Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

2Likes
6Kommentarer
2299Visninger
AA

22. ~ 22 ~

Dagene flød sammen efter jeg var kommet tilbage i cellen. Jeg bød mørket velkommen og sorgen havde overtaget min krop og sind.

Det gik op for mig at dette var hvad mine mareridt havde advaret mig om for så mange måneder siden. Jeg følte mig magtesløs, efterladt og alene. Hvis jeg havde vidst hvad der ville ske, ville jeg så ha’ handlet anderledes? Minderne om vores tid sammen var svar nok. Nej. Jeg ville gå igennem det hele en gang til for blot at føle Jakes arme omkring mig igen.

Forestillingen greb hårdt fat om mit hjerte og klemte til. Jeg klynkede lavt, trak knæene op under min hage, foldede armene omkring dem og gemte mit hovedet dér. Hvorfor havde de ikke slået mig ihjel? Lige nu ønskede jeg intet andet end at det hele var forbi. Det gjorde for ondt at være i live.

Jeg hørte døren gå op længere nede af gangen og så op. Låsen blev slået fra og Damien gik ind. Han lænede sig op af væggen overfor hvor jeg sad lænket og så mig an med rynkede bryn.

“Tomas er her, fra gruppen i Canada.” Jeg svarede ikke, studerede ham bare mens jeg ventede på at han fortsatte. Før Jake og jeg havde mødt ham på vores rejse mod Alaska havde jeg kun kendt ham af navn.

“Han ville ha’ forhindret henrettelsen af jer, men nåede først frem dagen efter.”

“Det giver jo ingen mening.” Min stemme var hæs efter mange dages gråd og skrig. “Hvorfor er jeg stadig i live hvis han kom en dag for sent?” Han sukkede og klemte på den øverste del af sin næseryg med sine fingre.

“Efter han døde, mennesket -”

“Jake.” Afbrød jeg.

“Hva’?”

“Han hed Jake.” Damien så på mig med medfølelse.

“Ja, det ved jeg. Undskyld. Da Jake døde var det som om du fik dine kræfter igen. Eller.. Det er en underdrivelse.”

“Hvad mener du?”

Vi kan kommunikere igen. Blandt andet. Damiens stemme i mit hovedet var rolig. Det var så længe siden jeg havde kommunikeret med ham dér at følelsen ligefrem var fremmed.

“Prøv nu at læs Drew’s tanker.” Jeg så forvirret på ham.

“Hva’?!” Han krydsede armene over brystet.

“Prøv nu bare.” Jeg fokuserede på hvor Drew var og forsøgte. Og utroligt nok så jeg hans tanker, hans minder. Jeg søgte videre igennem gruppen og det gik hurtigt op for mig at jeg kunne læse alle. Jeg kunne fornemme alle.

“Hvad sker der?” Han trak på skuldrene.

“Det er derfor du stadig lever. Tomas er i øjeblikket i samråd med Ashley. Hvad jeg har kunnet forstå på Jennifer holder hun hårdt på at du også skal henrettes.” Jeg sukkede.

“Jeg ville ønske det hele bare var ovre. Jeg kan ikke mere Damien. Jeg har fået nok!” Mine arme faldt ned langs siden i overgivelse, og jeg lænede mit hovedet op af væggen med lukkede øjne.

“Vi er her stadig.” Damien så på mig med vrede i blikket. “Selvom jeg aldrig kendte ham, så jeg alligevel nogle af jeres minder sammen. Jeg er ikke sikker på at han ville bryde sig om at du bare gav op!” Jeg sukkede. Jeg havde ikke lyst til at snakke mere om Jake, eller med nogen i det hele taget.

“Jeg vil lade dig være. For nu.” Han gik stille ud, lukkede døren efter sig og låste den igen. Jeg lod mig falde ned på siden og krøb sammen i fosterstilling mens sorgen overmandede min krop endnu engang.

~ * ~

Jeg var blevet hentet af 2 hunters og blev ført gennem hulen til Ashleys private mødelokaler. Da jeg trådte ind stod hun midt i rummet ved siden af Tomas, og yderligere 2 matriarker jeg ikke genkendte. Aiden og Samuel sad ved bordet i nærheden hvorpå der lå en masser af bøger.

“Vel mødt Cait.” Tomas nikkede i hilsen og jeg så uinteresseret på ham.

“Vi er nået til enighed.” Tomas var fortsat ham der førte ordet. Jeg så hen på Ashley for at afvente dommen. Hendes ansigt afslørede ingen følelser.

“Du vil blive udvist. Når du går herfra vil dit gamle hold føre dig ud i skoven hvorfra du skal forlade området. Fremover må du ikke nærme dig nogle grupper - gør du vil det betyde henrettelse.” Jeg sagde intet. Jeg ønskede døden. Hvis de ikke ville give mig den, måtte jeg selv finde den når jeg havde forladt skoven.

“Nogle spørgsmål?” Jeg trak på skuldrene.

“Hvorfor?” De ukendte matriarker delte sigende blikke ad mit spørgsmål og så derefter over på Tomas.

“Hvorfor hvad?”

“Hvorfor ikke bare henrette mig?” Tomas sendte mig et skævt smil.

