Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

2Likes
6Kommentarer
2326Visninger
AA

19. ~ 19 ~

August, Alaska, Denali

Jeg vågnede ved at Jake lå mellem mine ben med sit hovedet hvilende på min mave. Hans hår stod ud til alle sider og han snorkede højt - Nok det der havde vækket mig. Fuglene sang udenfor hytten og solen var lige stået op. Det måtte være først på dagen.

Mine fingre gled ind mellem hans krøller og hev let i dem. Han gryntede lavt som svar.

"Godmorgen."

"Mmh."

"Det er morgen."

"Nej...."

"Jo, solen skinner. Det er en dejlig dag." Jeg prøvede at sætte mig op men han lagde sine arme omkring mig så jeg ikke nåede langt.

"Du bliver her." Han trak mig længere ned så jeg lå lige under ham.

"Fik du ikke nok i går?" Han tog blidt fat om mine håndled og holdt dem fast over mit hovede mens han kørte sit skridt mod mit.

"Jeg får aldrig nok af dig." Han kyssede sultent mine læber og fortsatte fra hvor vi slap i nat.

~*~

Livet de sidste 4 måneder havde været.. ubeskriveligt! Jeg husker tilbage på hvordan Jennifer havde prøvet at forklare mig hvad hun følte da hun mødte Drew - At der var et eller andet der slog klik inde i hende, og hendes hjerte for alvor begyndte at slå. Dengang havde jeg grinet af hende, men når jeg tænker på hvordan jeg havde det første gang jeg mødte Jake, på trods af omstændighederne, kunne jeg lave mange paralleller (omend jeg ikke vil indse det dengang).

Der gik en måned før jeg ikke gik rundt og var et nervevrag hver gang han var ude og jage alene. Indtil da var jeg stadig rædselsslagen for at de havde sat efter os - at de vidste præcis hvor vi var. Men efter den måned begyndte jeg at slappe af - tage en dag af gangen som Jake havde prøvet at lære mig, nyde det vi har, mens vi har det!

Efter vores første nat i hytten havde vi ikke kunnet holde fingrene fra hinanden. Vi havde nærmest overfaldet hinanden i en mosset lysning da vi var blevet forstyrret af en sort ulv - mildest talt meget pinligt!

Jeremiah havde dog opsøgt os nogle timer senere for at sige undskyld - hvilket vi mente var unødvendigt. Vi havde ikke skænket det en tanke at vi ikke var de eneste i skoven. Vi var selvfølgelig også undskyldt eftersom vi ikke havde mødt eller var blevet opsøgt af flere ulve efter vores første møde med Alphaen. Vi havde tilbudt ham at blive siddende og snakke med os. Han var en meget nysgerrig ung mand, og han kom hyppigere som tiden gik, for at lære nye ting om verden udenfor, og mit folk.

Det i sig selv åbnede op for at vi efterhånden blev tilbudt et besøg i dalen - der hvor de holdte til. Jeg troede ikke på Jeremiah da han fortalte os om stedet.

Man skulle igennem en tunnel i bjerget - Vi gjorde begge store øjne da vi kom ud på den anden side. Der var en lomme mellem bjergene, løvtræer voksede højt og der lå træhuse overalt. I bunden af dalen lå en sø, som var forbundet med en masse små åer der stammede fra sneet på bjergene.

Der var nu gået en måned siden besøget. De forklarede at det kun var mændene som kunne forvandle sig til ulve - kvinderne havde kun deres menneskeskikkelse uanset om de var fuldblods eller hentet udefra. Det sidste behøvede en forklaring og Jeremiah havde siddet og masseret sin nakke med den ene hånd med et undskyldende smil.

"Som mand er det vores vigtigste opgave at finde en mage - vores udkårne, for at videreføre slægten. Det ligger meget dybt i vores instinkter, så dybt at det er svært for os at styre vores ulv før vi har fundet hende. Det kan være en i flokken eller et menneske - det er ikke noget vi selv har kontrol over. Forestil dig at du en dag bliver opsøgt af en mand - han elsker dig allerede som om i havde kendt hinanden altid - og han vil have dig med til denne dal. Ville du gå med?"

"Selvfølgelig ikke" sagde jeg uden tøven.

"Præcis. Derfor bliver de kidnappet..." Jeg stirrede mundlam på ham.

"Hvad?!" Han nikkede for at give mig ret.

"Inden i spørger - nej jeg har ikke fundet min endnu. Jeg ved at hun er derude, og jeg venter på den dag hvor hun er tæt nok på til at jeg kan høre kaldet." Det lød meget romantisk - hvis det ikke var for hele kidnapnings-delen.

Jake og jeg kiggede nervøst på hinanden. "Men, det er jo forkert?" Han nikkede til Jake's spørgsmål.

"Det ved jeg. Det ved vi. Forestil dig så at Cait og dig blev adskilt. Hun ville ikke ane hvem du var eller elske dig. Ville du ikke gøre alt i din magt for at få hende til at elske dig igen?" Jake kiggede hurtigt over på mig med smerte i blikket.

"Jo..." Mit svar på spørgsmålet ville ha' været det samme. Ikke at vi havde sagt de 3 små ord til hinanden.. Endnu.

