Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

1Likes
6Kommentarer
2039Visninger
AA

6. ~ 6 ~

Her er koldt. Hvorfor er det koldt? Jeg er pludselig i kisten igen. Jeg banker på låget men det giver sig ikke. Jeg er fanget. Jeg kan ikke trække vejret. Jeg skal dø her!

Jeg vågner med et skrig, og griber hårdt fat om de skuldre på personen der har rusket mig vågen. Damien ser på mig med bekymrede øjne.

"Er du ok?" Jeg prøver at få styr på min vejrtrækning før jeg svarer ham, ellers ville svaret afsløre sandheden.

"Ja, det går. Tak." Jeg slipper hans skuldre og massere mine tindinger mens jeg klemte mine øjne i.

"Du har haft en del mareridt på det sidste?" Sagt mere som en konstatering end et spørgsmål. Damien havde vækket mig mere end en gang fordi jeg lå og skreg i søvne. Jeg vidste ærlig talt ikke hvordan jeg skulle svare ham så jeg trak blot på smilebåndet og klappede let på hans arme der stadig havde let fast i mine, for at indikere at han gerne måtte slippe igen. Han trak sig tilbage så jeg kunne komme op at stå.

"Nok bare en fase. Det skal nok gå over." Jeg sagde det for at berolige ham. Jeg troede ikke selv på det. Jeg gik ud af mit værelse og konstaterede at de andre tydeligvis var vågnet af mit skrig, eftersom Jennifer stod og var i gang med at koge vand til te, og Drew sad i det ene hjørne og mediterede.

"Godmorgen." Sagde Jennifer med ryggen til os.

"Godmorgen." Svarede Damien og jeg i kor. Drew havde nøjedes med at nikke til os med det ene øje åben.

"Hvis vandet er klar synes jeg vi skal starte." Jennifer satte 4 kopper på bordet og kom over med the-potten hvor den afskyelig the allerede var ved at trække.

Vi gennemgik kortet over byen for potentielle steder hvor vi kunne starte rekognosceringen. Vi endte ud med at ville starte natten i Hell's Kitchen, og tage den derfra.

Eftersom vi var ude det meste af natten samtlige hold, var der ro om formiddagen. Vi behøvede kun lige omkring 6 timers søvn for at være fuldt udhvilede, så hen ad middagstid og lige derover var de fleste oppe igen og igang.

Eftermiddagene gik oftest med at sparre i de forskellige hold. Da Damien havde tabt vores sparrings kamp for anden gang smed han bogstaveligt talt håndklædet i ringen og gik ud mod badene. Ikke fordi han var en dårlig taber, men jeg tænkte at han ikke kunne holde til at tabe flere gange i dag. Jeg var netop på vej ud af ringen da Drew var på vej ind i stedet.

"Tør du?" Jeg smilede skævt af hans spørgsmål, han vidste udmærket godt hvad svaret var.

"Altid." Jeg var hverken bange for ham, eller for at gøre mig selv til grin. Jeg havde dog en plan for denne gang.

Til trods for at han var en hunter havde jeg alligevel kunne give ham kamp til stregen, også selvom jeg indtil nu havde tabt samtlige kampe.

Vi gik begge med løftede knytnæver og afvejede hinanden og situationen. Pludselig stod han bag mig, og jeg nåede lige at dukke mig og lægge en hånd på hans læg før jeg hoppede ud af hans rækkevidde. Planen var sat i gang.

Han stod og blinkede forvirret med øjnene en 2-3 gange. Overrasket over at min plan så ud til at virke nåede jeg ikke at parere det næste slag da han var kommet til sig selv igen, og modtog en lige højre. Sådan fortsatte sparringen i nogle minutter. Hver gang jeg enten undgik eller tog imod et slag lagde jeg en hånd et strategisk sted på ham og sendte billeder ind i hans tanker. For hver gang var han længere tid om at genvinde koncentrationen, og da vi til sidst var oppe på 5 sekunder slog jeg benene væk under ham, vred hans arm om på hans ryg og holdt hans håndled sådan at bevægede han sig det mindste ville det brække alvorligt. Han prustede af grin fanget under mig.

"Din lille snydetamp!" Jeg smilede skævt af hans konstatering.

"Engang imellem må man bøje reglerne for at hale sejren hjem." Jeg hjalp ham op og vi gik ud mod badene. Jennifer mødte mig halvvejs og fulgtes med mig. Hun var forlegen og hendes ansigt lignede mest en rød tomat. Jeg klappede hende undskyldende på skulderen. Kun Drew, Jennifer og jeg vidste præcis hvilke billeder han havde set for sit indre øje, og lad os bare sige at de havde været distraherende nok til det endelig var lykkedes mig at få skovlen under ham.

