Drømmesyn

Det er ikke nemt at vokse op i Woodgrave når man aldrig har vist tegn på overnaturlige evner, slet ikke når man kommer fra en sammenfiltret linje af alle typer overnaturlige, der findes... Presset er højt for 17-årige Epifania, der må kæmpe en indædt kamp for at finde sig selv i det lille lokalsamfund, forsøge at finde hoved og hale i hvad hun er, de kræfter der pludselig og ustyrligt dukker op, og samtidig finde rundt i de følelser hun får for sin barndomsven Warf... Helt galt går det dog, da hun i skoven støder på fyren fra hendes drømme - ham med lyst hår og de triste øjne, og bliver blandet ind i en krig mellem overnaturlige, mennesker og halvblodsengle...

1Likes
0Kommentarer
618Visninger
AA

10. Kapitel 10.

Mens jeg listede rundt om oldemors hus blev jeg mere og mere gal, jeg følte mig så forrådt over at Warf var gået til hende og havde fortalt hende alt, hvad jeg havde sagt han skulle holde kæft med. Jeg havde været lige ved at vænne mig til tanken om at jeg nok aldrig ville få evner, og nu havde jeg måske tre, på den anden side kunne jeg ikke være helt igennem sur på ham, han havde gjort det for mit eget bedste, og uden ham havde jeg nok aldrig fået fortalt hende om min drøm, den mystiske dreng og de lysende øjne. Da jeg kom op på siden af verandaen sad han i gyngestolen jeg selv havde siddet i tidligere, han rokkede den roligt frem og tilbage og havde ryggen til mig, han så simpelthen så fortabt ud, hans skuldre ludede og han hang med hovedet mens han pillede ved sine negle. Det meste af min vrede forduftede som dug for solen, ”du må ikke hade mig, ” hans stemme var så stille at jeg næsten ikke kunne høre ham, så meget for super vampyrhørelse, den virkede åbenbart ikke 100 % endnu. ”Jeg hader dig ikke Warf, men jeg er meget vred og forvirret, hvordan kunne du gå bag min ryg på den måde, du har ignoreret mig i to dage og… og det der skete i skoven, ” jeg kunne ikke få mig selv til at omtale det emne, der var som en elefant i rummet, vores næsten-kys. Først nu rejste han sig op, han gik ned fra verandaen og kom langsomt hen mod mig, ”jeg ved det, det var min fejl Tia, men jeg kunne ikke bære tanken om at du ville rejse, jeg kunne ikke… ” han så op mod månen, der i morgen ville være fuld, ” jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at jeg måske ville miste dig for altid. ” Han åndede tungt ud som om en ballon i ham var sprunget, hans ene hånd svævede mellem os, jeg tog imod den og han flettede sine fingre ind mellem mine. Jeg kigger ned på vores hænder, ”jeg så dig i skoven i dag, er det sandt hvad de snakkede om til frokosten og hviskede om i anden time, har du vist tegn på instinktet? ” Jeg havde haft en underlig følelse af at blive bagtalt og snakket om mens jeg havde spist og snakket med oldemor, men jeg anede ikke det var så slemt, ”ja, oldemor siger det også, dét og vampyrhørelse. ” Jeg holder vejret, og mærker hvordan det gibber i hans hånd, hans øjne finder hurtigt mine, et smil former sig omkring hans mund, et af de smil der når helt op til øjnene og får dem til at stråle, selv i det dunkle aftenlys. ”Tia det er jo fantastisk! ” før jeg vidste af det stod jeg igen i hans arme, med ansigtet mod hans hårde og muskuløse overkrop, hans duft spredte sig og var overalt omkring mig, han duftede af skov, varme, sommer og Warf. ”Du Warf? ” min stemme var kun en hvisken mod blusens tynde stof, men han brummede som en opfordring til at jeg skulle fortsætte, ”fik du min besked? ” Igen holdt jeg vejret og ventede på hans reaktion, hans ene hånd forsvandt fra min ryg og jeg nåede kun lige at tænke tanken om at han igen ville løbe sin vej, da hans stærke fingre lagde sig blidt om min hage og skubbede mit ansigt op mod hans læber.

”Du ved godt at vores mødre får en fest på grund af det her ikke? ” vi sad på broen med fødderne hængende ud over kanten, jeg sad lænet ind mod Warf med hans ene arm omkring mig. Det eneste svar jeg fik på mit spørgsmål var hans boblende latter, der førte mine tanker tilbage til solnedgang, han havde kysset mig, lige dér foran oldemors veranda. Han havde stoppet kysset og smilet til mig, ”var det dét du ønskede Tia? ” havde han spurgt og i et kækt øjeblik med en selvtillid jeg ikke kunne genkende som min egen havde jeg nikket og svaret, at jeg ville ønske han gjorde det igen, han havde efterkommet mit ønske, mange gange de sidste par timer. Han havde endda jagtet mig gennem skoven på vej hjem og rent faktisk været så stor en gentleman at han havde givet mig et forspring og havde ladet som om han ikke kunne følge med, men kun et kort øjeblik før han havde grebet mig i luften og kastet os begge til jorden, men sørget for at jeg landede øverst, han havde pillet en kvist ud af mit hår og sagt at jeg var smukkere end månen. Jeg havde været nødt til at stoppe hans vrøvlerier med flere kys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...