Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

2Likes
6Kommentarer
2320Visninger
AA

8. ~ 8 ~

"Fuck..." Han tog fat i begge mine arme og smed mig over hans nakke i et brandmands tag, og skyndte sig ud af døren. Han bevægede sig hurtigt gennem bygningen til trods for at han havde mig på slæb.

"Hvad fanden?! Hun er væk! Vågn op idioter!" Jeg genkendte stemmen med det samme. Det var lederen. Mit blod frøs til is og samtlige minder fra de rædsler jeg havde været igennem fløj forbi mit indre blik. Jeg kunne mærke hvordan ham der bar mig stivnede.

"Kan du... Lade være med det der? Det er distraherende" Han begyndte at gå igen, denne gang hurtigere.

"Hvad mener du?" Jeg prøvede at dreje mit hovedet så jeg kunne se hans ansigt.

"Jeg ved ikke hvordan.. Men - jeg kan se dine tanker." Kunne det i det hele taget lade sig gøre?! Normalt var det kun andre soulhealers jeg på den måde kunne dele tanker med. Hvad var det lige der foregik?!

"Ok.. Bare få os ud herfra!" Hvæsede jeg. Jeg var bange, ikke en følelse jeg var vant til.

Langt om længe var vi kommet ud i en gyde. Jeg kunne høre hvordan de var begyndt at lede efter os i bygningen, men vi havde heldigvis undgået dem indtil videre.

"Kan du stå selv?"

"Det tror jeg.. Lad os prøve." Han slap taget i mine hænder og lod mig langsomt glide ned på mine ben. Jeg vaklede, men det gik. Da jeg kiggede op så jeg et af mændene komme ud af døren vi netop var gået igennem.

"Hey! De er h..." Han nåede ikke at sige mere før jeg med et arrigt skrig var hoppet på ham og havde vredet hans nakke af led, dræbt ham på stedet. Han var et af de mænd der havde besøgt mig oftest. Jeg stod ved siden af hans lig og åbnede og lukkede prøvende mine hænder mens jeg trak vejret i dybe stød.

Jeg kiggede over på min redningsmand, han stirrede på liget og tog et skridt tilbage.

"Bare rolig, jeg gør dig ikke noget. Vi må væk herfra!" Jeg gik over mod den modsatte væg og kiggede op mod taget.

"Jeg er ikke sikker på at jeg kan det her, men det er vores eneste chance. Er du klar?" Han nikkede. Jeg rakte en hånd ud mod ham som han tog. Da vore hænder mødtes endnu en gang fik jeg et kort glimt at den frygt han følte. Men også vreden mod de mænd der var ved at hale ind på os.

"Hold fast!" Jeg guidede ham til at holde fast om min talje, og idet vi hørte masser af fodskridt bag os bøjede jeg let i knæene og hoppede så højt jeg kunne. Jeg nåede netop tagkanten med mine hænder. Han kom op først og rakte mig en hånd og halede mig op.

Vi kiggede kort ned på de forvirrede mænd der stod og kiggede op mod os.

"Hvorfor fanden står i bare der?! FANG DEM!" Lederen var ude i gyden nu, og jeg studerede nøje hans ansigt. Jeg glemmer dig aldrig! Jeg skal nok finde dig!

"Vi bliver nødt til at finde et sikkert sted for natten." Hoppet havde drænet meget af den energi som det pludselige adrenalin rus havde givet mig. Han nikkede for at tilkendegive at han havde forstået mig. Jeg kunne ikke tage ham med hen til gruppen, vi var nødt til at finde et andet sted. Vi fortsatte vores flugt hen over tagene, til vi nåede udkanten af den indre by. Vi fandt en nedlagt bygning i et industrikvarter hvor vi fandt ro i en gammel personale lounge. Der stod stadig nogle gamle sofaer.

Jeg lod mig dumpe ned i den ene sofa, fuldstændig udmattet. Med frustrerede suk masserede jeg mit ansigt. Han satte sig på knæ foran mig mens han trak sin jakke af og lagde den om mine skuldre. Det var først da jeg lagde mærke til at jeg knap havde noget tøj på. Nogle bløde bomulds shorts, og en tank top. Det var ikke mit eget.

