Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

1Likes
6Kommentarer
2054Visninger
AA

13. ~ 13 ~

Jeg gik roligt ned mod byen. Det ville gå løs ved det næste stormøde i gruppen og nervøsiteten i min krop var til at tage og føle på. Der var en reel risiko for at det kunne gå grueligt galt, ikke kun for mig, men for mit hold.

Vi havde aftalt at mødes i hulen igen senere, jeg havde brug for noget tid alene - eller det var hvad jeg sagde til hende. Sandheden var at jeg havde brug for Jake, at høre hans stemme og snakke med ham. Hvorfor vidste jeg ikke.

Det var midt på eftermiddagen og jeg fandt hurtigt frem til at han stadig var i den gamle industribygning ved hjælp af min føler.

Jeg gik ned af gangen og mod loungen. Hvad jeg kunne se ud fra indretningen havde han nærmest lavet det til et nyt hjem. Der var nu en dyne og en pude på sofaen, et mindre køleskab stod i det ene hjørne og der stod op til flere stearinlys på de forskellige borde og vindueskarme. Jeg lagde min føler ud igen og fornemmede at han var længere oppe.

Jeg gik op af trappen og ud på taget og gjorde store øjne. Vi havde ikke set hinanden i 2 dage men han så allerede meget anderledes ud. Han var lidt højere og var væsentligt mere muskuløs. Han havde ikke set mig da han tog tilløb for at hoppe over på det næste tag -  en længde jeg vidste intet menneske var i stand til. I min forbløffelse stod jeg bare og så til da han med nemhed nåede over.

Han fik først øje på mit da han vendte sig om for at løbe tilbage igen. Med et kækt smil hoppede han tilbage og løb op til hvor jeg stod.

"Hej." Han havde svedperler på sin pande.

"Hvordan.. Hvad er der sket?" Han trak på skuldrene.

"Jeg ved det ikke. Da jeg vågnede i går følte jeg mig anderledes, stærkere? Det er lidt svært for mig at forklare. Har du bidt mig eller hvad?" Han sagde det sidste med et smil i stemmen, men jeg fnøs alligevel.

"Det er ikke sådan det fungere. Vi er ikke vampyre." Han gik over mod en klapstol hvorfra han tog en hættetrøje som han tog på uden at lyne den.

"Jeg er stadig afskåret fra de andre. Jeg ved ikke hvad der sker. Jeg har aldrig hørt om at vi skulle være i stand til at dele vores kræfter i det hele taget, og slet ikke med et menneske, men det ser ud som om at det er hvad der sker her. Jeg ved det ikke Jake.. Det hele er sgu så forvirrende!" Med et frustreret grynt gik jeg over mod kanten af taget og satte mig der. Han satte sig ved siden af mig.

"Er du ok?" Han så lige ud for sig mens han afventede sit svar. Jeg vred nervøst mine hænder.

"Nej. Jeg er ikke ok, og jeg er ved at være træt af at alle spørger mig om det." Jeg stoppede min talestrøm og så kort over på ham. "Undskyld.." Jeg trak vejret dybt og fortsatte.

"Det var ikke en tilfældighed at din bande fik fat i mig. Jeg blev forrådt. Jeg har en plan for hvordan jeg finder frem til vedkommende, men der er en stor chance for at det kan gå grueligt galt. Jeg ved ikke om jeg kommer igen Jake." Jeg trak på skuldrene og stirrede på solen der begyndte at gå ned.

"Kan jeg gøre noget for at hjælpe?" Forbløffet kiggede jeg på ham. Hjælpe? Hvad var der med det her menneske? Et smil fandt vejen til mine læber mens jeg rystede på hovedet.

"Jake du har gjort mere end hvad jeg nogensinde havde forventet af noget menneske. Den bedste måde du kan hjælpe mig på er at flytte til en anden by hvis du ikke har set mig indenfor en uge. Hvis jeg bliver... Hvis jeg ikke vender tilbage vil jeg gerne kunne trøste mig ved tanken om at du har det godt." En altoverskyggende fortvivlelse byggede sig op i min krop, og en knude dannede sig i min mave. Jeg havde aldrig været bange for at dø, ikke kun fordi det var relativt usandsynligt at det nogensinde skulle ske medmindre jeg gjorde noget virkelig slemt og blev henrettet (som f eks det jeg havde planlagt) Men nu var jeg pludselig skrækslagen. Jeg havde et behov for at vide at han var i sikkerhed, og hvis jeg skulle dø?

