Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

1Likes
6Kommentarer
1999Visninger
AA

12. ~ 12 ~

Jeg bliver vækket af døren der bliver åbnet.

"Er det sikkert?" Jeg høre flere der går ind i rummet.

"Han sagde at vi bare skulle give hende en dosis mere - det skulle være tilstrækkeligt."

Jeg aner ikke hvad de taler om og ænser næsten ikke at de stikker mig. Jeg er udmattet, alle de "undersøgelser" lederen har udsat mig for i løbet af dagen har drænet mig for alt energi.

"Riv tøjet af hende, det er hurtigere." Først nu går det op for mig hvad de har gang i. Jeg skriger, beder dem febrilsk om at lade mig være. Jeg har aldrig følt mig så hjælpeløs før og dét alene sætter panikken i gang. Efter få minutter kan jeg ikke bevæge mig og det sløre for mine øjne. Til sidst er der ingen ord der kan komme over mine læber, jeg kan kun græde, og græde...

"CAIT!?" Jeg bliver vækket af Damien der rusker mig voldsomt. Jeg græder helt uhæmmet og sætter mig op i hans arme hvor han omfavner mig. Jeg var gået direkte i seng da jeg endelig kom hjem før de andre og græd mig selv i søvn.

Han holdte om mig til jeg var faldet så meget ned at jeg sad og hiksede.

"Jeg slog ham ihjel.. Vi slog dem alle sammen ihjel! Men jeg er stadig så vred, så uforrettet! Vil det her nogensinde gå over?" Jeg følte gråden var på vej igen og Damien holdt mig tættere ind til sig.

"Jeg ved det ikke Cait, men jeg er her for dig." Jeg nikkede ind mod hans brystkasse og snøftede. Vi løftede begge hovederne mod lyden der kom ude fra vores fællesrum.

"Er hun herinde?" Det var Aidens stemme. Jennifer åbnede stille døren ind til os.

"Cait?" Jeg nikkede til hende og tørrede tårerne væk mens jeg rejste mig fra sengen.

Aiden stod midt i rummet, igen med armene over kors (går de ikke i krampe når han står sådan der hele tiden?!) og så sig uinteresseret omkring.

"Vi skal aflægge rapport hos Ashley, hun har indkaldt hele holdet. Vi ses dernede om 5." Uden at afvente mit svar vendte han sig om og gik ud på gangen igen.

~*~

Jeg lukkede døren stille bag mig da jeg var vendt tilbage fra mødet. De sad ved bordet og så afventende på mig. Aiden havde meddelt at opgaven var gennemført - og yderligere påpeget problemet med strømpistolerne. Som udgangspunkt var der nok ikke andre mennesker der først og fremmest kendte til os og dernæst denne svaghed - men det var noget alle hold blev nødt til at være på vagt overfor.

Ashley havde set overrasket på mig, som om hun ikke havde forventet at jeg kom tilbage. Hvis det ikke var fordi at Ashley var hunkøn og derfor ikke kunne være forræderen havde det givet god mening. Men..?

"Jennifer kan du lave et felt?" Hun nikkede og rejste sig for at gøre sig klar.

Damien og jeg stod nu på hver side af hende for at forstærke feltet, jeg mærkede den genkendelige kildren i fingrene der betød at det virkede. Jeg havde ikke været sikker. Jeg tog en dyb indånding før jeg begyndte.

"Inden lederen døde fortalte han mig at der en forræder iblandt os. De havde fået at vide hvordan de kunne lamme mig, hvad jeg er. De var yderligere blevet advaret om vores opgave i går. Over halvdelen af holdet blev uskadeliggjort med de forbandede strømpistoler."

"Ved du hvem det er?" Jeg rystede på hovedet af Drew's spørgsmål.

"Nej. Det eneste jeg ved er at det er en mand, høj og kort brunt hår. Men ja det hjælper os ikke ret meget!" Jeg fnøs. De vidste såvel som jeg at det var en generel beskrivelse af de mandlige dawnbreakers i vores gruppe, heriblandt Drew.

