Drømmesyn

Det er ikke nemt at vokse op i Woodgrave når man aldrig har vist tegn på overnaturlige evner, slet ikke når man kommer fra en sammenfiltret linje af alle typer overnaturlige, der findes... Presset er højt for 17-årige Epifania, der må kæmpe en indædt kamp for at finde sig selv i det lille lokalsamfund, forsøge at finde hoved og hale i hvad hun er, de kræfter der pludselig og ustyrligt dukker op, og samtidig finde rundt i de følelser hun får for sin barndomsven Warf... Helt galt går det dog, da hun i skoven støder på fyren fra hendes drømme - ham med lyst hår og de triste øjne, og bliver blandet ind i en krig mellem overnaturlige, mennesker og halvblodsengle...

1Likes
1Kommentarer
452Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Alle folk i mit samfund ser mig som en særling, et misfoster, en freak, en vanskabning. Det er ikke noget jeg hører, men jeg ved folk tænker sådan om mig, det kan jeg se på de misbilligende blikke jeg får, næsten hver gang jeg kommer ind i et rum. Mit navn er Epifania Tertia D’Aurelie, ja tro det eller ej, det betyder noget i retning af ’Manifestationen af den udødelige tredjefødte fe’, og jeg er 17 år gammel. Min familie og mine få venner kalder mig bare Tia, hvilket jeg godt kan lide, det er enkelt og usynligt i mængden og det skjuler mine fejl. Jeg er vokset op i et lille samfund, hvor alle skjuler sig åbenlyst for resten af verden, byen jeg bor i hedder Woodgrave, vores safehaven fra menneskene. Vores lille by er kun en af mange, hvor overnaturlige væsener trives og udvikles langt fra menneskenes blikke, de ved ikke engang at vi eksisterer i deres virkelighed, fordi vores by ligger et stykke uden for civilisationen, okay faktisk et godt stykke væk. Det er sjældent, at der kommer mennesker forbi. De der gør, ser kun det vi ønsker de skal se, for byens første heksemester lagde en besværgelse over vores by for 249 år siden.

 

Woodgrave styres af Rådet, der består af seks racerene overnaturlige, der hver især repræsenterer de reneste motiver og behov for de enkelte racer, for at byen kan opretholde ro, orden og harmoni. Det er Rådet, der bestemmer hvordan byen skal køres, vi har f.eks. ikke butikker som i menneskenes samfund, vi bruger ikke et pengesystem indbyrdes, da alle hjælper hinanden på kryds og tværs fordi alting er fælleseje. Den eneste bankkonto der findes i byen styres af Caelia, der er repræsentant for feerne i Rådet, meget praktisk når hendes navn betyder feernes dronning. Det er hendes opgave at tage til de nærmeste menneskebyer i weekenderne og sælge produkter fra vores forskellige håndværk. Pengene hun får for varerne sætter hun ind på kontoen, der automatisk betaler for vores strøm og internet. Hun har intet problem med at få en god betaling for de varer hun sælger, ’Kreativt håndværk’ er et af skolens vigtigste fag for at vi kan være så selvforsynende som muligt. Caelia er min oldemor og selvom vi fejrede hendes 140 års fødselsdag sidste sommer ligner hun en menneskekvinde på omkring 40 år, hvis man altså ser bort fra hendes næsten lysende grønne øjne, og hendes utroligt lange, smukke sorte hår, der kun har bittesmå stænk af sølv. Jeg ved en masse om menneskenes pengesystem, for jeg har siden barn været med min oldemor på hendes weekendture. Det er mig hun spørger til råds når vi skal købe nye computere og mobiler til Woodgraves beboere, hun har humor og mener at man skal være ung med de unge og integrere den moderne teknologi i vores samfund, desværre er hun alene om den opfattelse i Rådet.

 

 Nymfallia mener at vi ikke behøver menneske-apparater som komfurer og vaskemaskiner, hun repræsenterer nymfe racen, der har de vildeste elementære kræfter og som finder ro og styrke i de 4 elementer; luft, ild, vand og jord. Derfor vasker vi alt i hånden, og laver mad over bålsteder i vores huse, velkommen til middelalderen siger jeg bare. Der var dog to hvidevarer som Nymfallia ikke modsatte sig, der findes frysere og køleskabe i Rådshuset, og de er der af to grunde;
1) byens beboere fandt det praktisk at kunne opmagasinere madvarer i længere perioder for at forlænge holdbarheden, fremfor at have det i de fugtige og kolde forrådskamre, der er udgravet under køkkenet i boligerne.
2) Nymfallias mand Vamphyro så det positive i, at kunne opmagasinere blodposer til byens vampyrer i månedsvis, i stedet for ugentligt at skulle til hospitalet i den nærmeste storby og stjæle forsyninger.

 

Nu får vi naturligvis blodet direkte fra den blodbank, der styres af Det Øverste Råd, der er knudepunktet for alle safehavens på kontinentet. I Rådet sidder også Wicco, der repræsenterer byens hekse, Wariland der er flokleder for byens varulve og Shiftina, der repræsenterer formskifterne. Man hører sjældent at der er problemer med disse tre, selvfølgelig farer Wariland og Vamphyro i totterne på hinanden engang imellem, typisk lige før fuldmåne, hvor varulvene kan have problemer med at styre deres temperament, men det hører sig til og ligger dybt i deres gener ifølge Bogen, præcis som der også altid har været uoverensstemmelser mellem heksene og nymferne, da de har hver deres syn på naturen og dens orden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...