Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

1Likes
6Kommentarer
2054Visninger
AA

11. ~ 11 ~

* ADVARSEL! Grafiske beskrivelser af vold *

Vi nærmede os, bygningerne vi løb over virkede bekendt. Jeg satte farten ned da jeg genkendte den næste bygning. Jeg landede på taget og gik hen til kanten for at se ned. Det var gyden fra forleden.

"Det er her." Aiden løftede en knytnæve i vejret, og de resterende standsede bag os.

"Er du sikker?" Han kiggede fra mig og over på Josh, en Elathian som nikkede for at give mig ret.

"Ja. Det var dernede vi kom ud." For sent opdagede jeg hvad jeg havde sagt.

"Vi?" Han løftede et øjenbryn og så på mig med et spørgende blik.

"Undskyld, jeg mener hvor jeg kom ud selvfølgelig." Jeg kunne ha' bidt mig selv i tungen! Aiden så ikke ud til at lægge megen mening i det, og gav tegn til at vi skulle hoppe ned.

Mine knæ gav efter da vi ramte den hårde jord, og vreden steg i mig. Jeg tog 2 skridt mod døren og sparkede den op med nemhed. Da vi trådte indenfor var der dødstille. Ingen lys, stemmer eller noget der kunne afsløre at der var mennesker i bygningen. Aiden vendte sig om.

"Sagde du ikke at det var her?!" Han kiggede over mod Josh.

"Det er det også, jeg ved ikke hva..." Hans stemme døde ud da hans sidemakker lagde en hånd på hans arm for at fange hans opmærksomhed. Det lignede at de begge stod og lyttede intenst.

"BAGHOLD!" Der kom mænd løbende ind fra gyden med strømpistoler, og de nåede at ramme både Josh og ham der stod ved siden af før de nærmeste fik overmandet dem.

"Liam du bliver ved dem, resten fortsætter." Jeg kunne mærke en lettere nervøsitet i blandt de andre - ingen af dem havde før oplevet at det var lykkedes for et menneske at kæmpe så succesfuldt imod, endda med et bagholdsangreb.

Vi bevægede os mere forsigtigt frem fra rum til rum. De fik lammet 2 mere, så vi var 3 tilbage. Aiden, jeg og en anden hunter. De var nu fuldstændig afhængig af mig og min føler for hvor de sidste mennesker var.

Vi nåede til kælderen hvor rummet hvor de havde holdt mig fanget var. Aiden tog føringen ned af trappen.

"Hvor mange er der tilbage?" Jeg stoppede op og lukkede øjnene for at koncentrere mig om at få lokaliseret de sidste.

"3 inde i det næste rum, og 1 tilbage længere inde, sandsynligvis lederen. Vi er ikke stødt på ham endnu."

"Én hver. Klar?" Vi nikkede en enkelt gang og han sparkede døren op ind til rummet. De nåede ikke at registrere noget før de lå døde på jorden. De havde nok ikke regnet med at vi var nået så langt. Jeg gik ud af rummet og så stjålent ned af gangen.

"Vil du have æren?" Aiden lænede sig op af dørkarmen med krydsede arme. Han så væsentligt mere afslappet ud nu end for 2 minutter siden.

Jeg åbnede munden og lukkede den igen og nikkede blot til svar i stedet. Jeg blev overrasket over hvor meget væmmelse jeg følte ved at være her igen. Jeg gik med rolige skridt ned af gangen til jeg nåede døren som stod åben. Lederen stod ved den madras hvor jeg havde lagt på, rebene lå stadig der hvor Jake havde efterladt dem.

"Jeg vidste at det kun var et spørgsmål om tid." Han vendte sig mod mig, nonchalant med hænderne i sine habit bukser. Det var ikke til at tro at han var leder for en rocker bande som han stod der i sit jakkesæt. Jeg havde aldrig set ham i andet.

"Samme her." Svarede jeg og gik roligt ind i rummet og tættere på ham. Der var helt stille i bygningen nu. Jeg fornemmede at Aiden og den anden hunter stod ude på gangen til hvis jeg havde brug for hjælp.

Jeg scannede hans ansigt for følelser, men han så fuldstændig upåvirket på mig. Jeg fornemmede ingen frygt, ingen følelser i det hele taget! Det var foruroligende.

"Jeg vidste at i kom." Han satte sig roligt ned på stolen i nærheden og trak sit ene ben hen over sit lår. "Vi blev advaret. Ligesom da vi blev informeret om hvad du var for en størrelse. Hvordan tror du at vi vidste præcis hvordan vi kunne lamme dig? At det var dig vi skulle tage?" Allesammen gode spørgsmål der skabte tvivl i mit sind. Han grinede lidt for sig selv da han fortsatte.

