Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

1Likes
6Kommentarer
1999Visninger
AA

17. ~ 17 ~

April, Alaska

 

Endelig! Efter 4 måneder havde vi krydset grænsen til Alaska. Med forårets ankomst var sneen smeltet og graderne var oppe på omkring de 10 - Føltes næsten som sommer for os, når man sammenligner med de minusgrader vi havde været udsat for hidtil. Pelsene var nu bundet sammen og vi skiftedes til at bære dem over skulderen. 

 

Trods alt var vi nået ud af Tomas' territorium i god tid, og var gået i en lang bue udenom den anden gruppe. Nu hvor vi var nået frem kunne vi trække vejret nemmere. Jeg ville dog gerne længere ind i landet, og op i bjergene, så langt væk fra alting vi kunne komme - og jeg kendte det perfekte sted. Der var en vis risiko ved det, men det var bedre end at være i nærheden af andre dawnbreakers. 

 

"Du vil stadig ikke fortælle mig hvor vi skal hen?" Jake gik lidt bag mig og smuttede sten over søen vi gik ved siden af. 

 

"Niks, du finder ud af det tids nok. Hvis du bare følger efter mig vil det være fint." Jeg kiggede mig over skulderen og hans blik gled nedefra og op. Jeg sendte ham små øjne med et smil. 

 

"Mine øjne er heroppe." Han grinede højt bag mig og kastede en stor sten ud i søen. 

 

"Er det rigtig? Det havde jeg ikke opdaget." Jeg rullede øjne af hans sarkasme, men smilede alligevel.. Tosse.

 

"Tror du vandet er koldt?" Spurgte han retorisk eftersom han satte sig ned ved kanten af søen og stak en finger prøvende i vandet. 

 

"Nå?" Der var ingen vind og solen stod højt på himlen, som gjorde at vejret føltes varmere end det reelt var. Uden at svare rejste han sig og begyndte at tage tøjet af. Havde han tænkt sig at gøre det jeg troede? 

 

"Mener du det der?" Jeg begyndte at gå over mod ham. 

 

"Hvorfor ikke? Hvornår har du sidst vasket dig?" Forlegent måtte jeg indrømme for mig selv at det var noget tid siden. Ikke ligefrem 3 stjernede huler eller hytter vi havde mødt på vores rejse.

 

"Er det ikke for koldt?" Jeg skulle lige til selv at sætte mig ned for at mærke vandet da han blidt tog fat i min arm og fik mig op at stå igen. Han skubbede tasken af mine skuldre og derefter min jakke. Han stod kun i boksershorts med gåsehud overalt på grund af kulden. Synet af ham tog vejret fra mig. 

 

"Ikke hvis man bevæger sig." Han lænede sig ned og kyssede mig blidt. I næste nu tog han fat i min arm og hoppede ud i søen med mig efter. 

 

Jeg skreg og hvinede da jeg kom op til overfladen igen. "FUCK Jake! DET ER KOLDT!!" Jake grinede højt mens han tog nogle svømmetag rundt om mig. 

 

"Din idiot! Jeg er jo gennemblødt!" Han grinede nu bare endnu højere og svømmede over mod hvor jeg trådte vande. 

 

"Var du kommet med i hvis jeg havde bedt dig om at tage tøj af?" 

 

"Jeg var ikke kommet med i uanset hvad!" Jeg var i et stadie mellem pisse sur over at han havde kastet mig i, og underholdt. Den uforudsigelighed der var med ham, var det der i bund og grund gjorde ham så spændende. 

 

Jeg kravlede op af søen igen og stod og rystede. Han svømmede frem og tilbage og dykkede engang imellem. Jeg vidste at jeg var nødt til at få tøjet af og hængt det på et træ i nærheden så det kunne tørre. Da jeg havde hængt det sidste stykke op og stod tilbage i en tank top og trusser vendte jeg mig om for at gå tilbage til søen. Jake stod lige foran mig, vand dryppende fra sit hår og med et brændende blik der naglede mig til stedet. Han lagde sine hænder på min hofte og trak mig ind til sig. 

 

"Uh, du er kold."

 

"Så varm mig." Hans læber var på min hals, dér hvor nakken møder kravebenet, og han lavede et spor af kys op til mit øre. Jeg sukkede let og slappede af ind mod ham. 

 

"Du er dejlig." Mumlede han ned i min hals. Det var han også, men skulle det være lige her og nu? Vi havde kysset siden den aften i snestormen, men ikke mere end det. I hvert fald ikke indtil videre. Jeg længtes efter at mærke mere af ham, føle hvordan sex kunne være godt. Men på kanten af en sø? 

