Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

1Likes
6Kommentarer
2025Visninger
AA

9. ~ 9 ~

"Én gang til, fra toppen." Jeg havde siddet i dette krydsforhør i flere timer. Trættende var en voldsom underdrivelse. Med et dybt suk masserede jeg mine tindinger og svarede Ashley.

"De skød mig med sådan en strømpistol og gav mig derefter noget bedøvende. Hvor længe jeg var væk i første omgang, eller hvor de havde ført mig hen ved jeg ikke. De torturerede mig i al den tid jeg var der, og voldtog mig om natten. Ashley hvad fanden er det du er ude efter?!" Jeg slog arrigt en knytnæve i bordpladen. Jeg nød ikke ligefrem at blive mindet om de 14 dage igen og igen. Men uanset hvor mange gange jeg fortalte hende historien virkede det som om at hun ikke troede på mig.

"Og hvordan slap du fri?" Hun ignorerede fuldstændig mit udbrud og gik fortsat frem og tilbage mens hun lyttede med hænderne foldet foran sig.

"Jeg formoder at de fik rodet rundt i blandingsforholdene, eller simpelthen glemte at give mig en dosis. Jeg kunne mærke mine kræfter var på vej retur og tog chancen." Jeg havde udeladt Jake fuldstændig. Jeg ville ikke have at der skulle ske ham noget, og at fortælle Ashley at jeg var blevet reddet af et menneske var ikke en god idé!

Jeg havde sovet hele dagen igennem og var først vågnet igen til aftenstid. Da mørket var faldt på, og alle hold drog ud i natten havde Ashley og Samuel hentet mig til denne afhøring. Samuel stod i et hjørne og stirrede på mig med et forundret blik. Ashley kiggede over mod ham engang imellem hvor han så ud til at ryste på hovedet af det uudtalte spørgsmål. Hun stoppede op og kiggede for første gang på mig.

"Stræk dine arme frem." Jeg gjorde som hun bad om. Arrene efter deres tortur var næsten ved at forsvinde. Hun vendte og drejede mine arme studerende og slap dem til sidst med et suk.

"De ved for meget. Vi må udrydde hele banden, uanset om der er modtagelige eller ej." Hun talte til Samuel som nikkede.

"Jeg vil være der." De kiggede begge over på mig. Jeg kunne mærke hvordan raseriet byggede sig op indeni mig, og vreden buldrede frem. "De skal få betalt." Jeg knyttede næverne omkring armlænene og træet smuldrede under mine hænder.

"Nuvel. Opgaven finder sted i morgen nat. I mellemtiden synes jeg du skal få hvilet dig noget mere. Vi kan ikke have at du bliver taget igen."

Jeg gik langsomt tilbage mod vores lokaler igen, mod min seng. Fysisk havde jeg det fint, mentalt var en helt anden snak. Jeg havde konstant en prikkende irriterende smerte i baghovedet. Ikke en reel hovedpine, bare ubehag. Jeg stod ved min seng da jeg pludselig hørte hans stemme i mit hovedet.

Cait..? Det var Jake! Hvordan..?!

Jake?! Kan du høre mig?? Jeg stod med bankende hjerte og ventede.

Ja! Det er syret det her!! Hvad sker der? Jeg stod og kiggede mig lidt ubeslutsomt omkring. Det jeg havde lyst til at gøre ville bestemt ikke være smart.. Men - hvornår var nogle af de ting jeg havde gjort været smart?! Med et kækt smil gik jeg over mod mit tøjskab.

Jeg ved det ikke selv. Men bliv hvor du er, jeg kommer!

~*~

Jeg nød at føle vinden i mit hår mens jeg spænede af sted over tagene mod der hvor jeg fornemmede han var. Da jeg kom tættere på genkendte jeg den industribygning vi havde søgt tilflugt i. Jeg landede på taget med let ynde, og ikke langt derfra sad han.

"Du kom!" Han rejste sig lettere besværet - han havde ventet i noget tid.

"Hej Jake." Jeg gik smilende hen imod ham og da jeg kom helt tæt på var jeg nødt til at bøje nakken for at se ham i øjnene.

"Du ser ud til at have det bedre?" Han tog et skridt tilbage og kiggede vurderende på mig.

"Mja... Mine kræfter er tilbage, de fysiske i hvert fald. De mentale dog er et stort rod." Jeg gik over mod tagkanten og satte mig med benene hængende ud over. Han tog plads ved min side.

"Fortæl mig om det." Jeg sukkede og foldede mine hænder i mit skød.

"Normalt kan jeg kun kommunikere igennem mine tanker med andre ligesom mig. Det er lidt svært at forklare. Men efter alt det der er sket ser det ud som om at jeg er afskåret fra at kommunikere med de andre igennem mine tanker. Den eneste det har virket med er dig. Kaldte du også på mig i morges?" Han rømmede sig og hans kinder blussede let.

"Måske... Jeg tænkte på om du var i sikkerhed." Jeg kunne ikke lade være med at le af ham.

