Drømmesyn

Det er ikke nemt at vokse op i Woodgrave når man aldrig har vist tegn på overnaturlige evner, slet ikke når man kommer fra en sammenfiltret linje af alle typer overnaturlige, der findes... Presset er højt for 17-årige Epifania, der må kæmpe en indædt kamp for at finde sig selv i det lille lokalsamfund, forsøge at finde hoved og hale i hvad hun er, de kræfter der pludselig og ustyrligt dukker op, og samtidig finde rundt i de følelser hun får for sin barndomsven Warf... Helt galt går det dog, da hun i skoven støder på fyren fra hendes drømme - ham med lyst hår og de triste øjne, og bliver blandet ind i en krig mellem overnaturlige, mennesker og halvblodsengle...

1Likes
1Kommentarer
567Visninger
AA

14. Kapitel 14.

Warf havde været ude i skoven for at hente vores kurv, tæpper og min skitseblok mens jeg havde siddet sammen med min oldemor og forklaret hende igen og igen, hvad der var sket i skoven. Hun var sikker på, at jeg var gået i en form for trance og at det var i dén, at jeg havde tegnet fremtiden, hun blev ved med at sige, at mit drømmesyn blev stærkere og stærkere, og hun spurgte ind til vores tur til menneskebyen, om jeg havde set drengen jeg tegnede, første gang mit drømmesyn viste sig. Jeg havde ikke set ham, jeg tænkte faktisk slet ikke over det, fordi jeg kun havde aftenens oplevelse i hovedet. Warf kom hurtigt tilbage, han havde kurven over armen og alle vores ting stak op af den i underlige vinkler som om han bare havde proppet tingene ned så hurtigt som muligt. ”Din skitseblok lå åben, du må nok hellere lige kigge på den skat, ” han rakte mig bogen og jeg åbnede den, der manglede en side, det var tydeligt at nogen havde revet siden med mine små tegninger ud med et hårdt ryk, resterne af papiret sad og blafrede flosset i limningen. ”Har du gjort det her? ” jeg var rasende, jeg havde aldrig i mit liv revet en side ud af nogen af mine skitseblokke – de betød alt for mig. Warf sendte mig et blik, der tydeligt indikerede at det ikke var ham, han kender mig for godt til nogensinde at ville røre mine skitser og blokke uden at få lov eller ordre om det. Ingen beviser, andet end en gal piges mumlerier og en usammenhængende historie uden vidner, typisk mit liv, hvis det er sådan her det vil være at have drømmesyn, er jeg ikke længere sikker på, at det er en evne jeg har lyst til at have, hvilket jeg jo selvfølgelig ikke selv kan vælge. Når først en evne manifesteres har man den så længe man lever, normalt afhænger ens evners styrke af, hvor meget man træner dem, men oldemor har læst på lektien om drømmesyn og hun siger, at dette er en evne der udvikler sig selv med tiden.

Jeg fik Warf og oldemor til at love mig, at ingen af dem ville fortælle om aftenens hændelser til nogen fra landsbyen, det ville simpelthen være for pinligt, hvis det slap ud at jeg var besvimet af skræk og udmattelse i den skov, jeg altid havde færdedes i. Mine forældre ville få et magisk føl på tværs, hvis det var dem Warf havde båret mig hjem til i stedet for at løbe direkte hen til Caelia. Min kære oldemor var ikke meget for at holde min mor uvidende om aftenens drama, men jeg lovede hende at jeg havde det fint og gerne selv ville have lov til at bearbejde, hvad der var sket før andre fik nys om det. Warf var igen overbevist om at der havde været noget truende i skoven og tog ikke mit nej for noget, da han forlangte at vogte over mig og beskytte mig ligegyldigt hvor jeg skulle hen, hvis ikke jeg var i nærheden af byens bygninger, eller var sammen med andre når jeg gik i skoven.

