Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

2Likes
6Kommentarer
2338Visninger
AA

23. ~ 23 ~

New York, 14 dage tidligere.

 

“Vi ved at de er i Alaska. Sporet af dem stopper ved grænsen.” Samuel stod bøjet over et bord hvorpå der lå et kort. Ashley stod ved siden med den ene arm om livet og den anden om hagen.

 

“Det er stadig et stort område, vi kan ikke gennemsøge det uden at få for meget opmærksomhed.” Hun gik om og stod ved siden af Samuel for at se kortet bedre.

 

“Hvis jeg var hende.” Aiden stod lænet op af væggen lidt derfra og skar et æble over med sin kniv. “ - Ville jeg søge tilflugt et sted hvor man var sikker på ikke at blive opsøgt.” Ashley så op på ham med et isnende blik.

 

“Og hvor ville det være?” Spurgte Samuel og så op på ham mens han lænede sig ind over kortet. Han gik nonchalant hen mod dem og plantede kniven midt i den sydlige del af Alaska på kortet. Ashley så på kniven og det sted den markerede.

 

“Det er jo selvmord at bevæge sig i nærheden af de køtere!” Han nikkede triumferende med et smil.

 

“Hvor ellers kan man være sikker på at vi ikke ville nærme os?”

 

“Så hvad foreslår du?” Ashley sørgede hele tiden for at have bordet imellem dem. Hun ønskede ikke at han nogensinde skulle røre hende igen.

 

“Lad mig samle de stærkeste hunters og soulhealers i alle holdene, så skal jeg nok få dem med tilbage.” Hun fnøs til svar. Han var arrogant og overmodig.

 

“Hvis du har tænkt dig at tage på en selvmordsmission skal jeg ikke stoppe dig.” Samuel så overrasket på hende. Hun vidste godt at under normale omstændigheder ville hun ha’ nægtet en så usikker og farlig mission. Men tanken om at Aiden døde deroppe, forestillingen om at han blev flået midt over af et af de bæster fik hende til at være ligeglad med resten. Og hvis det endelig skulle lykkes ham at komme retur med Cait og mennesket ville hun kunne afværge katastrofen. Uanset hvad udfaldet blev kunne hun ikke tabe.

 

Hun var så langt væk i hendes tanker at hun ikke registrerede at Aiden havde bedt Samuel om at gå. Da hun så op igen var de alene. Blodet frøs til is i hendes åre og hun var naglet til stedet.

 

Aiden stod fortsat på den modsatte side af bordet med armene over kors og så hende an med et arrogant smil.

 

“Jeg har ingen planer om at dø deroppe. Så det nytter intet at håbe.” Hun sagde intet, afventede blot hvad han havde tænkt sig. Hun kunne ikke råbe på hjælp, velvidende at Aiden så ville afsløre alt. “Selvfølgelig er der ingen garantier for at jeg har ret i at de er i Denali. Men hvis jeg nu har -” Han gik om for at stå foran hende. Hans fingre løb blidt igennem hendes hår. “Vil jeg nyde min gevinst når jeg vender tilbage.” Han lænede sig ind mod hende og kyssede hende på panden, og hun skælvede af væmmelse.

 

Skabere hvis i kan høre mig?! Hun trak vejret dybt da han gik fra hende og ud af døren. Så lad ham lide en smertefuld død.

 

~*~

7 dage tidligere

 

Hun havde hørt den gode nyhed. De havde fanget dem. Holdet burde ankomme snart, og det betød i sidste ende at Aiden også snart var her.

 

Hun trak vejret dybt og holdte det. Var hun klar til det her? Hun knugede kniven mens hun nikkede for sig selv. Aldrig mere.

 

Der lød råb fra den anden ende af gangen uden for hendes dør som antydede at de var tilbage. Hun gemte kniven i hendes ærme og så op mod døren. Hun ville være klar.

 

Han bankede ikke engang på, gik bare lige ind med et selvglad smil. Han stoppede foran hende og så ned med armene krydset foran brystet.

 

“Missionen lykkedes.” Konstaterede han, og naglede hende til stedet med sit blik.
 

“Det kunne jeg gætte mig til.” Hendes hjerte hamrede og adrenalinen brændte i hendes åre. Hun nægtede at være offer for hans lyster. Hans hænder kærtegnede op af hendes arme.

 

“Jeg har tænkt på dig hele vejen tilbage. På min belønning.” Han lænede sig ind mod hende og plantede et ømt kys under hendes øre. Hun bed tænderne sammen.

