Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

1Likes
6Kommentarer
2005Visninger
AA

24. ~ 24 ~

7 måneder senere, Amazonas

 

Jeg.er.en.idiot!!! Skældte jeg på mig selv. Jeg burde nok ha’ undersøgt min situation yderligere inden jeg besluttede mig for at Sydamerika var det bedste sted at tage hen. Her var varmt! Alt for varmt! Og fugtigt som ind i helvede.

 

“Jake, du ved godt at du skylder mig for det her?!” Jeg vidste godt at han ikke var der, at han ikke kunne svare. Men det var beroligende at føre en samtale med ham, om det så reelt set var mig selv jeg snakkede med. Jeg forestillede mig hvordan han ville ha’ trukket undskyldende på skuldrene og kysset mig blidt på panden. Forsikret mig om at vi snart var fremme.

 

“Har vi fandme også bare at være. Det - ARGH!” Jeg bed tænderne sammen i smerte da sammentrækningerne ramte. De var begyndt at tage til i styrke og jeg blev nødt til snart at finde en eller anden form for læ. Regnen var begyndt igen for 3. gang i dag.

 

Jeg havde givet det 1 måned for at se om det nu også kunne passe - at jeg virkelig var gravid. Det var så også rigeligt - inden måneden var omme var min krop begyndt at ændre sig. Mine bryster voksede og det samme gjorde min mave. Om jeg kunne forstå hvorfor så mange kvinder frivilligt blev gravide! Jeg havde været nødt til at bryde ind i et supermarked midt om natten for at skaffe større tøj, også til den lille, når den tid kom.

 

Remmene til rygsækken gnavede sig ned i mine skuldre mens jeg prøvede at få styr på min vejrtrækning til veen var over. Op til flere dyr holdte sig på afstand - ingen turde nærme sig, ikke engang rovdyrene.

 

Jeg havde ikke taget andet end 10 skridt før den næste ve kom. Jeg skreg ud i smerte og faldt ned på knæ af udmattelse.

 

“Ikke endnu lille du! Bare, vent lidt…” Det her tegnede ikke godt. Jeg prøvede at rejse mig men benene rystede under mig. Veerne havde stået på i 5 timer indtil videre siden vandet var gået.

 

“Jake… Jeg har brug for dig” Klynkede jeg lavt mens jeg knugede hårdt fat omkring de nedfaldne blade på skovbunden. Veerne lå for tæt på hinanden nu, der var ingen pause. Jeg kunne ikke føde her, men jeg kunne heller ikke bevæge mig mere. Hjælp…! Jeg sendte tanken ud, til trods for at der nok ikke var nogle i miles omkreds. På grund af smerterne havde min føler ikke virket i noget tid - det var umuligt for mig at koncentrere mig til det.

 

Jeg hørte blade rasle, og tunge fodskridt på skovbunden omkring 1 km væk. Noget var på vej direkte imod mig med høj fart. Havde de hørt mig? Jeg tvang mig selv halvt op at stå af et nærliggende træ, prøvede at samle bare en brøkdel af de kræfter jeg havde tilbage og stod klar til hvis det ikke var en venligsindet.

 

30 sekunder efter stod han foran mig, prustende efter vejret med et vildt blik. Jeg kunne ikke tro det!

 

“Damien?! Hvordan fandt du mig?” Den næste ve trak alt sammen i mit mellemgulv og jeg faldt ned på knæ endnu engang.

 

“Cait! Jeg har ledt efter dig i flere måneder, jeg hørte du kaldte og...?” Han tav og stirrede på mig. Jeg så forundret op.

 

“Hva nu? Ja jeg ved godt jeg har taget lidt på...” Mit ansigt fortrak sig fra humørfyldt til smerte i løbet af få sekunder da endnu en ve kom.

 

“Vi kan snakke om det her senere... Damien jeg har brug for at komme i læ... Der går ikke lang tid.” Jeg tog små pauser mellem hver sætning for at trække vejret dybt. Han var naglet til stedet og så forvirret ned på mig.

 

“Damien!!” Råbte jeg af ham. Først da så han mig i øjnene.

 

“Hjælp mig!”

 

“Altid.” Han hjalp tasken af min ryg og tog den på sin ene skulder. Derefter løftede han mig op med den ene arm under mine knæ og den anden under det øverste af min ryg. Han løb behændigt gennem den tætte underskov mens jeg knugede hans trøje under hver ve.

