Drømmesyn

Det er ikke nemt at vokse op i Woodgrave når man aldrig har vist tegn på overnaturlige evner, slet ikke når man kommer fra en sammenfiltret linje af alle typer overnaturlige, der findes... Presset er højt for 17-årige Epifania, der må kæmpe en indædt kamp for at finde sig selv i det lille lokalsamfund, forsøge at finde hoved og hale i hvad hun er, de kræfter der pludselig og ustyrligt dukker op, og samtidig finde rundt i de følelser hun får for sin barndomsven Warf... Helt galt går det dog, da hun i skoven støder på fyren fra hendes drømme - ham med lyst hår og de triste øjne, og bliver blandet ind i en krig mellem overnaturlige, mennesker og halvblodsengle...

1Likes
0Kommentarer
777Visninger
AA

15. Kapitel 15.

Mandag morgen havde jeg stadig en mærkelig følelse i kroppen efter weekendens besøg til menneskebyen. Mormors stearinlys havde haft en dejlig beroligende effekt på mig da vi var kommet hjem, jeg havde skyndt mig op på mit værelse og tændt det med det samme og bare siddet og nydt duften af jasmin, der langsomt havde bredt sig i rummet. Følelsen af at have noget fra min mormor i rummet havde helt fået mig til at glemme den uro jeg havde haft i kroppen siden jeg så de tre unge fyre i menneskebyen, hele vejen tilbage til Woodgrave havde jeg haft fornemmelsen af at vi blev forfulgt, jeg havde endda spurgt Warf om han kunne mærke noget, men han havde intet mærket, han var stadig ekstatisk over at have besøgt en rigtig menneskeby for første gang i hans liv. Nu hvor det var mandag skulle jeg igen igennem 3 lange timers ’Træning’ med min lillebrors klassetrin, jeg havde stadig ikke helt styr på de basale ting, der burde have vist sig i forbindelse med mit ny opdagede instinkt. Wicardo lod dog stadig ikke til at have nogle indvendinger mod det og jeg følte at han lod mig slippe for let når jeg forvekslede to helt basale planter, hvorimod han slog hårdere ned på de andre og yngre hekse i timerne. Jeg har nu ikke kun ’hekselære’ på skemaet når det kommer til træning, i dag er jeg også begyndt at tage del i vampyrernes træning, men jeg er ikke nær så dygtig til at få føling med min forbedrede hørelse, som jeg er med mit instinkt og jeg har næsten allerede opgivet at finde min indre løgnedetektor. Heldigvis er timerne ikke så slemme når man tænker over at jeg altid bare har siddet og tegnet skitser af de andre børn, der forsøgte at finde ind til kernen af hver deres specielle og medfødte evner, det hjælper også en del at Warf ofte titter frem fra skovbrynet for lige at sende mig et smil eller et fingerkys, sidstnævnte får alle mine omkring siddende små klassekammerater til at fnise og pege fingre.

”Argh! Jeg er da bare en fuldstændig umulig overnaturlig! Jeg lærer seriøst aldrig at bruge nogle af mine evner til noget som helst andet end at sidde og tegne de andre, der ikke bare er ivrige efter at komme i gang, men som rent faktisk også ved, hvad det er de har gang i.” Følelsen af Warf, der legede med mit hår mens vi lå der i lysningen i den store spisepause var fantastisk, han var altid så god til at lytte til mine problemer og han vidste for det meste, hvornår han bare skulle holde sin mund og bare lade mig snakke. Han nussede mig i nakken med sin næsetip og holdt bare om mig og jeg lod ham gøre det, nød at trække på hans tryghed og varme. Jeg døsede lidt hen og så igen ansigterne af de tre fyre fra byen for mit indre blik, en dyb følelse af at noget var galt med disse tre var på færde i min underbevidsthed og uanset hvor hårdt jeg prøvede på ikke at tænke over det så nagede det mig, jeg følte mig ligesom på vagt, hvilket var fuldstændig åndsvagt taget i betragtning af, at de havde lignet helt almindelige unge mennesker, men på den anden side, det gjorde Warf og jeg jo også.

