Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

1Likes
6Kommentarer
1999Visninger
AA

2. ~ 2 ~

Jeg gik ned af brandtrappen mens solen varmede mit ansigt. Det var stadig meget tidlig morgen, og byen var ikke helt vågnet endnu. Som regel hoppede jeg fra tag til tag, men i dagslys var det ikke en specielt god idé.

Der havde været nok episoder som havde resulteret i at fiktionen og bøgerne omkring vampyre havde bredt sig fra land til land. Ingen af os havde brug for at der kom flere til, eller at de fandt ud af at vi faktisk eksisterede.. Eller - nu var vi jo sådan set ikke vampyre, men de ville ikke kunne se os som andet. De ville aldrig forstå.

Jeg sukkede igen irriteret da jeg kom i tanke om plakaten fra Twilight. Hvis de kendte til vores eksistens havde fiktionen sikkert taget en noget uventet drejning allerede tilbage fra Bram Stokers bog.

Som dawnbreakers var vi inddelt i mange grupper verden over, og i de forskellige grupper var der mindre hold. De førstefødte, matriakerne, ledede disse grupper.

Jennifer og jeg havde listet os ind i et af de hemmelige biblioteker for omkring 70 år siden og havde læst i et af de ældste skrifter. Dem der fortæller om vores skabelse - eller mangel på samme.

Der stod skrevet at vores skabere vendte tilbage da matriakerne så dagens lys, og lærte dem om vores formål. De blev så åbenbart hængende indtil det næste kuld begyndte at dukke frem fra isen. Det var noget af en kold fornøjelse hvis du spørger mig.

Men i hvert fald, skaberne hjalp dem med hvordan de nyfødte skulle inddeles. Hunters, ufattelige styrke og vilje. Soulhealers, telepatiske kræfter, adræthed og umenneskelig styrke (dog ikke noget der kunne måle sig med en hunter) Og elathians, tankelæsere og telepatiske kræfter.

Fælles for os alle var at vi var skabt til at ligne mennesker, så forskellige som de nu kommer. Den eneste forskel der kunne ses var vores isblå øjne. Vores formål? At redde menneskeheden fra dem selv. Og så tog skaberne ellers afsted igen. Siden da har ingen dawnbreaker hørt eller set noget til nogen form for skaber.

Jeg gik fordybet i mine egne tanker ned af gaden imellem menneskene, konstant med en føler ude for at opfange en modtagelig. Ikke at der var tid til at rense en nu, og slet ikke i dagslys, men jeg kunne være heldig at opfange et minde, eller en tanke. De her mennesker fascinerede mig! Jeg var dog alene om den fascination, og var tit kommet i problemer på grund af den.

Flere gange end jeg kan tælle på 2 hænder var jeg blevet straffet for være kommet for tæt på. Tage steder hen der var forbudt for os. Eksempelvist den føromtalte biograf! Jeg kunne blive helt høj af at sidde gemt oppe under loftet og fornemme den skiftende stemning og alle de følelser der var i lokalet. Ja og så se filmene.

Jeg blev pludselig forstyrret af en stemme i mit hovedet.

Er du der? Jeg rullede øjne af den dybe stemme. Den eneste ting jeg virkelig, VIRKELIG hadede ved at være en soulhealer var aldrig at have en eneste tanke for mig selv. Alle soulhealers kunne nå hinandens tanker telepatisk og kommunikere på den måde. Eller... Ja, man KUNNE, siden det ikke var socialt accepteret at gøre det uden tilladelse eller ofte. Den uskrevne regel var at det kun skulle benyttes til korte beskeder, eller på en fælles opgave.

Damien kunne dog ikke være mere ligeglad med uskrevne regler, og social anstændighed, og han nød at invadere mit sind. Men sådan er storebrødre vel?

DAMIEN! Skældte jeg med en tanke. - Du VED hvordan jeg har det med det der. Hvad er der nu?!

Hey er det en måde at tale til sin bror på?? Hans stemme dryppede af såret sarkasme.

Ashley har indkaldt til et møde. Hans stemme var neutral, næsten kold. Ashley var matriarken der førte vores gruppe. Vi var 30 i alt i gruppen, 10 fra hver gren, og så Ashley til at styre os. Jeg kendte ingen der ejede den der helt særlige form for vanvid som hun besad.

Med en dyb vejrtrækning gemte jeg kort mit ansigt i min ene hånd mens jeg overvejede om jeg kunne slippe afsted med ikke at møde op. Med en rysten på hovedet vendte jeg om på hælen og gik i den modsatte retning.

Jeg er på vej....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...