Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

1Likes
6Kommentarer
2018Visninger
AA

14. ~ 14 ~

Jeg åbnede døren til vores fælleslokale og gik stille ind. Damien sad i det ene hjørne i en lænestol med albuerne på hans knæ og hans hænder foldede foran hans mund. Han kiggede op ved lyden af mine skridt og hans blik blev trist ved synet af mig. Jeg satte mig i stolen ved siden af ham.

"Er du ok?" Han fnøs af spørgsmålet og lænede sig tilbage i stolen med hænderne i skødet.

"Det burde være mig der spurgte dig om det."

"Jeg er ikke ok, det ved vi. Uanset hvor mange gange i spørger vil det ikke ændre sig lige foreløbig. Så, hvad med dig?" Han kiggede ned på sine hænder og jeg lagde mit hovedet på skrå mens jeg afventede hans svar.

"Jeg har ikke sovet ordentligt i noget tid nu.. Ikke siden du blev taget den aften. Hver nat var vi ude og lede efter dig, lytte efter dig og vi hørte intet. Da du så endelig kom tilbage var jeg så lettet! Så lykkelig - du var i live! Indtil jeg rørte dig. Indtil jeg så hvad de havde udsat dig for. Dine skrig hjemsøger mig, og jeg føler mig mere magtesløs nu end mens du var væk. For hvordan kan jeg redde dig fra noget der allerede er sket?" Han pressede sine øjne i, mens han masserede det øverste af sin næseryg med 2 fingre.

"Før var jeg aldrig i tvivl om hvordan du havde det, for jeg kunne altid se det i dit sind. Og for hver dag der går tegner det mere og mere til at din tilstand er permanent, at du er afskåret. jeg føler at du har rejst nogle mure omkring dig selv som jeg ikke kan trænge igennem." Jeg vidste at han havde ret, jeg havde stadig ikke fortalt dem alt. Var det fordi jeg ikke stolede på dem? Nej, det var ikke tillid der manglede. Det var faktummet at det var så uhørt, direkte tabu at snakke med et menneske på den måde som jeg gjorde med Jake. Og jeg ville ikke kunne fortælle dem om ham uden at fortælle det hele.

Jeg rakte over og gav hans hånd et klem. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Det hele var bare noget rod. Han åbnede munden for at sige noget igen da vi blev forstyrret af Jennifer og Drew der kom ind i rummet.

"Vil du med ud i aften?" Drew begyndte at skifte over til hans sædvanlige tøj når vi var ude på en opgave. Jeg så skiftevis på hver af dem for uden ord at spørge om de syntes det var ok. Med ingen indvendinger rejste jeg mig.

"Altid."

~*~

Det var tydeligt at de passede mere på mig nu end før, og kunne jeg bebrejde dem? Damien og jeg arbejdede tæt sammen i løbet af natten, i modsætning til før hvor vi oftest arbejdede selvstændigt, især sidst på natten. Men jeg havde behov for hans evne til at kunne læse menneskene så vi kunne være sikker på at vi helede de rigtige. Min føler fortalte mig kun nogle overfladiske detaljer.

Turen havde været tiltrængt. Vi vendte tilbage til hulen tidlig morgen i godt humør. Alles smil faldt dog da vi nåede døren ind til vores lokaler. Der hang en rød konvolut - det betød indkaldelse til gruppemøde til middag når alle var oppe igen. Jennifer og jeg delte blikke og nikkede kort. I dag ville det gå løs.

Lydløst gik vi alle i seng. Jeg lå længe og vendte mig i sengen. Selvom jeg var udmattet kunne jeg ikke falde i søvn. Nervøsiteten kildede i mine håndflader. Hvad ville jeg i det hele taget gøre hvis jeg fik bekræftet at Samuel, eller endda Ashley der stod bag? Et kort øjeblik overvejede jeg at glemme det hele, men mindet om lederens ord fik mig til at stå fast. "Man kan slet ikke se noget på dig mere kan man? Ingen ar? I hvert fald ikke fysiske." Jeg måtte stille dem til ansvar for det de havde udsat for mig, det de havde udsat mit hold for! Når man arbejder så tæt sammen som vi gør vil sådan en oplevelse uomtvisteligt påvirke alle. Jeg lukkede øjnene i, og fremkaldte billedet af Jake der stod foran mig på taget dagen forinden. Mindet om hans duft og hans øjne fik mig til at falde til ro.

~*~

Efter den obligatoriske morgen the (for pokker jeg hader smagen af det stads) var vi på vej ned mod det store lokale hvor vi skulle mødes. Jeg knugede Jennifers hånd i min mens mit hjerte hamrede afsted. Damien og Drew vidste ikke hvad vi havde tænkt os, vi havde været nødt til at holde det så tæt som muligt for at undgå at Samuel ville finde ud af at der var noget i vejen. Vi var de første til at ankomme og satte os på stolene nærmest døren. I løbet af de næste 10 minutter blev pladserne langsomt fyldt op.

Det vil tage mig lidt tid, du bliver nødt til at være tålmodig. Jeg nikkede af hendes stemme i mit hovedet. Jeg tog en dyb vejrtrækning for at berolige mig selv. Døren åbnede igen og Ashley gik ind i lokalet efterfulgt af Samuel. Jeg skævede over mod Jennifer og kunne se at hun allerede arbejdede hårdt på at opbygge kræfterne nødvendige for at trænge ind i hans sind og maskere sig selv. Vi holdte i hånd under bordet og jeg lod mine kræfter glide over i hende.