"Han sagde at vi fik en chance mere for at dræbe dig. Jeg er klog nok til at vide at det var håbløst. Så, her er vi. Hvad har du tænkt dig at gøre?" Hvordan kunne han være så logisk og rolig i denne situation?

"Hvem?" Han smilede stort, som om han slet ikke forstod at han snart skulle dø - eller det gjorde han måske og var ligeglad.

"Man kan slet ikke se noget på dig mere kan man? Ingen ar? I hvert fald ikke fysiske." Han fnøs. Jeg knyttede mine næver og prøvede at få ro på mig selv. Jeg var nødt til at få svar på det her før jeg dræbte ham.

"Hvem.Var.det?" Gentog jeg.

"Jeg havde ikke set ham før. Men isblå øjne ligesom dig. Kort brunt hår, høj. Fik aldrig navnet." Jeg sukkede. Det passede kun på ca halvdelen af dem i gruppen, for slet ikke at tænke på de grupper der var i nærheden.

Jeg havde troet at jeg ville have nydt at stå her foran ham, at kunne slå ham ihjel med mine bare næver. Men lugten i rummet og minderne lagde en voldsom dæmper på mit humør og psyke.

"Du var så interesseret i hvad jeg var i stand til. Nu vil jeg vise dig det."  Jeg lagde min hånd på hans ene skulder og knuste hans led så han skreg ud i smerte og trillede ned på jorden. Jeg hev ham op i den skadede arm for at få fat i den anden skulder og rev armen af led dér. Han skreg ud igen, og lige nu var det sød musik i mine øre. Sådan fortsatte jeg uden at fortrække en mine eller sige noget, med hvert af de større led i hans krop. Han lå på gulvet ude af stand til at bevæge andet end sit hovede og skreg nu uhæmmet i vildelse. Utroligt at han endnu ikke var besvimet.

Jeg satte mig overskrævs på hans bryst og holdte hans ansigt mellem mine hænder. "Det her er INTET i sammenligning med hvad du og dine mænd udsatte mig for!!" Jeg pressede mine tommelfingre ind i hans øjenhuler og knuste dem.

"Slå ham ihjel." Aiden stod nu bag mig i døråbningen, han havde nok stået der i noget tid. Jeg nikkede og vred hans hovedet om med så voldsom en kraft at alle ledbånd og muskler blev revet over. Jeg rejste mig og lod hans hovede dumpe ned på hans lemlæstede krop.

På vej op igennem bygningen indsamlede vi samtlige elektroniske enheder og papirer. Vi samlede alle ligene i rummet med lederen, overhældte dem med benzin og satte ild til dem.

Vi stod på et nærliggende tag imens bygningen langsomt blev fortæret af flammerne. Der gik ikke længe før der var brandfolk på stedet som prøvede at slukke branden, men måtte hurtigt erkende at det ikke var muligt. I stedet gjorde de hvad de kunne for at begrænse skaderne på de nærliggende bygninger.

Dem der var blevet lammet havde fået førligheden tilbage efter næsten en halv time. Det var noget vi blev nødt til at være på vagt på for fremover. Jeg stod med armene omkring mig selv og lagde slet ikke mærke til at jeg rystede og at tårerne trillede ned af mine kinder før en kvindelig elathian på holdet blidt lagde en hånd på min skulder. Jeg smilede svagt og tørrede tårerne væk. Jeg gik over mod Aiden.

"Tilladelse til at gå?" Aiden stod med armene over kors, endnu engang, og gav mig elevatorblikket. Det var tydeligt for enhver at jeg havde behov for at være alene. Jeg kunne ikke holde ud at være der et sekund længere.

"Vi ses tilbage i gruppen." Han vendte blikket uinteresseret tilbage mod branden. Jeg vendte om på hælen og løb alt hvad jeg kunne hen over tagene mens tårerne fik frit løb.

"Man kan slet ikke se noget på dig mere kan man? Ingen ar? I hvert fald ikke fysiske." Han havde ret. De ar på sjælen de havde givet mig var langt fra helet endnu. Det var først nu jeg kom til den erkendelse at det stadig var et åbent sår.

Jeg ved ikke hvor længe jeg havde løbet da jeg stoppede op. Jeg var begyndt at hyperventilere og satte mig ned på hug med armene omkring mig selv. Frustrationen og sorgen boblede op igennem mit bryst og endte i et forløsende skrig der sikkert kunne høres flere gader væk.

Jeg var ligeglad. Jeg var knækket og jeg følte ikke at hævnen havde givet mig den ro jeg havde håbet på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...