"Undskyld.!" Jeg grinede færdig, og vendte mig om så jeg sad med front til hans side. "Jeg er bare ikke vant til at nogen er bekymret for mig på den måde.. Eller, det passer ikke helt. Damien er bekymret konstant, men det er hans job."

"Hvem er Damien?"

Før jeg vidste af det havde jeg fortalt alt om mit hold. Om båndet mellem Damien og jeg, hvordan jeg ofte drillede Drew og Jennifer, hvad vores opgaver som et hold gik ud på. Var det farligt at dele alt dette med et menneske?! Selvfølgelig! - Men der var et eller andet ved Jake der gjorde at jeg stolede betingelsesløst på ham.

"Så lad mig lige få det her på det rene." Vi var gået indenfor da det var blevet noget køligt, og sad nu i sofaen overfor hinanden. "Du er ikke blevet født, i var der bare i forvejen?"

"Det tror jeg. Mit første minde er at jeg var under isen.. Brutal måde at starte livet på." Han nikkede for at give mig ret.

"Da min stedfar..." Han stoppede og smagte på ordene. ".. gjorde de ting han nu gjorde.. I mange år følte jeg mig uværdig, uelsket. Det var først den dag han døde at jeg for alvor følte at jeg var fri, at mit liv begyndte. Så ja, brutal start på livet kender jeg godt."

"Hvor gammel var du da han døde?" Jeg havde trukket knæene op under min hage og studerede hans ansigt. Selvom jeg i overordnede træk havde lært det meste om hans liv indtil nu var det interessant at høre et menneske selv fortælle om deres oplevelser, deres følelser. Var de virkelig så forskellige fra os?

"17.. Min mor flyttede sammen med ham da jeg var 8." Jeg spærrede øjnene op. 9 år med misbrug og vold. "Jeg kender det der blik, du behøver ikke have medlidenhed med mig. Alt det er bag mig nu." Jeg løftede et øjenbryn af hans udmelding og lænede mig udfordrende frem imod ham.

"Hvordan kan det så være du endte i den bande? Hvis det virkelig var lagt bag dig, hvorfor så mænge dig med mennesker der er præcis som din stedfar?" Han rejste sig vredt og gik lidt væk. Jeg kunne se hvordan han dirrede inden han med et brøl slog sin knytnæve ind i væggen foran sig så der blev efterladt et hul.

"Fordi jeg ikke vidste bedre." Hans stemme var næsten en hvisken og han vendte sig om så jeg kunne se ham. I mine tanker så jeg et glimt af lille Jake, liggende grædende i sin seng. Jeg hørte hvordan en dør langsomt blev åbnet i mindet og både Jake og jeg råbte op for at afbryde det vi var på vej til at se. En skarp hovedpine fulgte efter og jeg tog mig til hovedet. Jake stod som frosset til is med frygten malet i ansigtet.

Det var begyndt at blive frustrerende at ingen af os kunne kontrollere hvad der blev delt imellem os, og det virkede som at vi nu heller ikke behøvede at have fysisk kontakt længere for at det kunne ske.

"Jeg ville ønske at jeg bare kunne glemme." Han faldt ned på knæ. Da smerten i mit hovedet aftog rejste jeg mig fra sofaen og gik hen til hvor han sad. Jeg knælede foran ham og tog begge hans hænder i mine.

"Som soul healer har jeg kræften til at få dig til at glemme." Hans øjne lyste op og jeg så håb i dem. "Men... Du vil ikke være den samme. Du vil ændre dig markant. Selv dine bedste venner vil nok ikke kunne kende dig. Og du ville ikke kunne huske mig." Han kiggede vurderende på mit ansigt. Jeg forstod hans smerte, men en lille stemme i mit hovedet skældte mig ud for at give ham muligheden. Jeg havde ikke lyst til at han skulle glemme mig! Han var det eneste menneske jeg nogensinde havde snakket med på den måde.

Han gav mine hænder et klem. "Jeg vil hellere leve med minderne og kunne huske at i stedet for at se passivt til, gjorde jeg det rigtige for en gangs skyld."

"Jeg vil hellere kunne huske dig!"

*

"Og du så intet?!" Ashley var frustreret, og hun bladrere frem og tilbage i den gamle bog.

"Nej. Intet." Hun råbte arrigt og smækkede den i.

"Hvordan kan det i det hele taget lade sig gøre?!" Hun vendte sig vredt mod Samuel og gav ham et blik der kunne dræbe.

"Jeg ved det ikke. Måske bedøvelsen hun fik har haft en alvorlig indvirkning på hendes kræfter. Afskåret hende fra os andre?" Hun trak vejret dybt og gik over mod reolen for at sætte bogen på plads igen.

"Jeg synes at du sagde at du stolede på Michael. At han kunne gøre det?" Samuel bukkede hovedet i skam. Hun fnyste af ham. Ynkeligt.

"Nuvel. Vi kan kun håbe på at de får bugt med hende denne gang. Deres anden og sidste chance er i morgen! Ellers sender jeg hele gruppen efter dem! Giv beskeden videre. Cait må ikke overleve!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...