Drømmesyn

Det er ikke nemt at vokse op i Woodgrave når man aldrig har vist tegn på overnaturlige evner, slet ikke når man kommer fra en sammenfiltret linje af alle typer overnaturlige, der findes... Presset er højt for 17-årige Epifania, der må kæmpe en indædt kamp for at finde sig selv i det lille lokalsamfund, forsøge at finde hoved og hale i hvad hun er, de kræfter der pludselig og ustyrligt dukker op, og samtidig finde rundt i de følelser hun får for sin barndomsven Warf... Helt galt går det dog, da hun i skoven støder på fyren fra hendes drømme - ham med lyst hår og de triste øjne, og bliver blandet ind i en krig mellem overnaturlige, mennesker og halvblodsengle...

1Likes
0Kommentarer
611Visninger
AA

13. Kapitel 13.

Det føles som om der er en varm og ætsende ild, der fortærer mine lunger langsomt indefra mens jeg løber, min hals brænder og er ru og tør fordi jeg stadig skriger. Jeg løber snublende gennem skoven med armene fægtende til hver side som om jeg kan holde mig oppe ved at tage fat i luften, jeg har skrabet begge mine knæ i voldsomme fald fordi jeg ikke kigger mod jorden, jeg følger bare Warf’s stemme, der stadig synger – hvor langt væk er han?
Mit syn er sløret af frygtens tårer, der løber ned over mine kinder og drypper på min bluse, jeg har så mange sanseindtryk i mig lige nu, men det eneste jeg vil er at finde Warf. ”TIA!?” Hans sang er stoppet og jeg hører skrækken i hans stemme da han råber mit navn, han har aldrig hørt mig skrige før, ikke på denne måde, ikke engang som børn. Jeg bruger mine sidste energireserver og sætter farten yderligere op i retning af hans stemme, da jeg endelig får øje på ham, mens han kommer tonsende gennem skoven, mine ben sagtner endelig farten, jeg er lykkelig for at han når at gribe mig i sine arme inden jeg igen falder. Vi synker ned på skovbunden, han har en arm bag min ryg og jeg ligger akavet henover hans ben, hans fingre arbejder sig henover mine arme og ansigt, søgende efter skader, hans øjne er overalt på min krop, ”Hvad skete der? Hvorfor løber du rundt som om helvede jagter dig? Hvorfor skreg du på den måde? ” Hans spørgsmål hagler ned over mig, jeg vender ansigtet mod hans bluses tynde stof og er fuldstændig ligeglad med at jeg snotter på den, jeg indånder hans duft så dybt at jeg er ved at hoste mine brændende lunger op, hvilket bare gør ham mere bekymret, ”Tia, fortæl mig det, hvad skete der i lysningen? ” Jeg ved ikke hvordan jeg skal svare på hans spørgsmål, for jeg har ingen svar, ”Bare lad mig ligge lidt her, bare lidt endnu… ” jeg besvimer.

”Det er altså ikke en god idé at du går ind til hende lige nu min kære, uanset hvad der skete i dén lysning så har hun brug for hvile. ” Jeg kan svagt høre min oldemors dæmpede hvisken gennem døren, jeg forsøger med en ny dyb indånding og får kun hyggelige og trygge dufte ind sammen med den nærende ilt, godt, jeg er altså hos hende. Mine øjne kæmper en 10-sekunders kamp for at åbne sig, heldigvis er der kun nogle få stearinlys tændt, jeg genkender duften fra mormors jasmin-håndværk og tager endnu en dyb indånding. ”Hun har brug for mig, det sidste hun sagde var at hun ville være sammen med mig! Jeg kan gøre hende tryg! ” Warf er helt ude af den, hans stemme er flere oktaver højere end den plejer og jeg kan høre hvordan hans sko banker mod plankerne på terrassen. Jeg prøver at sende glade tanker og følelser i hans retning for at berolige ham, hans intuition kører sikkert på højttryk, jeg åbner mit hjerte for ham og kan næsten se den røde glød af følelser, der sitrer i luften på vej mod hoveddøren. Urgh! Det er som at få et slag i maven, da den røde farve minder mig om noget skræmmende, noget mørkt og farligt, følelserne i mig ændrer sig instinktivt og bliver erstattet med frygt. ”Hun er vågen! Tia? ” Døren bliver skubbet op og Warf braser ind i rummet med oldemor lige efter sig, han sætter sig på gulvet ved siden af mig og stryger en forvildet hårlok væk fra mit ansigt, hans øjne fanger mine, de er ikke røde, de er mørkeblå og foruroliget. ”Shhyy, det er okay, jeg er okay”, min stemme er kun en hvisken og jeg skærer ansigt når ordene presses ud over det sandpapir, der har beklædt indersiden af min hals og mund. ”Drik det her lille skat, ” oldemor rækker Warf et krus som han holder for mig, jeg drikker grådigt og holder hans hånd fast da han vil trække den væk, ”nej, mere! ” jeg hører lyden af noget vådt, der fylder glasset og tømmer også det lynhurtigt, jeg når ikke at smage hvad det er, det eneste jeg tænker på er, at det er dejlig koldt. ”Fortæl os, hvad der skete i skoven Tia, Warf fortalte mig at du havde løbet som et skræmt dyr og skreget som en gal, ” hun er tydeligvis bekymret, hendes stemme ryster og furen mellem hendes øjenbryn er dybere end nogensinde før. ”Jeg ved det ikke, jeg sad og lyttede til Warf, der gik og nynnede, vi afprøvede min nye hørelse. Mens jeg lyttede begyndte jeg at tegne, men jeg så ikke på papiret, jeg havde lukkede øjne, da jeg ikke længere kunne høre ham stoppede jeg for at notere hvor i sangen hans stemme forsvandt og… og jeg havde tegnet en knækket gren, en fugl der fløj, busken i lysningen og et par øjne, der så virkelig onde ud! Det var som om jeg havde forudset fremtiden oldemor, før jeg vidste af det hørte jeg en gren knække, en fugl flygtede i fuld fart lige forbi mig og øjnene… de lysende røde øjne fra min drøm stirrede på mig fra busken! Jeg var så bange! ” Jeg gemmer ansigtet i hænderne, men Warf er lynende hurtig og før jeg ved af det sidder jeg på hans skød, pakket ind i oldemors tæppe og hulker mod hans skulder. Jeg kan selv høre hvor dum jeg lyder, enhver kan da blive forskrækket i en mørk skov, men jeg er en overnaturlig og burde ikke blive skræmt af latterlige gyserhistorier, min hjerne indstiller sig på at give op over for min oldemors kommentarer om de selv samme ting jeg lige selv har tænkt, men det eneste hun hvisker for sig selv, så lavt at Warf og jeg næsten ikke kan høre det, er ”drømmesyn. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...