Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

2Likes
6Kommentarer
2326Visninger
AA

20. ~ 20 ~

Jeg stod i Jeremiahs hus og var ved at gøre mig klar. Hans mor og søster havde hjulpet mig hele dagen mens han og hans far havde hevet Jake med til den anden ende af dalen.

“Du har så smukt hår” Sukkede Linda, hans lillesøster. Jeg trak lidt på smilebåndet. Det nåede mig til midten af ryggen nu, mørkebrunt med lyse striber - et levn fra min egen hårfarve. Hun havde flettet det til en krans ovenpå hovedet. Jeg havde fået lov til at låne et af hendes kjoler, eller rettere Linda havde insisteret på det - en mellemlang bomuldskjole i svagt rosa.

“I behøver altså ikke, jeg kan sagtens s..”

“Pjat med dig! Vi vil gerne hjælpe, lad os.” Rosie, deres mor kom gående ind med en kurv fuld af blomster som Linda begyndte at sætte ind i mit hår strategiske steder. Jeg sukkede og lukkede øjnene.

Der var ikke gået andet end en uge siden han havde givet mig ringen og ingen af os kunne se nogen grund til at vente.

“Kan du læse tanker?” Linda havde bombarderet mig med spørgsmål siden vi var ankommet for en lille time siden. Hun var 15, 2 år yngre end Jeremiah.

“Ikke som sådan. Engang kunne jeg, sådan overordnet, lære alt om et menneskes liv blot ved en berøring. Men efter jeg mødte Jake mistede jeg den kraft.”

“Hvorfor?” Jeg trak på skuldrene mens jeg så ned på mine hænder.

“Det ved vi ikke. Jeg ved bare at Jake var et menneske da vi mødte hinanden. Det er som om vi har delt mine kræfter mellem os.”

“Så, Linda! Vil du stoppe med det tredje grads forhør?!” Jeg så op i spejlet og nåede at fange hvordan Linda rullede øjne af sin mor.

“Jaaaerh!” Sagde hun med et dybt suk. Jeg kunne ikke lade være med at fnise. Rosie så forvirret på os, og jeg rystede på hovedet.

“Ikke noget, jeg kom bare i tanke om noget sjovt.” Da hun kiggede væk igen blinkede jeg til Linda i spejlet. Fjollede pigebarn.

Et højt brag længere nede af gangen tiltrak vores opmærksomhed.

“Hvad var det?” Linda himlede med øjnene.

“Det er Abigail.. Jeremiah's mage.” Jeg gjorde store øjne. Han havde hentet hende?!

“Hvad laver hun?!” Hun fnøs til svar.

“Sikkert ved at splitte hele hans værelse ad. Han hentede hende for 2 dage siden.”

“Kan jeg se hende?” Hun så spørgende på mig for derefter at trække på skuldrene.

“Hvis du absolut vil, vi er færdige alligevel.” Hun pakkede de sidste ting væk og gik ud på gangen. Hun stoppede op ved siden af døren og nikkede mod den.

Jeg bankede på og ventede. Der blev stille og jeg åbnede langsomt døren. Værelset var rodet til, skufferne var hevet ud af kommoden og indholdet lå smidt ud over det hele. Kommoden var efterfølgende blevet væltet - nok derfra braget var kommet.

“Hvem er du?” Spurgte hun tvært. Hun sad på kanten af himmelsengen med armene over kors. En køn ung pige med langt blond hår.

“Jeg hedder Cait. Du er Abigail?” Hun kiggede ud af vinduet uden at svare mig.

“Det ved du at jeg er.” Sagde hun med en lille stemme.

“Hvor er du fra?” Hendes underlæbe rystede let og hun tørrede sin næse i ærmet.

“Seattle… Jeg var på udflugt med min skole heroppe da…” Hun tav og fede tåre trillede ned over hendes kinder. “Jeg kommer aldrig til at se mine forældre igen, gør jeg?” Hun så på mig med bedende øjne.

“Nej.” Jeg ville ikke lyve for hende. Hun klynkede og lod sig falde ned på sengen.

“Hvad vil du egentligt?!” Den tvære stemme var tilbage og hun gemte ansigtet i sine hænder.

“Jeremiah er min ven.” Hun satte sig op.