Jeg rejste mig for at gå, jeg kunne ikke bære at være et sekund mere i nærheden af ham med den tanke i mit hovedet.

"Jeg er nødt til at gå. Pas på dig selv Jake." Jeg var i syv sind og mere forvirret end nogensinde før. Det kæmpe følelsesregister jeg var gået igennem over den sidste måned var ved at sætte sine spor. Jeg havde ikke taget mere end et par skridt før han pludselig stod foran mig.

"Det kan jeg ikke acceptere." Sagde han med stålfast stemme. Jeg krydsede armene og så op på ham med et løftet øjenbryn.

"Det kan du blive nødt til! Jeg nægter at udsætte dig for fare!" Han tog udfordrende et skridt tættere på mig, men jeg blev stædigt stående.

"Hvorfor?" Mit hjerte begyndte forræderisk at banke hurtigere med ham så tæt på. Hvornår var han begyndt at have den effekt på mig?

"Fordi du reddede mig! Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv hvis du kom noget til!" Igen tog han et skridt mere så han stod lige foran mig.

"Hvorfor?" Hans stemme var næsten en hvisken, og han så ned på mig med spørgende øjne. Jeg sank en enkelt gang, og lukkede øjnene. Hvad fanden har jeg gang i?!

"Fordi.." Jeg bed mig selv i underlæben mens jeg overvejede mine næste ord. Hans duft var berusende og jeg begyndte at trække vejret hurtigere.. Jeg kunne ikke tænke, det eneste jeg kunne fokusere på var hans læber.

Jeg tog et skridt baglæns og lod mine arme falde ned langs siden. Det her kunne ikke ske. "Fordi du betyder noget for mig! Bare.. Pas på dig selv." Og før han kunne nå at standse mig igen var jeg løbet.

Min puls bankede højt i mine øre. Jeg var tiltrukket af ham! Jeg bandede af mig selv. Jeg havde ikke engang kendt ham i en uge, hvad fanden?!

Jeg rystede på hovedet for at få hold på mig selv. Jeg var i den grad ved at blive tosset!

  *

Ashley's fingre løb blidt henover hendes bøger på reolen. Hendes plan havde slået fejl. Hun havde fejlagtigt og arrogant troet at det ville have været nemt at skaffe Cait af vejen. Hun fnøs af sig selv med en rysten på hovedet.

Den ene strop på hendes lange silkekjole faldt ned over hendes skulder da hun rakte op efter den ældste bog. Hun havde læst den tusind gange, men for hver gang hun læste den forstod hun bedre budskabet i den.

Den var skrevet af den første dawnbreaker der nogensinde så dagens lys. Hendes mage Elizabeth. Hun døde i Salem i 1600-tallet. Hun havde altid været dybt fascineret af mennesker og dengang levede dawnbreakers frit imellem dem. Men det stoppede alt sammen da hun blev beskyldt for at være en heks. Ashley havde tigget og bedt hende om at flygte med deres gruppe, men Elizabeth havde nægtet. Hendes hungren efter at vide alt om den verden de boede i var blevet en besættelse, og døden var det sidste hun ikke vidste noget om. Hun var overbevist om at skaberne ville beskytte hende og bringe hende tilbage - de ville aldrig lade de førstefødte dø.

Ashley havde set på afstand at de havde brændt hende på bålet, og hendes skrig hjemsøgte hende stadig. Elizabeth vendte aldrig tilbage. Hun havde formået at indsamle noget af hendes aske som hun stadig til denne dag havde i en medaljon om halsen. Hendes bortgang havde forandret Ashley, og hun havde fordybet sig i de bøger Elizabeth havde efterladt.

Profetien i den ældste bog, som var det sidste Elizabeth havde skrevet inden hendes død, havde været drivkraften for Ashley lige siden. Hun bladrede om til den sidste side hvor den stod, og læste den igennem endnu engang.

Hun måtte være forberedt på de sidste dage, og det kunne hun ikke være med i-loyale dawnbreakers. De skulle udryddes.

Og Cait stod øverst på den liste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...