Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

3Likes
6Kommentarer
2920Visninger
AA

21. ~ 21 ~

Jeg kom langsomt til mig selv. Jeg var stadig bundet og havde en sæk over hovedet.

Jake?! Jeg havde fuldstændig undervurderet hvor mange de havde sendt efter os. Der havde været mindst 3 hold, hvis det ikke var hele gruppen. Mit eget hold havde dog ikke været til stede - Jeg ville ha' fornemmet dem i løbet af ingen tid, og Jennifer havde sikkert også advaret mig hvis de havde været en del af det. Jeg bandede af mig selv - jeg burde ha' forudset det.

Cait? Jeg åndede lettet op.

Er du ok? Jeg hev i rebene men de gav sig ikke.

Det ved jeg ikke.. Jeg er træt og svimmel. Hvor er vi?

Jeg ved det ikke. Hvis du kan, så tramp i gulvet. Jeg skærpede mine sanser og hørte lyden af hans støvle der skrabede mod underlaget. Vi var ikke i samme rum, og der lugtede klamt og vådt.

Vi er tilbage i new York.

Hvordan ved du det?!

Vi er i hulen.... Den specielle lugt af våde sten og indelukkethed glemte jeg aldrig. Alle nyankomne blev vist fængslet, eller rettere de 5 celler der var bagerst i hulen - Så vidste alle hvad der lå forude hvis man nogensinde skulle gøre sig fortjent til at ende her (ifølge Ashley). Jeg hørte døren gå op længere nede af gangen, og jeg var stadig så påvirket af bedøvelsen at føleren ikke virkede. En anden dør åbnede igen, sandsynligvis den ind til det rum hvor Jake var.

Jeg skærpede mine sanser og kunne høre hvordan de hjalp ham op og slæbte ham ud af cellen og ned af gangen. Kort efter var der igen skridt på gangen og de kom nærmere min celle.

De sagde intet, løftede mig blot op i armhulerne og slæbte mig afsted ned af gangen. Hjertet hamrede i brystet af mig. Hvad skulle der ske?! Både Jake og jeg var for svage til at gøre nogen modstand, så al håb om at flygte var væk.

Hvor fører de os hen?

Jeg det ved ikke... Jake, jeg ved ikke hvad vi skal gøre!

Shhh. Hans stemme var rolig. Det skal nok gå. Jeg var ikke helt enig med ham, panikken havde godt og grundig fat i mig.

Vi blev slæbt over til den anden ende af hulen og da de næste sæt døre blev åbnet forstummede al tale. Vi blev ført ind i midten af rummet og sat dér. Sækken blev hevet af og jeg missede mod lyset.

Vi var i den største sal, hvor vores fællesmøder plejede at foregå. I anledningen var bordet dog fjernet, og hele gruppen stod langs væggene og så Jake og jeg an. Vi sad overfor hinanden med godt 3 meter imellem os, lige nu havde jeg lyst til at knuge ham ind til mig og på en eller anden måde få os væk herfra.

Jeg scannede mængden til jeg fandt dem jeg ledte efter. Jennifer så på mig med tåre i øjnene og knugede Drew's hånd som lå på hendes skulder, Damien stod ved siden af dem og så bekymret på mig med rynkede bryn.

"Tak fordi i alle er kommet!" Ashley stod på et mindre podie og talte med høj og klar stemme. Aiden og Samuel stod på hver side af hende.

"Vi har fanget forræderen! Tak til dem af jer der var meddelagtig i missionen til Alaska." Hun holdt en kort pause og tog et skridt nærmere mod hvor vi sad. "Jeg ved mange af jer tænker hvad Cait har gjort, hvad der er sket?" Hun vendte sig om og tog imod den bog Samuel havde stået med.

"For 400 år siden nedskrev Elizabeth en profeti." Mit hjerte stoppede. Dén profeti?! Hvad havde den med noget af det her at gøre??

"De sidste dage oprinder, når en ophøjet bliver forbundet med et skæmmet menneske." En hvisken løb igennem mængden og Ashley smilede for sig selv. "Det betyder i praksis, at hvis én af os, en dawnbreaker, kan elske et menneske vi normalt ville ha' healet, er det slut for os." Jeg følte nu samtlige blikke fæstnet på Jake og jeg.

"Damien." Jeg gjorde store øjne. Nej nej NEJ! "Vil du komme her engang." Damien banede sig vej igennem de andre og gik hen for at stå foran Ashley.