“Det fortæller mig ikke hvorfor du er hér.” Sagde hun surt. Jeg trak på skuldrene.

“Alting ser håbløst ud lige nu. Du har sikkert udtænkt op til flere flugtplaner.” Hun holdte vejret. “Bare rolig jeg siger intet. Det er hvad jeg ville gøre hvis jeg var i dit sted. Men… Det bliver nemmere - Jeremiah er en god dreng. Han vil passe på dig.” Hun så ned på sine hænder.

“Jeg vil bare gerne hjem.”

“Det forstår jeg godt.” Jeg gik ned på mit ene knæ på gulvet foran hende og rakte min hånd frem. Hun så uforstående på mig.

“Jeg ved ikke om det virker, men hvis det gør så se det som en gave fra mig.” Hun så forvirret ud, men lagde alligevel sin hånd i min. Jeg fokuserede på de minder jeg havde da Jake fortalte mig om hende. Den kærlighed jeg havde følt fra ham selvom han endnu ikke havde mødt hende dengang. At hvis hun tillod det ville han give hende alt. At alt hun behøvede var at give ham en chance.

Inden forbindelsen mellem os sluttede dukkede hendes egne følelser op - dem hun havde benægtet indtil nu. Hun havde et bånd til ham, ét som betød at hun allerede holdte meget af ham trods alt. Hun forstod det ikke selv, det var både tydeligt og forståeligt i alt det følelseskaos hun befandt sig i. Jeg slap stille hendes hånd, forundret over at jeg ikke var kortsluttet.

“Hvad er du?” Jeg trak på smilebåndet og så op på hende.

“Jeg er Cait. Andet er ikke vigtigt.”

“Jeg… Tak.” Hun rejste sig og gik over mod den væltede kommode for at ville rejse den igen. Hun måtte dog hurtigt opgive og stod og så arrigt på den med armene over kors.

“Skal du have hjælp?” Hun nikkede med et forsigtigt smil.

~*~

De havde hængt lanterner op i træerne omkring søen da solen var gået ned over bjergtoppen og indhyllede hele dagen i skygge.

Rosie, Linda og endda Abigail havde fulgtes med mig fra deres hus, og gik over for at stå ved siden af de andre der overværede vielsen.

Jake stod ved siden af Alphaen ved det største træ i hele dalen som også var det der stod tættest på søen. Jeg gik langsomt hen til dem, mit hjerte bankede højere for hvert skridt jeg tog. Jeg stod til sidst lige foran Jake. Han havde lånt en hvid skjorte, hvor han havde ladet de øverste 3 knapper stå åbne. Hans skæg var blevet studset for første gang siden New York - han så fantastisk ud.

Alphaen stod for vielsen. Til slut bad han os om at lægge vores hænder over hinanden og han bandt dem sammen med et silkebånd. “I er nu forbundet, i krop sind og sjæl. Intet kan skille jer ad.” Han tog et skridt tilbage og Jake lænede sit hovedet ned for at kysse mig blidt.

Tilskuerne klappede af os, og vi gik længere op i dalen hvor de havde forberedt mad og drikke.

“Det her er simpelthen for uvirkeligt.” Hviskede jeg til Jake på et tidspunkt. Han så på mig med rynkede bryn.

“Hvad mener du?” Jeg tog en slurk mere af champagnen.

“Det her.” Jeg gestikulerede med glasset ud mod festen. “ - Havde jeg aldrig forestillet mig jeg kunne få. Havde ikke engang drømt om det. Du gør mig lykkelig, Jake. Tak.” Han smilede og kyssede mig på panden.

“Hej.” Alphaen nærmede sig os med et sjældent smil. “Jeremiah fortalte mig at du snakkede med Abigail. Havde du spurgt om lov først havde du fået nej, men jeg er nu glad for at du gjorde det alligevel. Jeg har ikke set en kvinde komme sig så hurtigt. Ikke at de er i mål endnu, men der hvor hun er nu ville have taget uger, hvis ikke måneder normalt.” Han så over mod hvor det unge par stod og snakkede sammen. Abigail virkede afslappet, glad.

“Som en tak vil jeg gerne tilbyde jer en bolig her i dalen.” Jake og jeg stirrede lamslået på hinanden.