 

“Kom.” Hun tog hans hånd og førte ham mod hendes seng. Han vidste ikke hvad hun havde planlagt. Hans så på hende med uudtalte løfter og lyst, fulgte hendes mindste vink.

 

Da de nåede sengen skubbede hun ham blidt ned på den og kravlede ind over ham. Hun kunne intet høre, hendes puls overdøvede alle lyde. Det var nu eller aldrig! Han kunne nemt standse hende, spørgsmålet i sidste ende ville være om han forudså det.

 

Han rakte op for at kærtegne hendes ansigt da hun trak kniven ud af sit ærme og holdte det mod hans hals. Hun trak vejret skarpt ind og skreg af ham i vrede. Hans hænder faldt ned på sengen mens han studerede hende i overraskelse.

 

“Se nu der. Slangen har hugtænder.”

 

“Du røre mig aldrig igen!” Han smilede af hende, fuldstændig upåvirket af situationen.

 

“Du taler som om du ikke nød det. Så vidt jeg husker skreg du efter mere sidste gang.” Hun pressede kniven mere ind i hans hud så små dråber af blod dukkede op.

 

“Løgn! Du voldtog mig!” Han lænede sig op, ind mod kniven som for at udfordre hende.

 

“Min kære dronning - jeg gav dig et valg, har du glemt det? Du valgte at være min.”

 

“JEG ER IKKE DIN!” Hun skreg ind i hans ansigt mens hånden der holdt kniven begyndte at ryste let.

 

“Det er muligt.” Sagde han roligt. “Men jeg er din - det har jeg altid været. Lige siden jeg så dig første gang. Du var stadig Elizabeth’s mage på det tidspunkt, men det eneste hun nogensinde gjorde for dig, var at holde dig tilbage. Holdte dig fra at opnå dit reelle potentiale.” Han fugtede sine læber med tungen mens han afventede hendes reaktion - hun sagde intet.

 

“Da du blev belønnet med din egen gruppe insisterede jeg på at blive tilknyttet. Jeg ønskede at se hvad du ville gøre på egen hånd, og du skuffede bestemt ikke. Du, min dronning, ville kunne regere alle dawnbreakers hvis du ville det.” Hun kunne næsten ikke tro sine egne følelser, men hun fandt hans ord smigrende.

 

“Jeg ved det er hvad du vil ha’ - at det er dét du længes efter. Og jeg kan hjælpe dig.”

 

“Hvordan?” Hun kunne ikke tro at hun spurgte ham om det. Ville hun overhovedet have hjælp af ham?

 

“Tomas er på vej. Nogle af soulhealerne fra holdet har kommunikeret med hans. Han vil forsøge at stoppe henrettelsen.” Hun skar tænder i frustration. Den mand!! Det var nogle årtier siden hun sidst havde haft noget at gøre med Tomas, men han havde en kedelig tendens til at gå i vejen for hendes planer.

 

“Det forklarer ikke hvordan du kan hjælpe mig.”

 

“Dræb mennesket. Han betyder ingenting - og med hans død vil du få hævn over Cait. Så lad hende rådne op i cellerne indtil Tomas kommer. Lad hende svælge i elendighed.” Hun løftede et bryn af ham mens kniven fortsat blev holdt mod hans strube.

 

“Jeg kan stadig ikke se hvad jeg får ud af den fremgangsmåde.”

 

“Ser du - Tomas vil sandsynligvis hidkalde 2 fra de ældste til at bistå ham. Han vil antage at han ikke kan forhandle med dig. Alt hvad han bekymre sig om er Cait - selvfølgelig ville han helst have haft dem begge, men at holde dem begge i live ville kun skabe mistænkelighed. Du vil vise stor fornuft i disse samtaler med de 3 og i sidste ende give dem det de vil have - lad dem beslutte hvad der skal ske med Cait. De vil uden tvivl se dig som en sand diplomat, tilføje det til din gruppes præstationer hen over tiden og du vil uden tvivl blive tilbudt en plads blandt de ældste.” Han talte til hendes inderste, mørkeste hemmeligheder og drømme. Hvordan kunne han vide det?

 

“Du har jo lige fortalt mig alt hvad jeg behøver at gøre. Hvorfor skulle jeg ikke bare dræbe dig her og nu?” Hun krængede kniven let så den gravede sig let ind i hans hud så det åbnede sig lidt. Han trak vejret ind gennem sammenbidte tænder - det virkede næsten som om han nød følelsen af smerte.