Minutterne sneglede sig afsted mens Ashley snakkede med hver holdleder omkring resultaterne i de forskellige områder, samt evt problemer der måtte være. Jeg kunne mærke at mine håndflader blev svedige og klamme, hvis jeg kunne snakke med Jennifer telepatisk havde jeg skyndt på hende. Ikke at det havde hjulpet noget som helst, hun gjorde det så hurtigt hun kunne.

Ashleys fokus var i den anden ende af lokalet da jeg ud af øjenkrogen lagde mærke til at Jennifer gjorde store øjne og i løbet af få sekunder så jeg hvad hun så.

"Jeg ved at du har en video med dine mænd der bliver overfaldet. Hvad siger du til at vi laver en aftale?" Lederen stod og skiftede vægten fra det ene ben til det andet.

"Hvilken aftale?"

"I aften skal du bede dine mænd opholde sig i baren længere nede af gaden. På et tidspunkt vil der komme 2 kvinder ind med lyseblå øjne. Tag den med kort lyst hår - jeg er sikker på at du kan huske hende Michael. En strømpistol burde kunne uskadeliggøre hende i et kort stykke tid." Michael, lederen af banden, smilede ondskabsfuldt.

Mindet blev sløret og erstattet af et nyt.

"Er det ordnet?" Ashley lukkede bogen foran sig og vendte sig mod Samuel.

"Ja. Cait dør i aften." Hun nikkede med et sjældent smil på hendes læber.

"Fantastisk. Min plan kan endelig begynde."

En skarp smerte gik igennem mit hovedet og minderne om Jake fløj forbi mit indre blik. Jeg holdt hårdt fast om bordet til smerten var gået over. Der var blevet dødstille i lokalet og alles blikke var på mig.

Løb! FLYGT! Jennifers skrig i mit hovedet fik adrenalinen i gang, og før nogen kunne nå at reagerer var jeg ude af døren og løbet ned af gangen.

Samuel så ham..! Jake? Jeg kunne høre overraskelsen i hendes stemme. Jeg skældte mig selv ud selvom jeg på ingen måder kunne have forhindret minderne i at blive delt. Det var trods alt lykkes mig at holde ham skjult så længe.

Jeg løb ind på mit værelse og greb de mest nødvendige ting, smed dem i en rygsæk og spænede derefter ned af gangen så hurtigt mine ben kunne. Jeg ville ønske at jeg kunne svare Jennifer, at jeg kunne forklare hende det hele!

"Forræder! Cait må fanges! EFTER HENDE!" Ashleys stemme rungede i hulen, og jeg kunne høre hvordan flere løb ud af døren i den modsatte ende af gangen. Jeg havde ikke meget tid.

Jake?! JAKE?! Jeg løb hurtigt mod skoven for at søge ly under træerne. De var ikke langt bag mig, højst 2 minutter - der var ingen tid at spilde.

Jake for helvede! Hvor er du?? Jeg var begyndt at blive panisk. Hvis de fandt ham før mig... Mit blod frøs til is. Jeg smed min føler ud så langt den kunne nå for at lede efter ham. Da jeg kastede den bag mig registrerede jeg en hunter blot få sekunder før han nåede mig. Jeg bremsede hårdt op og vendte mig om for at løbe imod ham. Overraskelsen over mit hurtige skift i retning forvirrede ham kort, længe nok til at jeg kunne sparke fødderne væk under ham og brække hans ankel. Han var kendt som et af de hurtigste hunters i vores gruppe, dog langt fra den stærkeste.

"Undskyld." Jeg gav ham et trøstende smil og løb i en ny retning.

10 minutter senere fornemmede jeg at de begyndte at hale ind på mig. Jeg havde stadig intet hørt fra Jake og havde problemer med at finde ham. Der var 5 bag mig, og det tog mig ikke lang tid at registrere Aiden imellem dem. Det var et stort problem, ham ville jeg aldrig kunne klare.

En lyd bag mig fik mig til at kigge over skulderen, og da jeg vendte blikket tilbage igen stod Aiden foran mig. Jeg standsede brat op og afvejede situationen. De resterende ville snart være her.

"Jeg har ordre Cait, det er ikke personligt." Han lød næsten undskyldende, og hans ansigt var mere alvorligt end hvad det plejede.

"Det er ikke som du tror! Det var Ashley og Samuel som forrådte mig! Du hørte selv lederen dengang!" Han lagde sit hovedet på skrå med en forvirret mine. Fuck...

"En forræders ord! Du er kun ude på at redde dig eget skind!"  Et af soulhealerne fra Aidens hold havde nået os og stod nu med krydsede arme bag mig. Hans blik var hårdt og vredt.

Aiden lukkede øjnene kort, det var tydeligt at han var irriteret og utilpas over situationen. Nok var han en regelrytter til det maniske, men yndede ikke at gøre unødvendig skade på sit eget folk. "Lad os få det her overstået." Jeg knyttede mine næver og gjorde mig klar til deres angreb da en person kom løbende fra siden og med et brøl væltede Aiden og slog ham ud med en lige højre. Ingen af os havde fornemmet ham. 

"Jake?!" Jeg var målløs! Hvordan var det overhovedet muligt? Jeg brugte forvirringen til at overmande og brække armen på soulhealeren.

"Jeg kunne høre på din stemme at du var bange. Jeg var nødt til at komme!." Jeg åbnede munden og lukkede den igen. Vi havde ikke tid til at snakke nu!

"Kom! Vi er nødt til at flygte!" Jeg løb i forvejen og fornemmede at han var lige bag mig, og kunne følge med uden problemer.

Det føltes som om at jeg blev stærkere, og vi satte farten op. Der gik ikke lang tid før jeg ikke kunne fornemme vores forfølgere mere.

Vi fortsatte vores flugt nordpå, sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...