Weekenden efter min og Warfs mislykkede skovtur skulle jeg igen med Caelia ind til byen, vi skulle ind og aflevere de tegninger jeg havde lavet til den interesserede butiksindehaver, denne gang havde Warf dog indtaget bagsædet af den gamle bil, men jeg tror nu ikke han kunne koncentrere sig om at kigge efter eventuelle farer, da først byen kom ind i vores synsfelt. Det var første gang han nogensinde kom tæt på en menneskeby, og han reagerede som alle overnaturlige plejer at gøre, han var forundret over at menneskene kunne leve i de firkantede klodser, han forstod ikke hvorfor man ikke blot kunne gå rundt til de forskellige gøremål man havde, han var dybt fascineret af de mange biler og især busserne optog meget af hans tid. På et tidspunkt blev han dog dybt forarget da han så en kæmpe stor hund i snor, der blev luftet, hunden så nu meget glad ud som den hoppede ned langs fortovet, men Warf kunne selvfølgelig ikke se nogen mening i at den skulle være bundet. Butiksindehaveren var utrolig glad for igen at se os, Warf havde dog fået besked på at blive ude i bilen, da oldemor var overbevist om, at en to meter høj og meget muskuløs ung mand ville virke truende for den lille butiksejer. ”Tina, jeg må virkelig sige at disse tegninger er… fantastiske! Jeg har aldrig i mit liv set tegninger som disse, du har endda fået alle detaljer med kan jeg se, helt ned til de bittesmå fimrehår på denne strandtidsels blade! ” Jeg måtte sno mine hænder i forlegenhed, jeg var vant til at blive rost for mine tegninger, men jeg anede ikke at de ville blive så værdsat af et menneske. ”Tina du kan gå ind i min butik og finde en ting efter eget valg, jeg har lyst til at give dig en gave for disse fantastiske tegninger, udover betalingen naturligvis. ” Han smilede til mig og gav et underforstået nik til Caelia, der havde sine skarpe øjne vendt mod ham, da hun i hans tanker havde opfanget at han troede han kunne undgå at betale, hvis jeg fik lov at gå på opdagelse mellem hans mange hylder. Mens Caelia og hr. Andrews talte sammen om den næste leverance gik jeg derfor ind igennem hans butik og ledte efter noget jeg kunne tage med hjem. Han havde alle mulige ting på hylderne, alt lige fra skrubtudser i sprit, røgelsespinde, tarotkort og naturligvis alle vores varer. Mit blik faldt hurtigt på en lille krog bagerst i butikken, her stod 7 hylder proppet med stearinlys i alle størrelser, former og farver, men mit blik var faldet på et ganske specielt lys, det havde form som lille kugle og på det, var i stearinen indgraveret ’Når alt er mørkt’. Jeg sank en klump og løftede forsigtigt lyset og holdt det mellem mine hænder, duften af jasmin og bonderoser kom mig i møde og i et sekund så jeg min mormors ansigt for mig så tydeligt som, hvis hun havde stået ved siden af mig. Jeg tog lyset med ud i baglokalet og spurgte Hr. Andrews hvor han havde dette lys fra, ”Det kommer fra en leverandør jeg samarbejder med min søde pige, hun bor oppe nordpå og det er sjældent jeg får leverancer fra hende, dette lys fik jeg for to år siden da hun sidst var her, det er det sidste fra den sending, men hun har lovet mig, at hun snart kommer igen, måske allerede i næste måned. ” Smilet i mine mundvige havde strukket sig længere og længere mens han fortalte og jeg kunne se på oldemor at også hun vidste præcis, hvem denne mystiske forretningskvinde var. ”Jeg vil gerne bede om dette lys som supplement til mine tegninger, hvis det er i orden hr. Andrews?” han nikkede og kom med en kommentar om at jeg nok skulle blive glad for det, da duften altid virkede beroligende, men han havde naturligvis ingen idé om præcis hvor beroligende det ville være for mig at kunne tænde et af min mormors duftlys på mit værelse inden jeg skulle sove.

Da vi sad i bilens trykkende varme på vej tilbage, sad Warf og jeg begge på bagsædet og flettede fingre mens jeg fortalte ham alt om hr. Andrews og hans lille butik. Da vi holdt stille i det sidste lyskryds inden vi forlod byen fik jeg pludselig en mærkelig trang til at kigge op og mit blik farede over de mange mennesker, der mylrede rundt på fortovene og ventede på at komme over vejen når der blev givet grønt lys. Mit blik faldt på en lille gruppe af unge mænd, den ene af dem virkede underligt bekendt, men jeg kunne ikke sætte en finger på hvorfor, hans lyse hår strittede til alle sider, bortset fra en enkelt tot, der rebelsk blev ved med at falde ned over hans venstre øje. Han stod sammen med to andre unge mænd, der begge havde ringe i næsen og i øjenbrynene. Jeg slog blikket ned, men da oldemor igen satte bilen i bevægelse måtte jeg lige kigge en sidste gang og jeg gav et ufrivilligt spjæt fra mig da de to piercede fyre kiggede direkte på mig, den ene blinkede til mig og sendte mig et skævt smil. ”Er der noget i vejen Tia? ” Warf havde lænet sig hen mod min rude, og spejdede efter det, der havde fået mit til at hoppe i sædet, men de tre unge fyre var nu ingen steder at se, ”Nej, nej der er intet i vejen, jeg syntes bare at jeg så… nogen jeg kendte. ” svarede jeg med musestemme.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...