Drømmesyn

Det er ikke nemt at vokse op i Woodgrave når man aldrig har vist tegn på overnaturlige evner, slet ikke når man kommer fra en sammenfiltret linje af alle typer overnaturlige, der findes... Presset er højt for 17-årige Epifania, der må kæmpe en indædt kamp for at finde sig selv i det lille lokalsamfund, forsøge at finde hoved og hale i hvad hun er, de kræfter der pludselig og ustyrligt dukker op, og samtidig finde rundt i de følelser hun får for sin barndomsven Warf... Helt galt går det dog, da hun i skoven støder på fyren fra hendes drømme - ham med lyst hår og de triste øjne, og bliver blandet ind i en krig mellem overnaturlige, mennesker og halvblodsengle...

1Likes
0Kommentarer
621Visninger
AA

12. Kapitel 12.

Warf er ved at dø af grin, da han ser hvad det var jeg havde købt til ham inde i menneskebyen, ”skatter helt ærligt, du er sq den mest tossede pige jeg kender, men ok – jeg må indrømme, at jeg tager det som et kompliment om mine udsøgte beskytterevner ”. På min rude, vendt udad så alle kan se det, sidder det klistermærke jeg købte hos dyrehandleren, det forestiller en stor, pjusket grå- og sølvpelset ulvehund og neden under står der ’Her vogter jeg’. Jeg har førhen set den slags klistermærker på husfacader, døre og hegn i menneskebyerne når jeg har været dér med min oldemor, jeg har tit tænkt på at købe netop sådan et klistermærke, for Warf tilbringer jo det meste af sin tid som ulv på mit værelse, men jeg har aldrig turdet gøre det – dengang var vi jo bare venner. ”Ja du er en god vagtulv, jeg håber ikke din far eller nogle af de andre fra flokken vil føle sig stødt af det? Jeg mener det jo kun som fis og ballade ”, han får et lidt fåret ansigtsudtryk, men jeg gennemskuer hans skuespil på et sekund, ”og her gik jeg og troede at du virkelig følte dig tryg. ” Han rykker sig dramatisk hele 10 cm væk fra mig i min seng, og da jeg dasker til hans arm stikker han mig et såret hyl, hans boblende latter når mig sekundet efter og han kommer snigende med et lusket blik i øjnene, jeg når ikke engang at reagere før han har fået nedlagt sit bytte og sat sig oven på mig. Han holder mine arme fast mod madrassen med sin ene hånd, og begynder pinefuldt langsomt at kilde mine ribben med den anden, jeg hviner og sprutter af grin mellem mine tomme trusler, lige indtil min mors stemme afbryder mit grineflip, ”de kunne nu godt tage og være lidt stille deroppe, synes du ikke elskede?”, min fars stemme når mig ligeså tydeligt, ”de er unge, lad dem nu bare”, min mors svar er lidt blidere end før, men jeg kan stadig høre irritationen i hendes stemme som om hun stod lige ved siden af sengen, ”de kunne nu godt tænke på lille Heta, der ligger og sover to værelser væk. ” Vi har kunnet høre den gamle LP-afspiller hele aftenen, min mor har sat musik på for at dæmpe hendes trang til at smuglytte mens Warf er her, en ting jeg sætter stor pris på. ”Skat, stop lige, ” jeg får viftet hans hånd væk fra mine ribben som var den en irriterende flue og han lægger sig ned på siden ved siden af mig og stryger en løs hårtot væk fra min pande, ”hvad er der? Du har da aldrig haft et problem med at jeg kildede dig, ” han ser næsten såret ud og jeg smiler til ham og planter et vådt kys på hans kind, ”jeg har intet problem med det, når vi er ude i skoven, men jeg overhørte lige mor sige til far, at vi skulle tage hensyn til Heta. ” Warf’s øjne bliver store, ”jeg hørte intet, det vil sige at det her er andet bevis på en af dine nye evner, hvor er du sej skatter! ” Hans øjne funkler som to små, men dybe, skovsøer lige inden de lukkes og jeg igen mærker hans bløde og varme læber mod mine egne, han rejser sig fra min seng og trækker mig op og stå, ”hvad skal vi nu? ”, spørger jeg. ”Når jeg ikke må kilde dig til døde her, må jeg jo gøre det et andet sted, kom vi tager ud til søen ”, vi går hånd i hånd ned i stuen og fortæller mine forældre hvad vores plan er, min far rynker først panden til en bekymret ’hvad-vil-du-lave-med-min-datter’-fure, men han bløder hurtigt op da min mor sender ham et af hendes blikke mens hun går i gang med at pakke en kurv med nogle tæpper, drikkevarer og småkager til os.

