Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

2Likes
6Kommentarer
2312Visninger
AA

16. ~ 16 ~

Februar, Canada, Manitoba

 

Efter 3 uger var det svært ikke at blive noget mismodig - vi var langt fra halvvejs mod det endelig mål: Alaska. Vi nærmede os en af de første grupper og var nødt til at være mere varsomme.

 

“De er omkring 50 km fra os. Hvis de har nogle stærke elathians i deres gruppe vil de fornemme og opsøge os. Det er meget unormalt for en dawnbreaker at være så langt nordpå.”

 

“Da der ikke er så mange mennesker?”

 

“Lige præcis.” Bekræftede jeg med et nik. Hvis det ikke havde været nødvendigt havde vi aldrig bevæget os så langt nordpå. Det var pisse koldt. Og Alaska ville blive værre endnu, i hvert fald i vinterperioden. Og hvad håbede jeg egentligt på når vi så endelig nåede frem? Jeg ved godt hvad jeg efterhånden længtes efter, og det blev tydeligere jo mere tid vi tilbragte sammen.

 

Jakes varme og smil var smittende, han fik mig ofte til at grine med den ene joke efter den anden. Mange havde jeg hørt før, men han fortalte dem med så meget entusiasme at det var som om at jeg hørte dem for første gang igen. Vi lå fortsat sammen om natten for at holde varmen, og det at ligge så tæt var ved at drive mig til vanvid. Jeg kunne slet ikke forstå det behov der pludselig var opstået i mig!

 

Vi havde bevæget os nordpå og fulgte foden af bjergkæden på vej mod Northwest Territories. Kulden og sneen blev kun værre og siden natten i hytten havde heldet forladt os. Vi havde af flere omgange været nødt til at lave en bivuak, og en enkelt nat havde vi fundet en efterladt hule. Vi havde gemt pelsene fra de få dyr vi havde jaget for at få føde, og brugte dem til at have omkring os i løbet af dagen med reb omkring, og over os om natten.

 

For en gangs skyld var sneen stoppet med at falde og solen stod højt på himlen. Vi var gået i stå og kiggede ud over dalen der lå under os.

 

“Jeg har aldrig set noget så smukt” Dalen var ubeskrivelig. Sneen lå overalt, og med solen fremme så det hele næsten eventyr-agtigt ud.

 

“Heller ikke jeg.” Jeg behøvede ikke at dreje hovedet for at vide at han ikke så på dalen, men på mig. Mine kinder blev varme og jeg havde allermest lyst til at puffe til ham så han ville vælte ned af skrænten.

 

Med en let hosten fortsatte jeg ned af stien. Hans søde kommentare var begyndt at komme oftere, og jeg anede ikke hvordan jeg skulle svare. Jeg var en dawnbreaker og han et menneske - til trods for at hans udseende havde ændret sig, gjorde det ingen forskel. Bare tanken om at have noget der lignede et forhold til et menneske var mildest talt tabu. Jeg havde taget ham med for at være sikker på at han var i sikkerhed - det var jo det mindste jeg kunne gøre når han havde reddet mit liv. Men jo mere tid vi tilbragte sammen begyndte jeg at betvivle mig selv, om det nu også var dérfor.

 

Jeg kiggede mig over skulderen da jeg kunne høre at han satte farten op, og i næste nu løb han forbi mig. Han fortsatte i noget tid og løb ind mod skoven væk fra stien. Jeg fortsatte i mit eget rolige tempo, lettere forvirret over hvor pokker han nu skulle hen. Selv efter jeg var gået forbi det punkt hvor han var løbet ind i skoven kunne jeg ikke se ham.

 

“Jake?” Kaldte jeg. Var han blevet ked af at jeg ikke havde svaret på hans kommentar? Det havde jeg nu heller ikke gjort de andre gange, og der havde han ikke reageret sådan. Forvirret bed jeg i min underlæbe. Jeg kaldte på ham med jævne mellemrum, og følte mig lidt som en hundeejer (Dem havde jeg ofte set i skoven hvor vores hule lå på vej hjem fra en opgave.)

 

Der gik ikke længe før jeg blev bekymret. Hvor fanden var han henne?! Havde han glemt hvor tæt vi var på en gruppe!? Jeg blev revet ud af min tankestrøm da jeg blev ramt i nakken af noget koldt og vådt.

 

“Hvad..??” Jeg børstede sne af min nakke og stirrede forvirret på min hånd. Jeg nåede lige at kigge op og undgå den næste snebold der blev kastet imod mig.

