemblødte bluse i den ene hånd tæt på hans ben og med den anden tager jeg resolut fat om klippestykket og med et hurtigt ryk får jeg hevet det ud og mærker en stærk hånd, der griber fat om min underarm. ”Sl… slåå mig ikke ihjeel…” hans stemme er mørk og grynet og jeg rykker forskrækket min arm ud af hans greb, ”jeg vil forbinde dit sår med mos, det burde hele til du kan komme tilbage til… hvor du kommer fra”. Mens jeg har talt har jeg forsøgt at vaske hans sår med min bluse, mit hår falder ned i øjnene på mig og jeg stryger det væk med mine fingerspidser. Smagen eksploderer i min mund med samme kraft som ti tusind stjerneskud på én gang, hans blod, så sødt, så kraftigt, så mere... Mine fingerspidser rammer igen min mund, mine øjne lukkes og jeg nærmest stønner af nydelse, da hans livskraft rammer min tunge… ADR!! Jeg har bare ikke lige siddet og labbet hans blod i mig som en… en vampyr! Han forsøger at flytte sig væk fra mig og da jeg igen ser på ham, ser jeg rædslen i hans øjne, ”hv.. hvad er du?! ” hans stemme skælver og tårerne er igen begyndt at løbe ned over hans kinder, det må være smerten fra hans sår… sår, blod… nej!! Jeg skynder mig at forbinde hans ben med de afrevne mosstykker og strimlerne af hans ødelagte bukser. Jeg rejser mig hurtigt op, vender ryggen til ham og begynder at gå væk derfra, ”det ved jeg ikke" svarer jeg stille i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...