Warf havde gjort en god indsats for at udrydde alle de nøddesmåkager min mor gav os med, nu var han gået i gang med den kolde limonade, den dreng burde altså seriøst få en medalje. ”Tia er du med på at prøve noget? ” Warf’s spørgsmål er næsten kun en hvisken, men det er næsten som om det runger i skovens mørke. ”Hvad tænker du nu på Warf? ” jeg tager en tår af den limonade han lige har hældt op og kigger ud over skovsøens sorte vand, hvor stjernerne på himlen spejler sig. ”Jeg har engang læst at vampyrernes hørelse udvikler sig ved intens træning, vi er alene i skoven, så det er et perfekt tidspunkt, hvis du altså vil øve dig lidt? ” Der er så meget håb i Warf’s stemme at jeg ikke kan sige nej, ”okay, på én betingelse, du skal gå i en lige strækning og synge alle sangene fra sommerfesten i en tilfældig rækkefølge, når du så kommer tilbage skal jeg fortælle dig hvilken rækkefølge du sang dem i.” Warf bider sig i læben, ”du ved jo hvor dårligt jeg synger, men okay du er selv ude om det skatter, ” jeg får et hurtigt kys inden han rejser sig op og fløjtende begynder at gå over imod skovbrynet, ”jeg tager til udkanten af skoven og tilbage igen, jeg kender området så godt at jeg vil vide hvilken afstand du hører hvilke sange fra, så kan vi hurtigt se hvor langt din hørelse rækker. ” Også er han væk fra lysningen og jeg sidder alene tilbage på tæppet med min småkage og limonade mens jeg lytter til hans dybe stemme, der nynner velkomstsangen til sommerstævnerne.

Jeg finder min skitseblok og en blyant frem fra kurven og noterer sangen ned, derefter lader jeg blyanten vandre hen over papiret mens jeg prøver at fokusere min hørelse i samme retning som Warf er gået. Mens jeg venter på, at han skifter til en ny sang begynder min blyant at bevæge sig mellem mine fingre og tegne streger på det næsten blanke papir. Jeg lukker øjnene og sukker blidt, det har altid virket beroligende og styrkende på mig at tegne, og min hånd flytter sig automatisk mellem kanten af papiret og dets midte hver gang Warf skifter til en ny sang og jeg noterer titlen ned. Pludselig er der stille overalt omkring mig i skoven, jeg aner ikke hvor længe Warf har været væk eller hvor langt han er gået, jeg åbner øjnene og kigger ned på papiret for at notere hvor i den sidste sang jeg mistede forbindelsen. Min hånd stopper og svæver i luften da jeg ser de mærkelige små og usammenhængende tegninger jeg har fremstillet med lukkede øjne, mens jeg har lyttet til Warf. Øverst på mit papir er en tegning af en vissen gren, der er knækket i to, under den er der en skitsetegning af en skovskade i flugt, under den igen en tegning af busken til venstre for lysningen, jeg drejer mig mod busken jeg lige har tegnet med lukkede øjne, det er en perfekt gengivelse, jeg har endda fået alle de strittende og bladløse grene med, der ser ud som om de er stukket tilfældigt ind i busken, nærmere end vokset ud af den. Under tegningen af busken er der et par øjne, der stirrer på mig fra papiret, selvom de er tegnet med blyant og kun har nuancer af sort, hvid og grå udsender de farlige vibrationer så det gyser mig koldt ned af nakken, hvorfor skulle jeg tegne alle de mærkelig ting nu? Jeg ville ønske Warf var her, jeg tager mig selv i at kigge rundt i lysningen og prøve at få øje på ham, selvom jeg ved at jeg vil kunne høre ham før jeg ser ham. Pludselig lyder der et højt ’knæk’ inde fra skoven, hvilket får mig til at fare sammen og udstøde en underlig pibende lyd, skoven er igen lydløs og jeg ånder ud og indser at jeg har holdt vejret. Jeg stirrer intenst mod det sted, hvor Warf forsvandt ind i skoven, måske skulle jeg pakke kurven sammen og begynde at gå ham i møde? Jeg rejser mig op for at proppe tingene tilbage i kurven da en raslen lyder fra buskene og en skovskade kommer flyvende imod mig i fuld fart, jeg når kun lige at dukke hovedet før den flyver forbi mig så tæt på, at jeg kan mærke den kolde luft fra dens vingeslag. Jeg drejer hurtigt rundt og stirrer på busken fra min tegning, det er næsten som om skyggerne er blevet længere, dybere, mere sorte omkring den, i det svage månelys ser det næsten ud som om busken pulserer. Så får jeg øje på det, et par øjne, der lurer på mig inde fra busken, de er lysende røde og det undrer mig, at jeg først får øje på dem nu, jeg begynder at bakke bagud hen imod den anden side af lysningen, øjnene følger mig og de ser ud til at lysere kraftigere og kraftigere, blodrødt, jeg snubler over kurven og lander tungt på røv og albuer og skriger!

Jeg aner ikke hvor længe jeg har siddet og stirret på busken, da jeg igen hører Warf der nynner bag mig, jeg aner ikke hvor langt væk han er, men hvis det er min vampyrhørelse jeg lytter med lige nu ved jeg, at han ikke kan høre mine skrig, jeg får stablet mig på benene og tager et sidste blik på busken, der er ikke længere nogle lysende øjne, der stirrer på mig, men jeg tør ikke tage chancen og blive her, jeg vender om og skrigende løber jeg igennem skoven med Warf’s nynnen som min livline.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...