 

“Her!” Proklamerede han da vi nærmede os et væltet træ. Det lå halvvejs op af dens nabo, og de mange slyngplanter der var på vej op af begge udgjorde det bedste sted i miles omkreds.

 

Han lagde mig forsigtigt ned og satte hans rygsæk bag min ryg for at støtte mig.

 

“Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.” Jeg smilede og grinede let.

 

“Det ved jeg heller ikke.. Jeg, arh!” Jeg trak vejret i korte stød og knugede hans hånd for at få afløb for smerten. “Se i min taske.” Han åbnede den og tømte indholdet på jorden. Han tog håndklædet og lagde imellem mine ben.

 

“Ok. Hvad så nu?” Han så mere bange ud end jeg var.

 

“Nu venter vi. Før eller siden vil den for helvede vel ud?” Han åbnede hurtigt sin taske og tog en flaske vand ud som han tilbød mig.

 

“Hvad laver du her Damien?” Han satte sig ned ved min side igen og tog min hånd i sin.

 

“Efter du tog afsted ændrede alt sig. Ashley er blevet endnu mere sindssyg, fanatisk! Ingen aner hvad der foregår. Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro hun var på en mission der gik ud på at udslette alle mennesker.” Han trak vejret dybt før han fortsatte. “Hun har splittet alle hold op og lavet nye. Jennifer, Drew og jeg er kommet på hvert vores. Jeg prøvede at modsige Ashley, prøvede at forhindre det og mere til men hun ville ikke lytte. Jeg fik praktisk talt at vide at rettede jeg ikke ind kunne jeg skride. Det skulle hun ikke fortælle mig 2 gange.” Han rev snøren ud af hætten på sin trøje og bandt mit hår op for at få det væk fra mit ansigt. Sveden stod i perler på min pande.

 

“Ikke kun dét, men jeg var bekymret på dine vegne. Inden jeg tog derfra fortalte Jennifer mig hvad der var sket. Jeg troede ikke på hende - jeg var nødt til at se det med mine egne øjne.” Han så på min enorme mave med forbløffelse. “Det umulige barn.” Mumlede han.

 

“Det kalder vi den altså ikke!” Grinede jeg imellem mine vejrtrækninger. Veerne tog nu yderligere til.

 

“Jeg tror det er nu!” Jeg kastede hovedet tilbage og skreg ud i smerte. Min krop bad mig om at presse til. Damien bevægede sig rundt og satte sig imellem mine ben hvor han rev mine trusser af. Han holdte mig fortsat i hånden og knugede den hårdt.

 

Det føltes som om at hvert minut varede flere timer mens jeg kæmpede med presseveerne og forsøgte at slappe af i mellem dem.

 

“Damien det gør så ondt!” Hulkede jeg.

 

“Du er der næsten! Jeg kan se hovedet” Da den næste ve kom lagde jeg mine sidste kræfter i og i ét pres fornemmede jeg hvordan barnet blev født.

 

“Det er en pige!” Damien greb ud efter klædet der lå i bunken fra tasken, og svøbte hende i det. Al smerten forsvandt i løbet af ingen tid og tåre af lettelse løb ned af mine kinder.

 

Hun trak vejret første gang og skreg.

 

Både Damien og jeg mærkede et stød der gik igennem alle muskler i vores kroppe, og jeg var ikke i tvivl om at det gjorde samtlige andre dawnbreakers også. Ingen behøvede at fortælle os hvad der var sket, det lå så dybt i vores instinkter at vi var klar over med det samme.

 

Damien rakte mig min datter og jeg holdt hende tæt ind til min barm og lagde hende til. Hun så op på mig med store øjne, ét isblå og ét brunt.

 

“Amy… Hun skal hedde Amy.” Damien satte sig bag mig og lagde en hånd bag hendes hovede og kærtegnede det blidt.

 

Forbundet i profetien var aldrig kærligheden i sig selv. Det var barnet.” Jeg nikkede til svar.

 

“Og de sidste dage…” Jeg holdt vejret mens jeg studerede min datter. “Er først lige begyndt.” Jeg så op på Damien og han lagde sin pande mod min.

 

“Vi er dødelige.”

 

Slut

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...