"Jeg hedder Jake." Jeg kiggede op og lagde for første gang ordentlig mærke til ham. Han havde mørkt kort krøllet hår, venlige brune øjne og et markeret kæbeparti. Han var atletisk af bygning. Heldigt, ellers troede jeg ikke på at han kunne have båret mig så langt som gjorde.

"Det ved jeg" Svarede jeg med et kækt smil. "Men det er rart at høre dig fortælle mig det i stedet. Det er jeg ikke vant til." Han smilede beæret til mig. Jeg undrede mig over hvorfor han ikke var bange for mig.

"Hvad ved du ellers?" Spurgte han med reel interesse. Mit smil faldt da jeg kom i tanke om hans minder. Det var svar nok for ham da han fik et tomt blik i øjnene.

"Åh." Han kiggede ned på sine hænder og vred dem nervøst. "Så slipper jeg da for at fortælle det." Han masserede kort sin nakke med et smil der ikke helt nåede hans øjne.  "Hør. Jeg tror det er bedst at du får hvilet dig. Du må være udmattet?"

"Det er jeg. Ved du hvor lang tid de har holdt mig fanget?" Jake rejste sig og gik over mod et hjørne og gennemrodede nogle gamle efterladte flyttekasser.

"Næsten 2 uger. Jeg hørte først om dig for nogle dage siden.. Hvad de udsatte dig for...." Han rejste sig med noget stof knyttet hårdt i hænderne og et arrigt ansigtsudtryk. Han lignede en der var parat til at dræbe. Han gik over mod mig og rystede samtidig hvad han havde fundet. En dug? Det var vel bedre end ingenting. Han svøb den omkring mig som var jeg et lille barn.

"Jeg bliver oppe og holder øje. Jeg vækker dig ved daggry." Han gik ud af lokalet og jeg kunne høre at han gik frem og tilbage på gangen derude, 10 meter i hver retning og stoppede op engang imellem for at lytte. Udmattelsen begyndte for alvor at tage over, og til sidst overgav jeg mig til søvnen.

~*~

Jeg følte mig.. Tryg? Jeg så mig omkring men genkendte ikke stedet. Der stod en skikkelse i døråbningen. Han kiggede sig over skulderen og fik øjenkontakt med mig. Hans brune øjne brændte sig fast i mine, og så lige igennem mig. Ingen hemmeligheder, ingen forhindringer. Han nærmede sig med faste skridt og jeg holdt vejret til hans ansigt var få centimeter fra mit. Hans læber var let adskilte og hans stemme var lav og hviskende. "Cait..."

"Cait? Cait er du vågen??" Jeg glippede kort med øjnene da det gik op for mig at jeg havde drømt. Jake stod over mig, det var tydeligt at han ikke havde sovet hele natten. Jeg satte mig langsomt op og rullede prøvende med skuldrene. Det føltes som om at bedøvelsen næsten var ude af mit system. En tanke slog pludselig ned i mig.

"Hvor kender du mit navn fra?" Han kiggede frem for sig, som for at søge i sin hukommelse efter svaret.

"Det ved jeg ikke." Sagde han med rynkede øjenbryn. "Jeg ved det bare?" Jeg stirrede på ham. Hvordan kunne han kende mit navn bare sådan? Kunne han have lært mit navn at kende på samme måde som jeg havde lært hans?

"Jeg må vende tilbage til min gruppe. Er der et sted du kan være i sikkerhed?" Han tiskede af mig med et kækt smil på mine læber.

"Jeg har overlevet det der var værre. Jeg er en stor dreng, jeg kan godt passe på mig selv. Desuden er det her et hyggeligt sted. Det kan være jeg bliver hængende lidt." Jeg rejste mig og stod først lidt usikkert på benene. Jeg var stadig lidt svimmel.

"Hvis du får lyst..." Han kiggede sig lettere forlegent omkring. "Jeg er her hvis du har lyst til at snakke. Om alt og ingenting. Du er altid velkommen. Jeg er sikker på at du alligevel ville kunne finde mig uanset hvor jeg så tog hen." Jeg tog hans hånd som hang ned af hans side med begge mine og lagde den mod min pande. En gestus der, blandt os Dawnbreakers, betød stor ærbødighed og taknemmelighed.