"Vi gør alt hvad vi kan for at gøre det så behageligt for kvinderne. Stort set alle går igennem en tilvænningsfase - benægtelse, vrede, savn til hjemmet. Men hver og én finder ro og kærlighed i deres nye tilværelse før eller siden. Det gjorde min mor i hvert fald. Hende havde min far godt nok sit hyr med" Han grinede lidt for sig selv.

Vi havde ikke spurgt mere ind til det. Deres kultur var så anderledes fra vores, både mennesker og dawnbreakers - og hvem bestemte at vores var den "rigtige"?

Efter vi endelig var kommet ud af sengen var Jake taget afsted. Han ville ikke fortælle hvor han skulle hen. Jeg brød mig ikke om det hemmelighedskræmmeri, men han havde nægtet at fortælle mig noget, og han var blevet god til at tømme sit sind efterhånden så jeg heller ikke kunne finde svaret dér.

Jeg var taget ned til floden for at hente drikkevand. Sommeren var snart over, og vi skulle til at forberede os på vinteren. Det betød indsamling af mad der kunne tørres - bær osv, samt saltning af kød og tørring af fisk så det kunne holde sig. Det var et kæmpe arbejde der lå forude. Ikke kun anede jeg ikke hvordan vi skulle bære os ad med det - det var Jake der havde styr på det - men der var så mange ting der skulle gøres, at det lige nu virkede lidt uoverskueligt.

"Hey!" Jeremiah kom gående imod mig inde fra skoven. Hans smil nåede næsten op til begge øre.

"Hej - hvad så?" Han stoppede godt 1 meter fra mig med hænderne i lommerne og så sig omkring.

"Ikke så meget.. Hvor er Jake?" Jeg løftede spanden og gik mod stien tilbage til hytten.

"Han smuttede for nogle timer siden. Hvad da?" Han trak på skuldrene og gik op ved siden af mig.

"Ikke for noget." Det var meget tydeligt at han var lige på nippet til at fortælle mig et eller andet, men holdte sig i skindet. Jeg så på ham med et løftet bryn.

"Spyt ud."

"Niks" Han smilede nu endnu mere og foldede sine hænder bag nakken med armene løftet. "- Desuden finder du selv ud af det tidsnok."

Han fulgtes med mig hjem hvor vi snakkede om løst og fast. Han fik pludseligt et alvorligt ansigtsudtryk og så sig vildt omkring.

"Vi ses senere - jeg bliver nødt til at løbe!" Han vippede sin jakke af og gav den til mig.

"Hvad nu?!" Han smilede stort med et glimt i øjet.

"Hun er her!" Forvandlingen gik i gang og ikke lang tid efter stod den sorte ulv foran mig. Den slikkede mig glad i hovedet.

"Stik nu bare af med dig!" Jeg kløede ham bag øret, han bjæffede som svar og satte i løb mod syd. Jeg kunne ikke lade være med at ha' ondt af pigebarnet. Om lidt ville hun blive taget væk fra alt det hun kender og holder af - hvis han da i det hele taget ville tage hende med i dag.

Jeg gik det sidste stykke mod hytten og stoppede brat op da jeg så den sti af blomster der førte væk derfra. Jeg satte stille spanden og jakken fra mig - hvad var det her? Med bankende hjerte fulgte jeg stien og endte i en lysning. Jake kom gående fra den anden side og mødte mig midt på.

"Har du..?" Han nikkede inden jeg talte færdig. Han var tydeligvis nervøs.

"Cait..." Han tog mine hænder og lukkede sine øjne et kort øjeblik. "Du har ændret mit liv så markant at alt fra før jeg mødte dig ikke har nogen betydning mere. Der er kun dig, og der vil altid kun være dig." Han gik ned på et knæ og jeg så spørgende på ham. Han rakte om i sin baglomme og tog en lille pose frem.

"Jeg elsker dig. Vil du være min udkårne?" Han hev en ring ud af posen - jeg genkendte designet med det samme. Den var magen til dem der blev skabt til kvinderne blandt ulvene når de blev viet. Jeg sank ned på knæ foran ham. Jeg var fuldstændig mundlam.

Han vendte min højre hånd om med håndryggen op og satte ringen på min finger. Den forestillede en masse tråde der var viklet rundt og rundt og i samlingen var der sat en rød sten. Håndværket var ubeskriveligt smukt.

"Jeg fik Jeremiahs far til at lave den - ikke før jeg havde fået det godkendt af Alphaen dog. Det er åbenbart ikke så ligetil." Jeg så fra den og op på ham.

"Vi er blevet tilbudt at holde vielsen i dalen. Hvis altså... Du vil?" Hvordan kunne han i det hele taget spørge?! Jeg kærtegnede hans kind for at få ham til at se op og i mine øjne.

"Jake - Jeg har været din lige siden vi mødte hinanden. Hvordan kan jeg ikke sige ja?!" Han trak mig ind til sig og kyssede mig blidt. Fuglene sang omkring os og duften fra blomsterne var tæt på at være overvældende. 

Lige nu var livet perfekt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...