 

Jeg frigjorde mig selv blidt fra hans hænder, og vendte mig om og gik mod søen. De sidste par meter løb jeg, og hoppede i med et yndefuldt dyk. 

 

Vandet var ikke nær så koldt som før, og jo mere jeg bevægede mig, jo varmere blev det - som han havde lovet tidligere. Der gik ikke længe før Jake hoppede i igen, og vi svømmede rundt og sprøjtede vand efter hinanden. 

 

Han fik mig til at føle mig i live. Løssluppen, glad. Lykkelig? Vi havde nok badet i en halv times tid da vi blev enige om at komme op og videre. Mit tøj var stadig meget vådt, så Jake gav mig sin t-shirt - eftersom det var hans skyld mit var vådt - og så havde jeg min jakke om hoften så jeg havde lidt stof om benene. Mit tøj hang jeg fast i min taske forskellige steder så det kunne tørre under gåturen. 

 

"Vil du ha' et af pelsene omkring?" Han havde fat i bunken og så spørgende på mig. 

 

"Nej det er fint. Lad os komme videre, der er nogle dages rejsen endnu." 

 

~*~

 

Vi havde fulgt bjergkæden og var nået til Denali national parken. 

 

"Vi skal så dybt ind i skoven vi kan komme. Lige på kanten af bjerget." Den sidste del af rejsen havde taget os yderligere en uge. 

 

"Hvad er der dér?" Vi gik af en skovsti til lyden af fuglenes kvidren. Der var meget idyllisk her, og langt væk fra alting. 

 

"Først og fremmest, fred.." Jeg løftede rygsækken lidt så den kom til at sidde bedre på min ryg. Jeg var konstant på vagt. 

 

"Og dernæst?" Jeg sukkede dybt. Jeg brød mig ikke om at tale om dem, men det var en risiko vi begge stod overfor fremover. 

 

"Varulve." Jake stoppede helt op bag mig.

 

"Findes de??" Jeg trak på skuldrene. 

 

"Når vi findes er det vel ikke så svært at tro at de også gør." Han gik op på siden af mig og vi fortsatte side om side. 

 

"For omkring 700 år siden var der et hold dawnbreakers der rejste jorden rundt, for at få klargjort hvor der var behov for grupper. Mens de var her oplevede de ulvene på afstand. De kunne nemt forveksles med almindelige ulve hvis det ikke var fordi disse var noget større - næsten 1½ meter fra jord til hoved. De elathians der rejste med fornemmede hurtigt at det ikke var almindelige dyr - der var en intelligens der gjorde at holdet valgte at trække sig tilbage. Vi kender meget lidt til dem, og er derfor nødt til at antage at de er meget farlige." Jeg trak vejret dybt og smed en føler ud.

 

"Min plan er at vi slår os ned så tæt på dem vi kan tillade os. På den måde kan vi være næsten sikker på at ingen dawnbreakers ville kunne finde os. Ingen med hovedet skruet ordentligt på ville nogensinde bevæge sig så tæt på."

 

"Bortset fra os." Jeg nikkede og sendte ham et forsigtigt smil. Vi var næsten fremme. 

 

Da mørket faldt på var vi nået så langt ind i skoven at vi faktisk var nødt til at gå lidt tilbage igen. Jeg havde fornemmet nogle enkelte ulve med mine følere, som betød at vi var for tæt på - jeg var ikke interesseret i at de skulle finde ud af at vi var her. Det kunne nok ikke undgås for evigt, men der var ingen grund til at invitere dem heller. 

 

"Hvad er det derover?" Jake pegede over mod højre og noget der godt kunne ligne en hytte lå gemt bag træerne. 

 

"Lad os se på det." Det var rigtig nok en efterladt hytte. Den var noget faldefærdig, og taget var faldet sammen flere steder. Vi åbnede døren langsomt og væggene knagede i protest.

 

"Det er nok ikke sikkert at overnatte derinde endnu, men med lidt kærlighed kan det blive et fint sted." Jake lod sin hånd glide prøvende hen over bjælkerne væggene bestod af. Jeg foldede pelsene ud på jorden op af hytten mens han var ude for at samle brænde ind til et bål. Vi var langt nok væk fra ulvene til at det var sikkert. 

 

Den knirkende, knitrende lyd og flammerne var beroligende. Jake sad op af hytten og jeg imellem hans ben og lænede mig op af hans bryst. 

 

"Er vi fremme nu?" Hans stemme var lav mens han sænkede hovedet mod mit. 

 

"Det tror jeg..." Jeg kunne mærke at han smilede og kyssede mig på toppen af hovedet.