~*~

Jeg snørede mine læderstøvler, og mødte de andre ude i fællesrummet. Vi gennemgik kort planen igen, og gik samlet ud af hulen og ud i natten.

Vi havde ikke været i Hell's Kitchen længe før Jennifer opfangede at der sad en rocker bande på en bar i nærheden. Nogle få var modtagelige, hvor mange af de resterende var udenfor rækkevidde. Der var det Jennifers job at få kål på dem ved at starte et slagsmål og plante tanker i hovederne på dem så de slog hinanden ihjel og Drews opgave at passe på hende imens. Vi stod på en tagtop i nærheden og fik de sidste uafklarede ting på plads.

"Kan vi ikke bare gå derind og starte det slagsmål?" Snerrede Drew. Han var ængstelig efter at komme hjem og få afprøvet de fantasier jeg have fyldt hans hovedet med tidligere. Man behøvede kun at se på Jennifer kort for at konstatere at hun havde det på samme måde.

"Hvornår har det nogensinde hjulpet noget? Vi er nødt til at gøre det her ordentligt, medmindre du gerne vil have hele østkysten for at ødelægge en opgave?" Drew sukkede og rullede med øjnene. Ingen af os ønskede dét.

"Nej.."

"Godt så" Damien nikkede tilkendegivende og vendte blikket mod baren. "Vi bliver nødt til at sende tøserne ind først, for at agere lokkemad." Jennifer og jeg nikkede. Med de få vi var, var det den eneste mulighed.

Damien blev på tag toppen mens Drew fulgte efter os og først skulle komme ind i baren når jeg havde fået de modtagelige med ud. Jennifer og jeg vekslede blikke og nikkede til hinanden inden vi gik ind.

Luften var tyk, og der stank af røg, alkohol og svedende mennesker. Ingen lod sig mærke af os da vi kom ind, og Jennifer tog sig en plads ved baren mens jeg lagde et spil klar på det ledige poolbord. Der gik ikke længe før en mand stod på den anden side og så mig an. Han tog en stor slurk af sin øl og tørrede munden af i sit ærme.

"Vil du spille, lille frøken?" Igen, LILLE?! Jeg bed mig selv i tungen for ikke at komme med et sarkastisk svar. Jeg trak i stedet på skuldrene og fik lagt mit ansigt i de rette flirtende folder.

"Om hvad?" Og så var tonen ligesom lagt an, da jeg tilføjede et kækt løftet øjenbryn og jeg lænede mig ind over poolbordet. Tydeligvis var han ikke vant til at blive flirtet med så overlagt så han blev lidt forfjamsket til en start.

"En øl?" Jeg tog hans hånd og rystede den.

"Aftale!"

Jeg havde på magisk vis fået tiltrukket et følge af netop de få der var modtagelige, og havde sørget for at spille et slag pool med dem hver. Jeg lod som at jeg blev mere fuld for hver øl de hældte på mig, de kunne jo ikke vide at alkohol ikke påvirkede mig det mindste.

Min erfaring var at det eneste menneske mænd (og nogle dawnbreaker mænd) tænkte på var alt med en puls og bryster.

"Hør *hik* i er bare så søde." Jeg lænede mig kælent op af den nærmeste, og lod min pege og langefinger agerer ben op af hans brystkasse.

"Længe siden jeg har prøvet en ordentlig mand. Vil i hjælpe mig?" De var alle parate til at springe i min fælde, og jeg nikkede imod bagudgangen og gik derover. Jeg konstaterede at for at benytte den dør skulle man ned af en trappe først. Jeg kiggede mig over skulderen og bekræftede at de fulgte efter som svin til slagtning.

På vej ned af trappen var jeg ved at lægge planen for i mit hovedet hvordan jeg kunne lamme så mange som muligt før Damien kunne nå at ankomme, da jeg hørte et mindre brag og før jeg nåede at reagerer kunne jeg ikke styre min krop. Det gjorde ikke ondt, men alle mine muskler gik i spasmer, og det slørede for mine øjne. Jeg faldt de resterende trin ned af trappen.

Hvad sker der...?

"Hah! Det virkede!"

"Hvem skulle have troet vi nogensinde fik brug for den åndssvage stød pistol"

"Ikke så meget snakken. Giv hende det. NU!" Jeg fornemmede en nål blive stukket i nakken af mig, og i løbet af kort tid var alt sort

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...