"Læg din hånd på mennesket og fortæl mig hvad du ser." Han fangede mit blik kort men så ned igen. Jeg vidste godt at han på ingen måder kunne nægte det hun bad ham om - først og fremmest ville han blive sendt i eksil (hvis han var heldig) men det ville også kun udskyde det uundgåelige. Damien var ikke ligefrem den eneste soulhealer her.

Damien gik over mod Jake og satte sig på hug ved siden af ham. Jake så på ham med en knusende ro, næsten som om at han vidste hvad der ventede, og at han (eller vi) på ingen måde kunne flygte fra det. Damien lagde en hånd på hans skulder og lukkede øjnene. Sådan sad de i kort minut, som nærmere føltes som flere timer for mig da Damien endelig rejste sig.

"Nå?" Ashley tog et skridt nærmere og så afventende på ham.

"Han er en modtagelig." Et gisp gik igennem salen, og Ashley rakte en hånd i vejret for at kræve stilhed.

"Så mangler vi kun et spørgsmål tilbage. Cait?" Hun så ned på mig med et løftet bryn. "Elsker du mennesket." Jeg så panikslagent over mod Jake. Jeg ville ikke miste ham! Jeg kunne ikke miste ham! I stedet for at svare valgte jeg at stirre trodsigt op på Ashley. Hun klikkede skuffet med tungen og vendte sig rundt og knipsede en enkelt gang. Aiden kom hen til os og så afventende på Ashley.

"I og for sig er dit svar ligegyldigt." Hun nikkede en enkelt gang og Aiden tog plads bag ved Jake. Han tog hårdt fat i hans hår og havde en kniv klar i den anden hånd. Mit hjerte sad oppe i halsen og jeg kunne ikke trække vejret. Jake sagde intet, han holdte blot vejret og afventede sin uundgåelige skæbne med hans blik fæstnet med mit.

Ligemeget hvad der sker nu. "Uanset hvad i føler for hinanden, skal han dø." Så elsker jeg dig Cait! Altid...

Tiden gik i stå. Jake lukkede øjnene, og med et smil sendte han et hav af minder igennem mine tanker. Den tid vi havde haft sammen fløj forbi mit indre øje, og han stoppede ved mindet hvor vi stod foran hinanden ved søen i dalen, med silkebåndet omkring vores forenede hænder. Jeg vil vente på dig.

Aiden trak kniven hen over hans hals og blodet løb ud. Han slap hans hår og lod ham falde forover.

"Nej! JAKE!" Jeg kastede mig fremover, men en hunter tog hårdt fat i mine hænder og holdte mig tilbage. Jeg gjorde så meget modstand jeg kunne med mine svækkede kræfter for at nå ham, for at gøre... Noget! Mens blodet langsomt flød ud af ham ændrede han sig, og til sidst lå den mand der havde reddet mig for så lang tid siden. Ved hans sidste suk skete det.

Det føltes som om at jeg ramte en mur, og et virvar af følelser, tanker og minder flød igennem min krop. Forbindelsen var pinefuld og jeg skreg ud i smerte. Hver en muskel, hver fiber i min krop blev aktiveret. Jeg var sikker på at jeg skulle dø da jeg svagt fornemmede at en slog mig bag i hovedet.

Jeg faldt forover og smerten fortog sig. Jeg fornemmede alles tanker på én gang og inden jeg mistede bevidstheden var det som hans sidste ord rungede i mit hovedet.

Jeg elsker dig... altid.

~ * ~

Da jeg vågnede, satte jeg mig op og så forvirret omkring - Hvor var jeg? Hvad var der sket? Erkendelsen kom som en skylle ind over mig og min hånd knugede trøjen ved brystet over den indre smerte der eksploderede i mit hjerte. Det var sket - de havde slået ham ihjel!! Hvorfor levede jég endnu!? Jeg krøb sammen i fosterstilling og hulkede til der ikke var flere tåre tilbage.

En dag var kommet og gået da jeg hørte døren gå i den anden ende af gangen. Var de kommet for at hente mig nu? Ville de gøre en ende på mine lidelser? Døren gik op og Aiden kom ind. Vreden jeg følte mod ham var så overvældende at jeg var oppe og snappede ud efter ham så langt lænkerne tillod med et vredt skrig.

"Slap af." Sagde han uimponeret. Efter ham fulgte Ashley der så på mig med et smil.