“Først og fremmest er vi enige om at profetien er afværget. Der er intet sket indtil videre, og efter menneskets død vil der heller ikke ske mere. Vi ved dog fremover hvad vi skal være opmærksomme overfor.” Han trak vejret dybt hvorefter han fortsatte. “Da mennesket døde kunne alle mærke at din styrke tog til. De ville være en fordel for enhver gruppe, men ingen vil kunne stole på dig. Dérfor var udvisning det mest oplagte valg.” Jeg nikkede en enkelt gang for at lade ham vide at jeg forstod.

Jeg blev ført ud af døren hvor Jennifer, Drew og Damien ventede på mig. De 2 hunters løsnede rebene der bandt mine håndled sammen på ryggen og skubbede mig i deres retning. Drew og Damien gik på hver side af mig mens Jennifer gik bagved.

Vi gik i stilhed ud af hulen og ned i skoven. Da vi nåede udkanten af den stoppede vi op.

“Så er vi her.” Drew så sig omkring. “Jeg er ked af det hele.” Han klappede mig en enkelt gang på skulderen og hev mig derefter ind i sin favn. Jeg skulle nu sige farvel til den eneste familie jeg havde tilbage. Jeg vidste at jeg aldrig ville se dem igen, ikke med hvad jeg havde planlagt når jeg var nået væk fra området. “Pas på dig selv.” Han trak sig væk fra mig for at give plads til de andre. Drew havde alle dage været fåmælt, og et kort indblik i hans tanker afslørede hvor nuanceret han reelt var. Han var i dyb sorg over at jeg skulle væk, mere end han nogensinde ville eller kunne være i stand til at vise eller udtrykke med ord.

Damien var den næste. “Jeg har gjort hvad jeg kunne for at passe på dig. For at beskytte dig. Men jeg fejlede.” Han så ned i jorden med knyttede næver. “Jeg skider på hvad Ashley siger, hvad nogle af matriakerne siger! Har du brug for mig kalder du! Ok?” Da jeg ikke svarede tog han fat om begge mine skuldre og nedstirrede mig. “Forstår du Cait?! Jeg har brug for at vide at du er i sikkerhed!” Ved berøringen så jeg ind i hans sind på en måde der ikke var mulig for mig før. Han havde elsket mig lige siden jeg kom til. Ikke som en søster som ellers var den måde vi havde ageret omkring hinanden i al den tid. Men på samme måde som jeg havde elsket Jake. Det forklarede alt - hans reaktion efter de overgreb begået imod mig, den depression han havde været fanget i, i al den tid jeg havde været væk med Jake og endda før.

“Damien…” Sagde jeg stille. Jeg klappede ham på hånden der holdte fast i min ene skulder for at indikere at han gerne måtte slippe. Med et opgivende suk slap han mine skuldre og så ned i jorden. “Du er min bror, og jeg vil kalde på dig hvis jeg får brug for dig. Jeg er sikker på at der ikke vil være det sted i verden hvor du ikke ville kunne finde mig” Han behøvede ikke at kende mine planer, og jeg skjulte dem i mit sind så han ikke kunne finde dem.

“Godt.” Han hev mig ind i et kram og holdt fast på mig som om han aldrig ville give slip igen. Jeg lukkede øjnene og nød hans arme omkring mig. Damien havde været som en far for mig, en bror - min bedste ven. Jeg kæmpede en brav kamp med mig selv for ikke at græde. Jeg trak mig stille ud af hans favntag og vendte mig mod Jennifer. Hendes øjne var fulde af tåre da hun rakte en hånd ud mod mig. Jeg tog den og hun trak mig lidt væk fra de andre.

“Åh Cait…” Hun talte så stille at de andre ikke kunne høre hende. “Tro ikke at jeg er så dum eller ikke har kræfterne til at se hvad du har tænkt dig!” Skældte hun og så på mig med et hårdt blik til trods for tårerne der langsomt trillede ned over hendes kinder.

“Jeg kan ikke engang være sammen med de få personer jeg har tilbage der betyder noget for mig. Hvad andet har jeg at leve for??” Hun tog begge mine hænder og klemte dem.

“Du ved det ikke?” Hun så undersøgende på mig. “Din tosse. Lyt efter.” Jeg løftede et bryn af hende, mere forvirret end før.

“Hva’ fanden snakker du om Jennifer?!” Hun gav mine hænder endnu et klem.

“Træk vejret, roligt. Og luk øjnene.” Jeg sukkede irriteret af hende men gjorde alligevel som hun bad mig om. Det her var simpelthen for tåbeligt.

Stol på dine sanser. Luk alle unødvendige lyde ude. Jeg trak vejret dybt og holdte det i nogle sekunder. Jeg ignorerede fuglenes fløjten, de andres åndedrag og hjerteslag og til sidst mit eget. Og dér var det. Så hurtigt og insisterende at det var et under jeg ikke havde hørt det før nu.

Mine øjne åbnedes og jeg stirrede forbløffet på hende.

Det umulige er sket Cait. Hvis du ikke vil leve for os, så lev for dét! Jeg hev hende ind i min favn og holdt fast omkring hendes smalle talje.

Tak, Jennifer. Jeg tog hendes hånd i begge mine og førte det op til min pande. Jeg gjorde det samme ved Drew og til sidst Damien. Jennifer rakte mig en rygsæk som hun havde pakket på forhånd, og da jeg havde fået den på ryggen vendte jeg mig om og løb sydpå.

“Jake din satan.” Grinede jeg for mig selv mens jeg lod en hånd hvile på den nederste del af min mave. Med fornyet styrke satte jeg farten op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...