"Tak. For alt Jake! Du har reddet mit liv." Han sank en enkelt gang, og jeg så et kort glimt i mit sind fra dengang hvor Damien lærte mig netop den gestus. "Så du også det?" Efter kort tid nikkede han. "Jeg er ikke sikker på hvad der sker, men af en eller anden grund kan vi se hinandens tanker og minder. Det er ellers ikke meningen." Jeg slap hans hånd og gik mod døren. 

"Hvad er så meningen?" Jeg vendte mig og blinkede til ham.

"Jeg lover at fortælle dig det en anden gang. Vi ses Jake." I næste nu spurtede jeg ned af gangen. Jeg trængte til at få brugt mine muskler.

~*~

Damien? Damien er du der? Jeg nærmede mig hulen, men havde endnu ikke fået svar på mine tanke beskeder. Her var stille. Alt for stille. Jeg gik ned af gangen og hørte ingen stemmer, ingen latter. Det var ellers normalt på dette tidspunkt da vi typisk ville være kommet hjem fra nattens opgaver og på vej i seng.

Jeg gik længere ned af gangen, mod det store mødelokale og jo tættere jeg kom på, des mere kunne jeg høre.

"Hun har været væk i 14 dage! Der er ikke mere vi kan gøre.!" Det var Samuel. Det måtte være mig de snakkede om.

"Det kan du ikke mene!" Damien modsagde ham. Jeg fik ondt i hjertet af at høre smerten i hans stemme. "Vi kan ikke bare give op! Cait ville aldrig give op!"

"Damien.. Ingen har hørt hende siden dén aften!" En soulhealer fra et andet hold prøvede at appellere til ham. Jeg hørte et brag og gættede på at Damien havde plantet en knytnæve midt i bordet.

"Nu er det nok!" Ashleys stemme var høj og klar. "Sagen opgives. Cait erklæres hermed død."

Jeg åbnede døren idet Ashley sagde ordet "død" og alles øjne lå på mig. Et kort øjeblik stod tiden stille og alle stirrede på mig som om jeg var vendt tilbage fra de døde. Tja - teknisk set var det jo hvad der var sket i deres øjne.

"Cait!" Damien var ved min side i løbet af få sekunder og med det samme hans hænder var på mine skuldre for at se mig an fik jeg en dundrende hovedpine. Minderne fra de sidste 14 dage fløj ukontrollabelt forbi i mit sind og jeg skreg ud i smerte. Jeg kollapsede og mine åndedrag var hurtige og overfladiske. Da jeg kiggede op var Damien helt hvid i ansigtet. Han løftede mig op, og bar mig hen mod vores gemakker, Drew og Jennifer fulgte efter.

Til trods for at jeg havde sovet det meste af natten mens Jake havde holdt øje var jeg nu fuldstændig udmattet igen. Damien lagde mig i min seng og lagde dynen tæt omkring mig.

"Sov nu." Han kunne ikke se på mig. Han kiggede væk med tåre strømmende ned af sine kinder. Både Jennifer og Drew så spørgende på både ham og jeg da han gik ud mod dem. Han lukkede min dør på klem og jeg kunne høre dem snakke ude i det andet rum.

"Hvad er der sket?" Jennifers stemme var som sædvanlig rolig og afvejet.

"Jeg ved det ikke.. Men da jeg rørte hende var det som om hun delte hendes minder fra de sidste 14 dage uden at hun havde kontrol over det. Hun har kaldt på os, på mig! Og ingen af os har kunnet høre hende. Hvorfor ved jeg ikke. De monstre.!" Han hulkede nu, og jeg krøb sammen i fosterstilling. I løbet af få sekunder hørte jeg et gisp fra Jennifer. Hun havde sandsynligvis læst Damiens tanker og set det han havde set.

De dæmpede deres stemmer yderligere så jeg ikke kunne høre dem. Salte tåre trillede ned over mine kinder. Det var ikke så meget på grund af hvad der sket, jeg ville jage hver og en til de alle havde betalt for hvad de havde udsat mig for! - Det var mere på grund af den smerte jeg udsatte mit hold for. Og den uligevægt der var i min krop.

Jeg lukkede øjnene og et sted i mit sind fandt jeg hans rolige blik og fandt tryghed i dem. Det beroligede mig at tænke på ham, og jeg mærkede hvordan min krop slappede mere og mere af.

Cait... Hans stemme i mit hovedet var det sidste jeg hørte før jeg sov.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...