"Du så ikke hans minder?" Damien rynkede sine øjenbryn mens han så undersøgende på mig. Pludselig gik det op for mig. Jeg så på dem alle 3 med et forbløffet ansigtsudtryk.

"Jeg kunne ikke."

"Hvad mener du med at du ikke kunne?" Damien så endnu mere forvirret ud end før

"Det jeg siger! Jeg... Jeg så ingen minder da jeg rørte ved ham.. Ikke da jeg rørte ved nogle af menneskene i går!" Det gik langsomt op for de andre hvad det betød i praksis hvis det var permanent. Jeg ville ikke kunne fungerer som en soulhealer - nogle af mine telepatiske kræfter virkede godt nok endnu, men det at kunne se minder, at læse et menneske på den måde var et af vores vigtigste redskaber. Den eneste jeg stadig kunne læse hvor jeg havde nogenlunde kontrol med det (jeg fnøs indvendigt ved ordet "kontrol") var Jake.

"Jeg har en idé til hvordan vi finder ud af hvem det er, men om det kan lade sig gøre afhænger af Jennifer." Jennifer så spørgende på mig og afbrød feltet da jeg slap hendes skulder og tog et skridt baglæns.

Det var ikke unormalt at Jennifer og jeg gik en tur sammen. Det havde vi gjort ofte lige siden jeg ankom i gruppen sammen med Damien for lidt under 100 år siden. Vi gik igennem skoven ikke langt fra hulen og jeg sparkede mosset af de omkringliggende sten.

"Du er stadig helt lukket for mig. Det er svært ikke at vide hvad du tænker." Jeg trak på smilebåndet. For en måned siden ville jeg have givet alt for at få mine tanker, mit sind, for mig selv. Nu ville jeg give alt for at have det tilbage igen.

"Det er nu ved at være 4 dage siden jeg slap fra dem. Det kan ikke længere være på grund af bedøvelsen." Jeg sparkede hårdere til den næste sten jeg mødte og den fløj et par meter. Jennifer lagde en beroligende hånd på min skulder og gav den et klem.

"Kan du... Læse Samuel?" Hun stoppede op.

"Det kan jeg, men han er en elathian - det ved du. Han vil hurtigt registrere at det er mig der læser ham og så er vi på skideren." Jeg nikkede.

"Ja det ved jeg godt! Men, kan du føre tankerne videre til mig? På en måde maskere dig selv så det vil ligne at det er mig der læser ham?" Hun så på mig som om at jeg var skør. Inden hun kunne nå at skyde min plan til jorden holdte jeg en hånd i vejret og fortsatte.

"De fleste i gruppen ved at jeg er afskåret i øjeblikket - ville det virkelig være så usandsynligt at mine kræfter havde ændret sig sådan at jeg ville kunne læse de andre?" Hun trak på skuldrene.

"Måske ikke. Men hvorfor Samuel?"

"Et eller andet siger mig at det starter ved Ashley. Den tætteste på hende er Samuel, og han passer beskrivelsen. I alle tilfælde er vi er nødt til at finde ud af det og jeg har ingen bedre idéer. Har du?" Hun åbnede munden og lukkede den igen. Efter nogle sekunder rystede hun på hovedet.

"Først og fremmest skal vi have fundet ud af om du overhovedet kan modtage tanker fra mig."

"Selvfølgelig." Vi havde ikke taget mange skridt før jeg mærkede en enkelt tanke i mit hovedet.

Du er tosset. Jeg så på hende med et skævt smil som hun gengældte.

"Ok, det kan åbenbart godt lade sig gøre - men jeg kan ikke læse dig så jeg aner faktisk ikke om du vil modtage dem når vi gør det for alvor." Det var en risiko vi var nødt til at tage.

Hvis det viste sig at være Samuel der stod bag det hele, havde jeg en høne at plukke med ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...