 

“Fordi du har brug for mig. Om du ka’ li’ det eller ej. Hvis du er uenig, ja så…” Han lod sig falde ned på sengen, og lå med lukkede øjne - afventede hendes næste træk. Den stålfasthed hun havde haft for bare 5 minutter siden var væk. Hun blev nødt til at minde sig selv om hvilken slags mand Aiden var. Arrogant, egoistisk, stærk… På mange måder de samme kvaliteter som hun satte pris på i sig selv.

 

“Hvorfor vil du dø?” Spurgte hun, reelt interesseret.

 

“Det vil jeg heller ikke. Men at dø ved din hånd ville være den største ære. Det kan godt være det virker som om at jeg har magten over dig, men faktisk er det den anden vej rundt.” Han løftede sin overkrop så han sad på sengen med hende på sit skød, kun en håndsbredde mellem deres ansigter. “Du har komplet kontrol over mig, og min krop. Du er min dronning, og jeg vil gøre som du befaler.”

 

Han havde ret, magt var alt i hendes verden, og hans plan kunne virke. Hun lænede sig tilbage og kastede kniven ind i væggen. Hun valgte at stole på ham.

 

Hun valgte forkert.

 

Hans hænder var omkring hendes talje og hev dem begge rundt så han lå øverst. Hans smil blev djævelsk da han hev hendes håndled op over hendes hovede.

 

“Du bliver så nemt fortryllet.” Sagde han åndeløst og lænede sig ned mod hendes øre, hviskende. “Jeg har hørt om det her oldgamle ritual mellem matriarker.” Hendes øjne udvidede sig. Nej! Hun havde lagt en fælde for sig selv, og hun havde slet ikke overvejet muligheden for det!

 

Han trak et lille stykke reb frem, og bandt hende til sengen. Han gik langsomt over mod kniven og hev den ud af væggen.

 

“At dele blod. Du gjorde det med Elizabeth, ikk’?” Det var korrekt. Blod-bånds ritualet var helligt, sjældent, kun brugt mellem matriarker, og man havde oftest mange samtaler inden man gjorde noget - eftersom når det var gjort var der ingen venden tilbage.

 

At drikke, bare at smage en andens blod ville være nok. Man var bundet til hinanden, behøvede hinanden indtil døden ville tage en af dem.

 

“Jeg har hørt at det var dét der drev Elizabeth til vanvid i sidste ende. Du forurenede hende.” Hun hev i rebene om hendes håndled. Hun havde hørt rygterne og havde selv spekuleret i det eftersom hun døde 50 år efter ritualet.

 

“Nej!! Du må ikke!” Skreg hun. Hun havde haft kontrollen for blot få sekunder siden - eller havde det været naivt af hende at tro? “Det er forbudt!” Det ene sekund stod han henne ved væggen, og det næste sat han overskrævs på hende, hev hendes ansigt op mod hans nakke. Hendes arme var fuldstændig strakte og hun kunne ikke bevæge sig det mindste.

 

“Jeg er ligeglad. Du har komplet magt over mig - jeg vil gerne have at det er gensidigt.” Han tvang hendes mund mod såret som hun selv havde lavet. Hun holdte munden lukket til han til sidst tvang den åben med 2 fingre. Det søde blod gled ned af hendes tunge og ned i hendes hals. Hun fornemmede hvordan det tvang sig vej igennem til hendes åre og fandt vejen til hendes hjerte. Hans blod var som en virus der overtog hendes krop.

 

Elizabeth… Jeg er så ked af det!

 

Ved hendes næste hjerteslag ændrede hendes verdensbillede sig fuldstændig. Der var kun ham, den eneste ting hun ønskede at mærke, var ham. Hendes blik blev blødere mens hun så på ham.

 

“Aiden… Elskede, fuldend ritualet.” Han trak kniven blidt hen over hendes trube, og lavede et sår magen til sit eget og drak fra dét.

 

Hun vred sig under ham, pressede sit skød op mod hans krop - det var smertefuldt så meget hun havde lyst til ham.

 

“Elskede.! Jeg har brug for dig!”

 

“Som du ønsker, min dronning.” Han adlød og rev tøjet af hende.

 

Elizabeth’s Ashley var væk, og afløst af et væsen verden endnu ikke havde set.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...