Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

2Likes
6Kommentarer
2343Visninger
AA

18. ~ 18 ~

Det tog os lige omkring en uge at få gjort hytten så meget i stand at det var til at opholde sig i den uden fare for at den braste sammen. Jake stod i bar overkrop på taget og fik sat de sidste brædder på plads mens jeg stod og så til med ærmerne smøget op. Det lignede rent faktisk et lille hjem efterhånden. Han rejste sig og hoppede ned fra taget og stillede sig ved siden af mig for at se det an. 

 

"Det er jeg da sluppet heldigt fra?" Jeg gav ham ret med et nik og et smil. Han hev mig ind i sin favn og duftede til mit hår. 

 

"Vi må hellere få tjekket fælderne." Han hvilede sin hage ovenpå mit hovedet mens han fortsat omfavnede mig. 

 

"Altid noget at lave." Sagde han med et suk og kyssede mig på panden. Vi var nu begge godt tilfredse med at have noget for hånden det meste af dagen - så det var sagt mere i sjov end fordi han var træt af det. 

 

Vi gik hånd i hånd gennem skoven, og tjekkede de forskellige små fælder der var sat op for at fange smådyr såsom kaniner. Pludselig stod den foran os. Ingen af os havde ænset eller fornemmet dens tilstedeværelse før nu. 

 

En kæmpe ulv, med mørkebrun pels nedstirrede os med hovedet på skrå. Vi var begge naglet til stedet og afventede dens næste træk. 

 

"Vent! Vi er ikke jeres fjender. Vi ønsker ikke at skade jer, men er bare ude efter et lille sted hvor vi kan være i fred." Jake talte med høj klar stemme til ulven og jeg stirrede forbløffet på ham. Vi anede ikke hvad det var for et væsen vi talte til, han kunne faktisk risikere at ødelægge det hele! 

 

Ulven bjæffede en enkelt gang og satte sig ned. Den begyndte at hyle og vride sig i smerte og lyden af knogler der brækkede var øredøvende. Forvandlingen den gik igennem fra ulv til menneske var skræmmende og på samme tid fascinerende at overvære. Der hvor ulven før havde siddet stod nu en høj mand med mørkebrunt hår og ravgule øjne. 

 

"Hvem er i?" Han kiggede på os med armene over kors. "- I er i hvert fald ikke mennesker. Måske dig." Han kiggede på Jake. "Men du.. Du er anderledes." Han studerede mig med smalle øjne.

 

"Jeg hedder Cait. Jeg er en dawnbreaker." Han løftede uimponeret øjenbrynet. 

 

"Og hvad er det?" 

 

"Den tætteste og hurtigste beskrivelse jeg kan komme på..." Jeg sukkede dybt indvendigt og skældte irriteret på mig selv. Ville jeg virkelig sammenligne os med dem?! "- er vampyrer." 

 

"Aha." Han virkede ikke til at tro på mig, men samtidig virkede han også ligeglad. "Og dig." Han så nu på Jake. 

 

"Jeg hedder Jake. Jeg var et menneske." Ulven trak let på smilebåndet. 

 

"Så hun bed dig eller hvad?" 

 

"Det er ikke sådan det fungerer!" Sagde både Jake og jeg i kor. Hvis det ikke var fordi at situationen var lidt tilspidset havde det været morsomt. Jeg tog en dyb indånding og fortsatte. 

 

"Vi er heroppe for at være i fred fra mit folk. Vi er udstødte og er i asyl." Ulvens blik blødte lidt op og han vendte rundt på vej væk fra os. 

 

"Nuvel. Vi vil holde øje med jer. Det mindste tegn på at i er til fare for mit folk - og jeg udrydder jer." Han transformerede sig til ulv igen, og hylede hvorefter han løb væk. 

 

Vi stod frosset til stedet i nogle minutter. Vores første møde med et af dem - allerede en uge efter vi var ankommet - og vi var sluppet levende fra det! Jeg trak vejret dybt og så derefter strengt over på Jake. 

 

"Hvad ville du ha' gjort hvis den havde angrebet os?" Han så forbløffet på mig - sandsynligvis over min hævede stemme.

 

"Det gjorde han jo ikke - og hvis han havde..." Jeg afbrød ham med et fnys og vendte rundt. 

 

"Den! Hvis den havde angrebet os mener du?! Vi bliver simpelthen nødt til at afstemme hvad vi gør i de her situationer!" Råbte jeg vredt efter ham og løb tilbage til hytten. Hvorfor var jeg så vred? Var det fordi han burde have talt med mig først i tankerne? - Når vi nu kunne var det dumt ikke at benytte det. Vi kunne være blevet slået ihjel! Vi kunne ha' mistet alt før det rigtig var begyndt! 

 

Jeg gik mig en lang tur for at tømme hovedet. Da jeg kom tilbage sad Jake udenfor hytten og stegte en kanin over bålet. 

 

"Hej." Jeg satte mig tungt ned ved siden af ham og trak knæene op under min hage. 

 

"Hej..." Han prikkede let til kødet for at tjekke om den var ved at være klar. 

