Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

1Likes
6Kommentarer
2037Visninger
AA

5. ~ 5 ~

År 1900

Jeg er omringet af kulde og mørke. Jeg ved ikke hvem jeg er, hvad jeg er, eller hvor jeg er. Men noget siger mig at jeg skal ud og op. Jeg stemmer imod væggen foran an mig og kan mærke at den giver efter med en let knagen. Jeg ligger kræfterne i og kan mærke at den knækker midt på. Kaskader af en kold masse vælter ind og panikken griber mig.

Jeg bevæger mig langsomt op ad, graver massen om bag mig mens jeg presser min krop op. Mine instinkter fortæller mig at jeg skal fortsætte selvom jeg kan mærke at jeg er udmattet. Massen over mig bliver lettere og lettere, og da min hånd bryder igennem og jeg kan mærke vinden, bøjer jeg let i benene og kaster mig opad.

Jeg ligger på den kolde overflade og pruster, luften er frisk og ren heroppe i modsætning til dybere nede hvor der knap var noget. Jeg åbner langsomt mine øjne og misser mod det klare skær der bliver kastet fra den hvide masse. Da jeg har vænnet sig til lyset kigger jeg mig omkring. 

Et væsen nærmer sig og rækker hånden ned imod mig. "Tag min hånd."

Noget hvæser af ham, og det går op for mig at lyden kom fra mig selv. Jeg kryber mig sammen. Jeg føler mig skræmt. Hvem er du?

Jeg er ligesom dig. Bare ta' det roligt. Hans rolige stemme svare mig i mine tanker og jeg kigger op. Han har klare lyseblå øjne, og de fortæller mig at jeg kan stole på ham. Jeg rækker tøvende ud efter hans hånd og da min hånd ligger i hans hjælper han mig op og svøber et klæde omkring min krop.

En lyd fanger min opmærksomhed og jeg vender mig mod den. Flere hænder dukker op af massen og graver sig opad, hostende og hivende efter vejret.

"Hjælp de sidste!" Kalder en stemme foran os. Flere personer løber hen mod dem med klæder og hjælper dem op at stå. Først nu går det op for mig at jeg ryster og mine hænder og fødder svier.

"Det er kulden. I var begravet i sne og is. Det er det hvide." Jeg kigger op på ham med hovedet let på skrå.

"Hvad..... er jeg?" Min stemme er hæs og jeg smager på ordene.

"Du er en dawnbreaker. Det er vi alle sammen her. Bare følg mig, jeg skal nok passe på dig." Stadig med min hånd i hans går vi hen imod nogle bygninger lidt derfra.

Varmen møder mig som en mur da vi går ind af døren. Han leder mig hen imod en seng og hjælper mig med at sidde. En anden person kommer hen til os og ser mig an.

"Kig op." Hendes hænder er under min hage og hun vender mit hovedet fra side til side. "Gab op" Jeg åbner munden og hun nikker.

"Hun kom op i anden runde." Bemærker manden der nu sidder på hug foran mig.

"Du ved hvad det betyder Damien. En kvindelig soulhealer. Det er ikke set længe." Jeg kigger fra den ene til den anden, med forvirringen malet i ansigtet.

"Hvad er det?" Manden, der åbenbart går under navnet Damien ler lidt for sig selv og klapper mig ovenpå hovedet.

"Det finder du ud af tidsnok. Først skal du være fuldvoksen."

~*~

10 år senere

Sveden drypper fra min pande mens jeg hiver efter vejret. Jeg ser op mod min modstander med et rævesmil da han tørre blodet væk fra sin mundvig med oversiden af hånden. Jeg har gjort ham vred nu, men det var også meningen. Man kan ikke bruge vrede til noget i en kamp. Man tænker ikke, man handler blot.

Han styrter imod mig med et brøl, og da han næsten har nået mig lægger jeg en hånd på hans skulder og slynger min krop om på den modsatte side af ham, efterfulgt af et hårdt spark i hans ryg så han falder.