Lige da vi skulle til at svare blev vi afbrudt af et hyl i udkanten af dalen. Tiden gik i stå og jeg fik kuldegysningerne ned af ryggen. Jeg så spørgende op på Jake der trak på skuldrene.

“Få kvinderne i sikkerhed!” Råbte alphaen hvorefter han forvandlede sig og løb mod hylet. Jeg smed en føler ud og mit blod frøs til is.

“Dawnbreakers!” Jake tog min hånd og hev mig med i samme retning som kvinderne løb.

Vi kan ikke lade dem i stikken. Det er vores skyld de er her! Han stoppede op.

“Jeg udsætter dig ikke for fare! Ikke på vilkår!”

“Jake... “ Jeg kærtegnede hans kind og rejste mig på tæer for at hvile min pande mod hans. “Vi skal nok klare det. Når vi er sammen kan vi alt.” Han så sig ubeslutsomt omkring, og sukkede til sidst med et nik. Vi vendte om og løb mod kampen.

Lyden af ulve og dawnbreakers i krig gjorde mig modløs. Hvordan kunne jeg ha’ troet at de aldrig ville finde os? Da vi kom nærmede kampen løb en hunter imod os. Han forsvandt det ene sted og dukkede pludselig op bag mig. Han var for hurtig! Han slog mig i jorden og angreb derefter Jake. Jake var lige nøjagtig hurtig nok til at parere hvert af hans slag og forudse hvor han ville dukke op næst.

En sort ulv kom imod os og hans store kæber lukkede sig om livet på hunteren. Han rystede ham som var han en hund med et stykke legetøj, og kylede ham ind i træ.

Ulven stillede sig ved min side og jeg trak mig op i dens pels.

“Tak Jeremiah” Han bjæffede kort, og knurrede derefter da en ny bølge af angribere nærmede sig.

Jake kom over til os og stod parat til at tage den næste - parate til at forsvare vores nye hjem.

En soulhealer styrtede imod os. Jeg løb imod ham og lod mig falde lige inden vi styrtede ind i hinanden og gled imellem hans ben. Jeg tog fat i begge hans ankler så han væltede omkuld, og da jeg hoppede op at stå hev jeg den ene ankel med op og brækkede den, så hans fod stak ud i en unormal stilling.

Jeg skulle til at se op for at finde Jake da jeg fik et hårdt spark i ryggen så jeg faldt forover ned i jorden. Jeg prøvede at rejse mig, men en fod trådte ovenpå mit skulderblad og trykkede mig ned mod jorden.

“Hej Cait.” Aiden trykkede ekstra til, og min skulder truede med at gå af led. Jeg skreg ud i smerte og prøvede at nå ham med min frie hånd. En anden hunter havde armene stramt omkring halsen på Jeremiah så han pev.

“Cait!” Jake styrtede mod Aiden med et brøl, vreden var tydelig i hans øjne. I løbet af ingen tid havde op til flere dawnbreakers overmandet Jake og holdt ham nede mod jorden. Han råbte frustreret op.

“CAIT!!!” Aiden tvang mine hænder om midt på ryggen og bandt dem sammen. Han gik over mod Jake og sendte mig et udfordrende blik.

“Så hold dog kæft!” Han sparkede Jake i hovedet, så hans næse brækkede og blodet fossede ud.

“Nej!” Jeg hev og sled i rebene. Det her kunne ikke passe! En soulhealer hev mig op i mit hår så jeg stod på mine knæ. Fletningen løsnede sig, og han tog hårdere fat i håret.

“Vi har det vi kom efter.” Han knipsede en enkelt gang, og hunteren slap Jeremiah. Han knurrede og gjorde klar til at angribe igen.

“Nej, lad være!” Ulven så på mig med triste øjne og han pev. “Det er ok! Pas på din familie, pas på Abigail!”

“Lad os komme afsted.” Aiden vendte sig uinteresseret med armene over kors. Jake havde nu også fået bundet hænderne sammen på ryggen og en soulhealer nærmede sig ham med en sprøjte! Nej! Følelsen af at de stak mig og den brændende fornemmelse af bedøvelsen der løb igennem mit blod bragte forfærdelige minder tilbage.

Jeg fornemmede at jeg blev løftet op og slynget over en skulder da det langsomt sortnede for mine øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...