 

"Undskyld... Jeg overreagerede og det er jeg ked af." Han skævede til mig over skulderen uden at svare. "Det er bare... Vi er endelig nået frem, vi er så meget i sikkerhed som vi kan være efter omstændighederne... Jeg er bare bange for at miste det hele. Jeg er bange for at miste dig." Det gik langsomt op for mig mens jeg talte. Frygten alene tog fast om mit hjerte og klemte til. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på det. Jeg havde været bange for at miste ham lige siden vi mødtes. 

 

"Det er ok." Han vendte sig og kærtegnede min kind. "Jeg er også bange for at miste dig, derfor vil jeg altid, altid, gøre alt i min magt for at du er i sikkerhed!" Han kyssede mig blidt på næsen og vendte tilbage til maden. 

 

~*~

 

Vi havde spist i stilhed og trukket ind i hytten da mørket faldt på. Det ville blive den første nat hvor vi kunne sove herinde, og jeg var nervøs af en eller anden grund. Jeg havde brugt dagen på at binde nogle af pelsene sammen med lædersnore så vi havde en pude hver, og lavet noget der mindede om en madras og en af de største pelse havde jeg gemt til at trække over os. Jake havde ikke haft mulighed for at se mit værk før nu. 

 

"Det ser jo ligefrem hyggeligt ud" Han hev trøjen over hovedet og så mig an med hænderne krydset foran sit bryst. 

 

"Du kan jo sove hvorend det skulle være, men jeg har godt nok savnet et ordentligt sted at sove." Jeg stod nervøst og vred mine fingre. Vi havde sovet sammen i snart 4 måneder, hvorfor var det her anderledes?

 

"Er du ok?" Han lagde mærke til min usikkerhed og lagde hænderne over mine. Jeg trak vejret dybt og prøvede at få ro på mig selv. Det her var åndssvagt. 

 

"Ja, det er bare..." Jeg skævede over mod sengen og tilbage op i hans øjne. Han så først lidt forvirret ud, men så gik det op for ham. 

 

"Du bestemmer - hele vejen igennem. Vi gør intet før du er klar til det, og hvis du aldrig bliver klar er det også ok." Jeg rystede på hovedet. 

 

"Jeg ér klar. Jeg er bare.. Usikker.? Jeg har længtes efter dig så længe.." Med rynkede bryn kiggede jeg ned på vores hænder. Jeg vendte mine håndflader op mod hans og nød berøringen. 

 

"Bare gør hvad du har lyst til. Slå hjernen fra." Jeg lukkede øjnene og slappede af, prøvede at gøre som han foreslog. Mine fingre vandrede kærtegnende op af hans arme. Hans hår rejste sig af de kuldegysninger han fik af min lette berøring. Med lette strøg fortsatte jeg over hans skuldre og ned af hans overkrop. Han stod fuldstændig stille med rank ryg, hans bryst hævede og sænkede sig ved hvert åndedrag.

 

Jeg stoppede da jeg nåede til kanten af hans bukser. Jeg åbnede øjnene, og han stod med sine lukkede, læberne let adskilte mens han afventede min næste berøring. Mine fingre fulgte kanten af hans bukser fra ryggen og om foran og han sukkede blidt. Hans reaktioner alene tændte mig voldsomt - hvor længe kunne jeg selv holde ud at "torturere" ham?

 

Jeg tog et skridt tilbage og så ham an. Tag tøjet af. Beordrede jeg ham til. Med et skævt smil gik han igang. Han åbnede langsomt sine bukser og sparkede dem derefter af. Han havde nu åbnet sine øjne, og det brændende blik han sendte truede med at smelte mig. 

 

Skal jeg fortsætte? Jeg kunne intet andet end at nikke til svar, min hals var helt tør. Han krængede sine boksershorts ud over bulen i dem og kastede dem i samme retning som bukserne. Han var mere end klar til mig. 

 

Din tur. Med underlæben imellem mine tænder hev jeg min trøje over hovedet og spejlede derefter hans trick med at åbne bukserne for derefter at sparke dem af. Alt tøjet. Mindede han mig om. Hans lave sexede stemme i mit hovedet startede et utal af fantasier! 

 

Jeg hev tank toppen over hovedet og trak langsomt mine trusser ned over mine hofter og slap dem så de faldt resten af vejen ned mod jorden. Jeg følte mig ikke nær så ugenert som ham helt nøgen, og holdte en arm foran mit bryst og en hånd foran mine krydsede lår. 

 

To skridt og han stod foran mig. "Du behøver ikke gemme dig for mig" Han tog blidt i mine håndled og flyttede dem fra det de skjulte. 

 

"Du er så smuk" Mumlede han og så ned af mig. Små blide kys blev plantet bag øret og jeg lænede mig ind mod ham med et suk. Mere. Bad jeg. 

 

Han adlød og kyssene blev mere insisterende. Mine fingre fandt automatisk ind i hans hår og rykkedede let i det for at føre hans læber op til mine igen. Det gjorde ondt så meget jeg havde lyst til ham! At mærke ham, undersøge hver centimeter af hans krop. 

 

Vores bare kroppe mod hinanden tændte en flamme mellem mine ben, hvordan havde jeg kunnet vente så længe?! Han gik stille baglæns uden at slippe mine læber og lagde sig ned oven på pelsene og trak mig med ned over sig.

 

Jeg er din...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...