”Warf!! … For helvede hvor er du henne?!” Jeg mærkede hvordan han stivnede bag mig og hurtigt kom på benene mens han råbte tilbage hvor vi var. ”Det var sq på tide at du svarer mand! Kom tilbage til skolen begge to, vi skal på rekognoscering mand, der er sket noget! ” jeg så på Rolla, en varulv på vores alder, Warfs bedste ven i flokken, ”Hvad er der sket? ” Rolla viftede bare voldsomt med armen i retning mod skolen og satte i løb, vi havde ikke andet valg end at følge efter. På skolen var der vild tumult alle vegne, alle stimlede sammen om deres lærere og mange af de små børn græd i stride strømme, det var som at komme ind i en krigszone, bare uden krig, det her gav ingen mening. Warf klemte min hånd og løb over mod sin flok, der allerede stod klar i skovkanten, jeg spejdede efter ham mens han forsvandt ind mellem træerne. Mit blik løb henover folkemængden og faldt til ro da jeg fik øje på Yocelyn, der forsøgte at berolige de mange små piger, der klyngede sig grædende til hendes kjole. ”Hvad er der sket? Hvorfor græder de små og hvad er det flokken leder efter i skoven? ” Yocelyns blik flakkede til mig og for første gang så jeg frygt i hendes eller så blide øjne, ”Tia! Det er forfærdeligt, nogle har brudt igennem vores beskyttende sfære, noget ondt og mørkt… Wi… Wifea er såret og blevet bragt hen til Caelia. ” Nej! Mine hænder fløj op til mit ansigt og jeg kvalte et hulk bag dem, det her sker bare ikke! ”V.. Ved Warf det? Tror du flokken har sagt det til ham? ” Yocelyn rystede på hovedet, hun vidste det ikke.

Hele Woodgrave var i fuld beredskab, der var gået flere timer, hvor vi alle havde været samlet på skolens område, indtil Nymfalia var trådt frem og havde fortalt om dagens traumatiske begivenhed, Wifea havde været udsat for et overfald da hun havde været ude i skoven og lede efter bær og urter, nogen havde slået hende ned bagfra, men hun var udenfor livsfare. Flokken havde sammen med nogle af de voksne vampyrer rekognosceret skoven og bjergene omkring Woodgrave, de havde fuldt et duftspor, der havde ledt dem langt udenfor byens grænse gennem bjergene, men pludselig var sporet endt blindt. De stærkeste hekse i vores coven havde tjekket den beskyttende besværgelse, der lå over byen, men havde ikke kunnet finde spor af at den skulle være svækket på nogen måde. Alle forældrene havde taget deres børn med hjem og den stærkeste forælder stod hele tiden vagt udenfor husene for at beskytte deres familier mod den ukendte fare. Heta lå og sov ovenpå mig i sofaen, hun var heldig at hun stadig var for lille til at forstå, hvad det var der var sket, men hvad var der egentlig sket? Ingen havde nogen beviser for noget, andet end et duftspor, der endte blindt. Jeg havde ikke set Warf siden han forsvandt ind i skoven, men han var forhåbentlig hos Caelia, hvis ikke Wifea var kommet hjem i sin egen seng for at hvile. ”Mor jeg tror bare jeg går i seng, skal jeg putte Heta for dig? ” Min mor nikkede bare og daskede fraværende efter Shian, der summede omkring hendes hoved, han havde ikke kunnet forvandle sig tilbage siden alle blev stimlet sammen på skolen, det måtte være af ren frygt at han blev i flagermuseskikkelse.

Da jeg havde lagt Heta i seng og set hende krølle sig sammen under sit tæppe gik jeg ind på mit værelse og direkte hen til vinduet, der var intet lys på Warfs værelse, men jeg kunne se at lyset i køkkenet var tændt, så de måtte jo være hjemme, en af ungkarlene i byen var posteret udenfor deres hus så Wariland kunne tage hånd om sin familie. Jeg åbnede vinduet op og skulle lige til at klatre ud på broen, da min fars stemme forskrækkede mig nede fra jorden, ”Tia, du bliver på dit værelse! Jeg ved godt du gerne vil se til Warf og hans familie, men det er ikke sikkert for dig at forlade huset”, ”eeej far! Du kan da bare stå dér og holde øje med at jeg kommer sikkert over broen, jeg kan jo bare sove hos Warf, eller få ham til at følge mig de 15 meter fra deres hoveddør til vores ”, ”niks unge dame, du bliver hvor du er, så må du se ham i morgen, det er rådets beslutning at ingen børn forlader deres hjem og familier i aften. Godnat min skat. ” Jeg vidste at det var barnligt, men jeg rakte alligevel tunge ad ham og smækkede vinduet i, gik over og lagde mig tungt på min seng og lod søvnen overmande mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...