"Flot!" Damien klapper og indikere at træningen er over. Min modstander ligger på gulvet endnu og diskutere sandsynligvis med sig selv om hvorvidt han skal rejse sig og angribe mig igen. Det behøvede jeg ikke at læse hans tanker for at finde frem til.

Damien rækker mig et håndklæde og gestikulere med den anden hånd mod døren.

"Hvis du ikke passer på ender du med at få øgenavne." Damien smiler skævt og puffer til min skulder med hans. Jeg trækker på smilebåndet med et støn. Jeg kunne da ikke gøre for at samtlige andre soulhealere i vores kuld var mildest talt uduelige.. Eller så var det faktummet at de fleste, til trods for at alle vidste jeg endnu ikke havde tabt en kamp, undervurdere mig fordi jeg havde bryster...

"Det er muligt. De må hade mig hvis de vil, jeg har ikke brug for venner" konstaterede jeg og tørrede sveden af min pande. Damien nikkede med et selvtilfreds smil.

"Nej det har du vel ikke. Derfor vil mit tilbud nok også interessere dig." Jeg stoppede op og gav ham min fulde opmærksomhed.

"Som du ved er i det sidste kuld. Alt vil blive revet ned her, og os der har været tilknyttet oplæringen vil blive flyttet ud i de forskellige grupper. Jeg har fået relativt frie tøjler til at bestemme mit eget hold, og jeg vil gerne have dig med." Jeg granskede ham nøje for at afveje om han tog pis på mig, eller om han mente det.

"Vi vil selvfølgelig ikke være helt alene. Jeg har fundet en elathian og en hunter fra vestkysten som også vil være en del af holdet. Hvad jeg har kunnet forstå er de en pakkeløsning de to. Så vi vil være et lille hold på kun 4. Jeg tænkte at det passer dig perfekt. Så, Hvad siger du?" Han mente det sgu.. for første gang i mine små 10 år var jeg målløs.

"Ja..." Jeg rømmede mig og rankede ryggen. "Ja tak!" Damien smilede sit særlige store smil tilegnet mig og hev mig ind i sin favn til et kram.

"Godt. Jeg havde håbet du ville med. Ikke på vilkår at min lillesøster skulle til en anden gruppe!" 

~*~

Damien havde praktisk talt opfostret mig. Normalt var det et lille hold af 4-5 kvindelige elathians der udgjorde forældrerollen for det nye kuld, men Damien og jeg havde formet et særlig bånd helt fra begyndelsen.

Som den første kvindelige soul healer i 3 århundreder, og i mit tilfælde også den sidste, var jeg pr automatik udstødt og fremmedgjort fra de andre.

Da vi kom op af isen for så mange år siden havde vi alle blot været børn. Havde man sammenlignet os med menneskebørn havde man nok skudt os til 5-6 år gamle. Der var ingen mor til at føde os, vi var der bare. Gemt dybt under isen til det var vores tur til at grave os fri. Mit sind havde ikke ændret sig siden den dag, kun min krop.

Vi blev naturligt delt ind i de forskellige grene afhængig af hvor hurtigt vi havde gravet os op. Den første runde der kom op var hunters, da de havde styrken til at grave sig fri så hurtigt. Næste runde var soul healers, og sidste elathians. Nogle elathians havde de været nødt til at grave fri for at få dem op. Jeg gyste ved tanken om at være fanget under isen.

De havde trænet os hårdt i 10 år, ikke kun i kamp teknikker men også i samarbejde og hvad disse mennesker var for en størrelse.

Nu sad vi i skibet på vej mod fastlandet. Jeg så op på Damien og lænede mit hovedet op af hans skulder. Vi havde alle set til mens alle huntere til stede, lærere og elever, havde flået bygningerne fra hinanden for ikke at efterlade spor.

Jeg lukkede øjnene og Damien lagde en beskyttende arm omkring min skulder og nynnede stille. Hans stemme og skibets vuggen gjorde at jeg langsomt faldt i søvn

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...