"Jeg er kommet for at stille dig et spørgsmål." Mit bryst hævede og sænkede sig af mine dybe åndedrag mens jeg med jævne mellemrum prøvede at nå en af dem. Vreden havde fuldstændig overtaget min krop, jeg var ligeglad med hvad nogen af dem havde at sige!

"Hvad skal vi gøre med mennesket?" Med ét slappede jeg helt af, og så på hende med store øjne. Hun må have fornemmet mit uudtalte spørgsmål da hun fortsatte.

"Ja vil du have lov til at begrave ham, eller skal vi bare brænde ham?" Hvad fanden var det her?! Ashley stod fortsat med sit lette smil, og afventede mit svar med hænderne foldet foran sig.

"Hvorfor giver du mig valget?" Hun trak på skuldrene.

"Kan det ikke være ligemeget? Hvad vælger du?"Jo, det var ligegyldigt, men det lignede hende slet ikke at give mig muligheden. Ej heller at jeg ikke var blevet henrettet umiddelbart efter Jake. Et eller andet sagde mig at hun havde sin egen lille agenda med dette.

"Jeg vil gerne begrave ham." Hviskede jeg. Hun nikkede en enkelt gang til Aiden, som kom imod mig med et nyt sæt lænker som tillod at jeg kunne bruge mine hænder i et større omfang.

"Prøver du på noget, bare det mindste-" Advarede han. Jeg nikkede en enkelt gang for at lade ham vide at jeg forstod. Det her var vigtigere end hævn. Aiden byttede rundt på lænkerne og førte mig ud af cellen. Udenfor hulen stod en anden hunter klar. Jake lå på jorden, indbundet i et ligklæde med reb bundet omkring ham flere steder. Jeg undertrykte et klynk og klemte øjnene hårdt i. Jeg ville ikke give dem den tilfredsstillelse. Hunteren samlede Jake op og smed ham over skulderen som var han en sæk kartofler mens Aiden ledte os hen mod vores egen gravplads.

Det eneste der markerede at der lå nogen begravet her var de forskellige mellemstore sten der lå rundt omkring. Det var nødt til at ligne en gravplads så lidt som muligt for ikke at tiltrække opmærksomhed fra menneskene. Hunteren smed Jake ned på jorden ved siden af et ledigt sted. Det var så nedværdigende den måde de behandlede ham på at det brændte i mine hænder for at vride halsen om på ham, men jeg holdte mig i skindet.

"Værsgo." Aiden rakte mig en spade med et djævelsk smil. Godt nok havde jeg fået nogle længere lænker på, men det ville stadig være en noget uoverkommelig opgave selv at skulle grave hullet.

Det tog mig det meste af natten at få gravet det, den anden hunter havde fået medlidenhed med mig til sidst og havde hjulpet mig med at løfte Jake ned i graven - Aiden havde blot til set uden at kommentere det.

"Må jeg få et øjeblik alene?" Aiden nikkede og de trak sig lidt væk. Jeg åbnede klædet så jeg kunne se hans ansigt.

"Åh, Jake..." Hviskede jeg svagt og tårerne gled stille ned over mine kinder mens jeg holdte hans kolde krop ind mod min. Jeg lagde min pande mod hans. "Vent på mig - jeg kommer snart. Jeg elsker dig" Jeg kyssede hans pande ømt og undertrykte et klynk. "Requiescant in pace*" Hviskede jeg inden jeg trak mig væk fra ham og lagde klædet over hans ansigt igen.

Jeg lagde ham blidt ned på jorden. Murerne rejste sig omkring mit sind og jeg lukkede fuldstændig af. Jeg brugte yderligere en time på at skovle jorden ned igen, og da den sidste skovlfuld blev lagt på blev spaden hevet ud af mine hænder af Aiden. Jeg havde støttet mig til den med jævne mellemrum til sidst i udmattelse, og nu da den var væk sank jeg sammen og lå på jorden og hev efter vejret.

"Ta' den." Aiden rakte den anden hunter spaden og samlede mig op og smed mig over hans skulder og bar mig tilbage mod hulen.

Jeg tænkte for mig selv om ved at give mig lov til at begrave ham at hun så vidste at hun knækkede mig yderligere. Var det hendes plan? At ødelægge mig fuldstændig indtil den dag jeg endelig, endelig skulle dø?

Uden ham følte jeg mig som en tom skal...

*Hvil i fred på latin

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...