 

“Hey!!” Jake grinede og løb ind imellem træerne igen. Fjollede menneske. Jeg rystede på hovedet, og ved at gøre det gled der noget smeltet sne ned af min nakke og ned på ryggen. Se dét var ubehageligt! Jeg lænede mig forover og tog selv en bunke sne og formede det til en bold. Han dukkede op nogle gange ud af ingenting og kylede en bold imod mig, som enten ramte mig på ryggen eller i brystet. De bolde jeg kastede tilbage ramte ingenting. Det var svært det her!

 

Vi havde bevæget os længere ned i dalen under denne sneboldkamp og til sidst stoppede jeg op i en lysning. Jeg lukkede øjnene og skærpede mine sanser. Jeg spidsede øre efter den mindste lyd der kunne afsløre ham.

 

Jeg hørte ham nogle meter bag mig, og jeg dukkede mig mens jeg vendte mig om og kylede bolden mod ham. Jeg ramte ham midt i brystet og han tabte balancen af overraskelse og faldt bagover. Jeg løb op til ham og satte mig overskrævs på ham og holdte hans hænder fast over hans hovede.

 

“Din idiot!” Han grinede af mig, og jeg kunne heller ikke lade være. Han slappede af under mig og alt omkring os forsvandt - sådan føltes det. Der var kun ham og jeg. Jeg lænede mig ned imod ham for endelig at mærke om de læber også føltes så bløde som jeg havde forestillet mig.

 

En hosten rev os begge tilbage til virkeligheden og vi var begge oppe på benene i løbet af ingen tid. I den anden ende af lysningen stod en person. En dawnbreaker, endda en matriark for at det ikke skulle være løgn. Både Jake og jeg stod parate til kamp.

 

“Der er ingen grund til det der.. bare ta’ det roligt.” Han stod og vinkede med sine håndflader ned mod jorden for at understøtte det han sagde. Jake så afventende på mig, og jeg nikkede en enkelt gang. Vores parader var langtfra sænkede, og vi stod klar hvis han skulle finde på noget. Dog som matriark, var det begrænset hvad han kunne gøre mod nogen af os. Min føler blev kastet ud men jeg fornemmede ikke andre end ham i nærheden. Hvordan var det i hele taget lykkes ham at snige sig så tæt på os?

 

“Du må være Cait.” Han smilede skævt af mit overraskede ansigtsudtryk. “- Ashley har allerede meldt ud i samtlige grupper at du skal fanges for enhver pris..” Han omtalte hende, og hele situationen med en ligegyldighed der fangede min interesse.

 

“Ja nok egentligt jer begge to - et fantastisk eksemplar. Har han altid været sådan?” Han undersøgte nu Jake fra top til tå, som gengældte med et olmt blik.

 

“Bare rolig, jeg siger ingenting. Jeg hedder Tomas. Jeg er matriarken der leder gruppen ikke langt herfra. For at være ærlig kunne jeg ikke være mere ligeglad med Ashley og alle hendes bøger - men jeg kan heller ikke holde jer skjult.” Jeg nikkede for at lade ham vide at jeg forstod.

 

“Så tilbage til spørgsmålet - har han altid været sådan?” Han kiggede igen over på Jake men afventede svar fra mig.

 

“Ehm.. Nej. Vi havde set hinanden i nogle timer over et par dage, og ændringen begyndte langsomt allerede der. Det er blevet tydeligere efter vi rejste fra New York.” Tomas nikkede med hånden omkring sin hage.

 

“Ja det eneste der afsløre ham er hans øjne. Interessant.” Jeg kunne mærke at Jake var meget anspændt.

 

Vi må væk - jeg stoler ikke på ham. Jeg kiggede kort op på ham, hans blik var konstant på Tomas.

 

Jeg er enig. Giv mig 2 minutter. Før jeg åbnede munden slog Tomas en latter op og klappede sine hænder sammen. “Og i kan kommunikere?? Det var da fantastisk.” Han var virkelig sær, lidt vanvittig-sær.

 

“Det var meget tydeligt at se på jer. Og jeg kan fornemme det. Muligt at jeg er en matriark, men er man opmærksom kan man lære med tiden.” Svarede han på vores uudtalte spørgsmål. Hans smil faldt og han krydsede armene foran sit bryst.