 

"Dig og mig. Lige her midt i ingenting, resten af livet." Jeg drejede hovedet og så op på ham. Tanken var beroligende og efterlod en varm følelse i mit bryst. 

 

"Altid." 

 

*

 

"Der er ingen der har meldt tilbage?" Ashley gik utålmodigt frem og tilbage. Hun stoppede op og så arrigt på Samuel. 

 

"Nej. Hverken fra nogle af vores hold eller andre grupper." Hun trak vejret dybt og så sig irriteret omkring. Hvis hun havde vidst at profetien i sidste ende havde handlet om Cait og det menneske havde hun henrettet hende for længst. De måtte finde dem hurtigst muligt og få dem bragt tilbage inden den ville ske fyldest. Hun var frustreret, rasende og værst af alt bange. 

 

En banken på døren fik hende til at se op. "Kom ind." Dørene blev åbnet og Aiden gik ind. Han stillede sig i midten af rummet med hænderne foldet løst bag sig og kiggede frem for sig. 

 

"Primus er vendt tilbage. Ingen tegn af dem indenfor landets grænser." Han bekræftede det som Samuel allerede havde fortalt. Hun havde altid holdt af latin, og det havde virket naturligt at kalde det største og bedste hold for primus - latin for først. 

 

"Lad os være alene." Hun stirrede på Aiden og der gik lidt tid før det gik op for Samuel at det var ham hun talte til. Med en let hosten tog han et skridt baglæns og vendte sig for at gå. 

 

"Du var sammen med hende på opgaven, korrekt?" Hun gik over mod ham med hænderne foldet foran sig. 

 

"Ja." 

 

"Skete der noget unormalt? Gjorde Cait noget der var ukarakteristisk for hende?" Han løftede et øjenbryn og så ned på hende. 

 

"Som at flå en mand i stykker?" 

 

"Ville enhver ikke gøre det med det de udsatte hende for?" Han trak på skuldrene af hendes spørgsmål. 

 

"Det jeg synes der var mere interessant var da lederen fortalte hende at de var blevet advaret af en af os." Hendes ansigt afslørede intet, men indvendig var hun overrasket. 

 

"Troede du på ham?" Han trådte udfordrende et skridt tættere på hende. 

 

"Hvad ville det betyde hvis jeg gjorde?" Hun sank en enkelt gang. Det var højst upassende for ham at stå så tæt på! Hun var matriarken, deres leder! Hun krævede respekt!

 

"At du tror på pure opspind. At du vægtede opdigtede historier fra et menneske højere end ordene fra din matriark!" Hun var rasende og havde hævet stemmen. Hun nedstirrede ham og vendte sig rundt. Samtalen var slut. 

 

Det var gået så hurtigt at hun ikke havde registreret det. Aiden havde løftet hende og i næste nu stod de på hendes værelse - hendes personlige gemakker! 

 

"Hvor vover du?!" Hun skulle til at stikke ham en lussing men han fangede hendes hånd midt i luften og skubbede hende op mod væggen. 

 

"I så mange århundreder har du været utilnærmelig." Han gned sin næse op af hendes hals og hun klynkede i protest. "Åh min dronning. Jeg har magten til at ødelægge dig. Du sendte din bedste hunter, dit bedste hold efter det afskum, og så troede du at jeg ikke ville opdage hvad du har gjort? At jeg ikke ville gemme hvert enkelt bevis på dit forræderi" Han skubbede hendes fødder fra hinanden med sin ene fod og løftede hende med nemhed op så han naglede hende til muren med hendes ben omkring hans hofte. 

 

"Jeg vil beskytte dig. Jeg vil tie, hvis du blot vil give mig det jeg har hungret efter så længe." 

 

"Slip mig!" Han lænede sig lidt bagud og så udfordrende på hende. 

 

"Hvad er vigtigst for dig Ashley? Dit "rige", at beholde din stilling og magt? Eller vil du hellere ende på bålet som Elizabeth." Hun skreg vredt og vred sig i hans favntag. Hvor vovede han at tage hendes navn i sin mund?! Han holdte brutalt sin frie hånd over hendes mund for at tie på hende. 

 

"Sshhh.." Hans ansigt var så tæt på hendes, kun hans hånd imellem dem. 

 

"Hvad er din beslutning?" Hendes hjerte hamrede afsted og hun vejede for og imod i sit hovedet. Hun nikkede kort for at lade ham vide at hun var klar til at tale. Han flyttede hånden så hendes mund atter var fri.

 

"Min krop er din, men intet andet." 

 

"Som du vil." Han flåede hendes kjole af og tog hende op af væggen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...