Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

3Likes
6Kommentarer
2822Visninger
AA

4. ~ 4 ~

Jennifer var den stærkeste Elathian i hele gruppen, men på en eller anden måde havde hun formået at holde det skjult for alle, undtagen os få. Nok også den eneste grund til at hun fortsat var en del af vores firkløver, var Ashley og Samuel klar over hendes reelle potentiale var hun for længst blevet flyttet til et andet hold.

"Er i klar?" Både Damien og jeg nikkede som svar på Jennifers spørgsmål. Når vi skulle dele private oplysninger internt tog vi visse forbehold. Damien og jeg lagde en hånd på hver af Jennifers skuldre for yderligere at bidrage til hendes kraftfelt der dannede sig omkring os. Ingen følere fra andre Elathians kunne nå os herinde.

"Der er en gammel bog. Jeg så et glimt af den i hendes tanker. Hun er blevet mere sløset med tiden." Matriakerne var de eneste uden kræfter som sådan, andet end at de kunne skjule deres sind for andre. Dog havde Ashley i sin hovmod slækket på dette felt med årene. Drew stod i udkanten af feltet i nærheden af den låste dør, klar til at stå imod hvis nogen skulle prøve på at bryde igennem den. Ikke at det var unormalt for grupperne at isolere sig i disse "kupler" for at snakke internt, men man kunne aldrig være for sikker.

"Så du hvad der stod?" Jennifer nikkede og fortsatte med et dybt suk. Hun var tydeligvis påvirket af det hun havde fundet ud af.

"En form for profeti. De sidste dage oprinder, når en ophøjet bliver forbundet med et skæmmet menneske." Jeg kiggede rundt på de andre for at tjekke om de var lige så forvirrede som jeg.

"Hvad betyder det?" Jennifer trak på skuldrene, små perler af sved var begyndt at dukke op på hendes pande i anstrengelse over at opretholde barrieren.

"Dit gæt er lige så godt som mit. Hvad end det betyder har det åbenbart skræmt livet af Ashley. Hendes følelser omkring den profeti emmer af frygt." Der blev stille i lokalet, Drew valgte at bryde den ved at rømme sig.

"Det er derfor de har haft så travlt med at få os til at hele mennesker.. Ja hvis det i det hele taget kommer fra de ældste, og det ikke bare er Ashley der køre os så hårdt. Hun, eller de, er bange!" Vi nikkede i enighed. Den eneste logiske forklaring. Og jeg ville da lyve hvis jeg sagde at jeg ikke var utryg. Hvad end der kunne skræmme det kvindemenneske måtte være slemt.

Med et suk kollapsede Jennifer. Drew var ved hendes side og havde grebet hende som var han forsvundet det ene sted og dukket op det andet. En hunters hurtighed vænnede jeg mig nok aldrig til. Hans læber gled blidt hen over hendes pande da han løftede hende op i sine arme og over mod hendes rum.

"Vi må finde ud af hvad vi gør i morgen. Jeg tror vi alle har brug for noget søvn lige nu." Jeg nikkede som svar til Damien. Vores gemakker bestod af et møderum, og 4 små værelser samt et badeværelse. Dog var det kun 3 af værelserne der blev brugt da Drew og Jennifer tilbragte nætterne sammen. Det havde de gjorde lige siden Jennifer ankom i 1810.

Damien var den ældste i gruppen, født i 1500, og derfor også den umiddelbare leder. Vi traf dog alle beslutninger sammen - Hvad vi kunne forstå var det ikke noget man gjorde på de andre hold. Man snakkede om tingene javist, men lederen havde vetoret.

Drew blev født i 1700, og var derfor stadig relativ ung da Jennifer ankom. Men det var tydeligt at se fra starten at de ikke kunne holde fingrene fra hinanden. De var dog et lidt underligt match - Drew sagde altid sin mening og man kunne læse ham som en åben bog, hvor Jennifer var tilbagetrukket og stille. Det var kun os 3 der virkelig kendte Jennifer. For mig var hun som en søster. For resten af gruppen var hun en sær fisk.

Det var relativt sjældent at dawnbreakers fandt kærlighed i hinandens selskab. I de første par hundrede år havde Matriarkerne forsøgt at avle flere dawnbreakers frem ved at "parre" de bedste indenfor hver gren.

Først og fremmest gik det hurtigt op for alle at det ikke var muligt for kvinderne at blive gravide (et eller andet biologisk, al information omkring det er blevet slettet fra de offentligt tilgængelige bøger), dernæst var det yderst ubehageligt da det for der meste ikke var kærlighed, eller i det mindste venskab imellem personerne der blev sat sammen.

I mange tilfælde var der decideret tale om voldtægt, noget som matriakerne dengang og siden har gjort hvad de kunne for at skjule, men mange elathians havde alligevel ved et uheld set minderne fra oplevelsen. - Noget de ønskede de aldrig havde set.

I kølvandet på det var der mange kvindelige dawnbreakers der tog deres liv. Få i sorg over ikke at være i stand til at få børn, mange andre på grund af de uhyrligheder de havde været udsat for. Enkelte blev henrettet da de havde angrebet andre dawnbreakers i reaktion. I år 1300 blev der sat et endeligt punktum da godt en tredjedel af den kvindelig bestand var døde.

Jeg lagde mig under dynen og priste mig lykkelig for at jeg ikke havde levet i de tider. En kuldegysning gik igennem min krop i sorg over hvad de mange kvinder gik igennem.

Der gik ikke længe før varmen fra dynen gjorde at jeg faldt i søvn

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...