 

“I har 5 dage til at forlade mit territorium før jeg er tvunget til at sende mine hold efter jer. Hvor meget jeg end gerne ville lære jer begge at kende er det ikke en mulighed. Jeg kan kun ønske jer held og lykke.” Og med de ord drejede han rundt på hælen og gik ind i skoven igen. Vi så perplekst på hinanden til vi kom i tanke om hvad vi blev afbrudt fra. Jeg blev rød i hovedet, og begyndte at gå i den modsatte retning end Tomas.

 

“Vi har travlt. Det tager 4 dage at komme ud af deres territorium, så der er ingen tid at spilde.”

 

“Du føre an.” Han blinkede og sendte mig et flabet smil. Forbandede menneske.

 

Forbandede dawnbreaker. Grinede hans stemme kort efter i mit hovedet. Et øjebliks svaghed var alt hvad der skulle til før jeg havde sænket alle værn og næsten havde givet efter for mine længsler. Jeg skældte på mig selv. Vi løb nordpå resten af dagen i stilhed.

 

~*~

 

En voldsom snestorm havde overrasket os hen på aftenen og vi havde været nødt til at finde ly meget hurtigt. Kulden i sig selv var ikke problemet, det kunne vi sagtens holde til - men det var umuligt at se hvor vi gik hen, og chancen for at vi ville gå den forkerte vej var stor.

 

Frustrationen over ikke at kunne nå længere i dag lagde en voldsom dæmper på mit humør, da jeg vidste at vi så havde yderligere travlt i morgen. Der skulle ikke mange snestorme, eller andre uforudsete ting til før vi ville overskride vores deadline - og det ville kun bringe flere problemer.

 

Vi sad under et klippefremspring der gav lidt læ for stormen. Man kunne sikkert fornemme den sorte sky der hang over mit hovedet.

 

Tal til mig. Stormen larmede så meget at det havde været umuligt at snakke sammen normalt. Det var ellers sjældent vi brugte dén kommunikationsvej.

 

Jeg er irriteret. Jeg er træt. Mens jeg tænkte dukkede en anden grund op der fik mit humør til at falde yderligere. Og jeg savner mine venner… Jeg havde aldrig været så lang tid væk fra dem! Og lige nu sad jeg midt ude i ingenting, på flugt fra mit eget folk med et menneske der forvirrede mig mere for hver dag der gik.

 

Kom her. Han rakte armen frem og tilbød mig en plads ved hans side under hans pels. Han var varm, og trygheden han udstrålede fik min krop og sind til at slappe af. Jeg lænede mig op af ham og alle følelserne der havde rumsteret i mit hovedet lige siden New York boblede sammen og overvældede mig fuldstændig. Forløsende tåre trillede stille ned over mine kinder mens jeg rystede ind mod ham. Han strammede grebet omkring mig, og drejede let så han holdte mig ind mod hans bryst i stedet.

 

Jeg var træt af at græde, jeg var træt af frustrationen i mit hovedet og allermest var jeg træt af at føle mig forkert, at de ting jeg følte for Jake var forkert. Hvem bestemte egentligt om de var dét? Det gik op for mig at det gjorde jeg selv, og med den åbenbaring faldt stenene fra mine skuldre og jeg gav slip.

 

Mine arme rakte omkring hans krop og jeg holdte ham tæt ind til mig mens jeg langsomt faldt til ro. Jeg kiggede op og så ind i hans øjne. Han tørrede en tåre væk med bagsiden af sin hånd hvorefter han holdte håndfladen mod min kind. Jeg lænede mig ind imod den med lukkede øjne.

 

Jeg er færdig med at være bange, færdig med at følge andres regler. Jeg bestemmer selv hvad der er rigtigt og forkert. Jeg løftede mit ansigt og afventede få cm fra hans mens jeg scannede hans ansigt for at afsløre hvad han selv følte. Hans øjne var blanke og fokuserede kun på mine afventende læber. Han fugtede sine med tungen og lænede sig lidt nedad. Hans læber var ubeskriveligt bløde og varme mod mine, og det startede et helt vandfald af længsel i mig. Jeg satte mig overskrævs på ham uden at stoppe kysset og han viklede pelsene tættere omkring os. Det føltes, i mangel af bedre ord, perfekt. Jeg stoppede kysset og lænede mig bagud for bedre at kunne se ham.

 

“Var det ok? Gjorde jeg det rigtigt??”  Han grinede af spørgsmålet og hans tommelfinger gled hen over min underlæbe.

 

“Det ved jeg ikke, men lad mig prøve igen.” Jeg fnisede af ham da han hev mig tilbage i hans favn og han kyssede mig igen.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...