Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

2Likes
6Kommentarer
2326Visninger
AA

10. ~ 10 ~

Jeg åbnede døren og lukkede den bag mig igen så stille jeg overhovedet kunne. Det var lidt op af formiddagen og alle lå og sov. Eller - det var hvad jeg havde håbet. Jeg behøvede ikke at stå i fællesrummet ret længe før jeg hørte svage suk og støn fra Jennifers rum. Med blussende kinder løb jeg så hurtigt jeg kunne på listefødder ind på mit eget værelse og lukkede døren. Med ryggen mod døren pustede jeg til en lok hår der havde forvildet sig ned i min pande. Jeg vil hellere kunne huske dig. Hans ord hjemsøgte mig. Hvorfor efterlod de sådan en varm følelse i min mave?!

Jeg tog to skridt og lod mig falde, med hovedet først, ned i min seng. Jeg stønnede frustreret ned i min pude, men et smil fandt alligevel vejen til mine læber. Du er simpelthen fuldstændig sindssyg! - Tænkte jeg for mig selv. Jeg trillede om på ryggen og sparkede mine støvler af. Med hænderne bag hovedet lå jeg og stirrede op i loftet. Jeg var lige ved at falde hen da lydene fra Jennifers rum tog til - gud.ske.tak.og.lov for at jeg havde sovet igennem det tidligere! Jeg kravlede under dynen og pressede puden ned over mit hovedet for at drukne alle lyde ude.

Sov godt Jake...

Shh - Det gør jeg allerede.

~*~

"Hvor helvede var du henne i morges?!" Damien's bjæffende stemme vækkede mig så voldsomt at jeg hoppede ud af sengen. Fortumlet sad jeg på gulvet og brugte nogle få sekunder på at registrere hvad det var der var sket.

"Væk." Jeg rejste mig langsomt og undgik hans blik. Jeg var bange for at han ville gennemsøge mine tanker og finde Jake.

"Hey?" Han lagde forsigtigt en hånd på min skulder som fik mig til at se op. "Undskyld jeg vækkede dig sådan.. Jeg har bare været så bekymret for dig! For helvede Cait, alle troede at du var død! Og sekundet du er tilbage forsvinder du igen! Hvis det ikke var fordi at Drew nærmest smed mig i seng havde jeg været ude for at lede efter dig!" Jeg bed i indersiden af min kind. Jeg havde overhovedet ikke tænkt på dem da jeg stak af i nat. Jeg havde kun bekymret mig om mig selv.

"Undskyld." Jeg kiggede forlegent ned i jorden. Igen et af de mange nye følelser jeg bestemt ikke var vant til.

"Hvor var du henne?" Jeg kiggede stjålent op på ham. Vidste han det ikke? Havde han ikke for længst læst det i mine tanker?

Damien? Kan du høre mig?

Han reagerede ikke, trak ikke engang en mine. Pludselig slog det mig at det nok var derfor Samuel havde rystet på hovedet hver gang Ashley havde kigget på ham i går. Han kunne heller ikke læse mig. INGEN kunne læse mig. Andre end Jake.

"Jeg var på jagt efter de... De..." Jeg kunne ikke engang færdiggøre sætningen. Ikke kun var jeg i gang med at lyve overfor Damien. Damien! Min bror, min ven, min overordnede! Men jeg havde svært ved at finde de rette ord for dem, da bare tanken fik blodet til at koge i mine åre. Hans blik blev hårdt og han knyttede sine næver.

"Du er netop sluppet væk fra dem, og så rendte du afsted igen! Alene! Hvad tænkte du på?!" Han var begyndt at råbe igen nu. "Vi er et hold Cait! Vi holder sammen, vi hjælper hinanden, det ved du!" Han vendte sig om for at knalde sin knytnæve i døren men ramte i stedet Drews hånd der stod parat til at tage imod slaget. Hans krop dirrede mens han trak vejret i dybe stød.

"Jeg så hvad de gjorde ved dig! For helvede Cait du havde jo aldrig været sammen med en før de..." Han færdiggjorde ikke sætningen, men gik ud af mit værelse og efterlod Drew i døråbningen.

Han havde ret. Sex var ikke noget jeg gik op i eller søgte, kun som lokkemad overfor en modtagelig. Før mine tanker gled tilbage til hvad de havde udsat mig for, talte Drew til mig.

"Giv ham tid. Alt det her har ramt ham hårdt." Jeg gik med tunge skridt hen til ham og nåede lige at fange et blik af Damien som var på vej ud på gangen. Sandsynligvis ned i træningslokalet for at få afløb for sin aggressioner.

"Og hvad med jer?" Mit blik scannede Drew's ansigt for at se om det afslørede svaret før han gav mig det.

"Ukrudt forgår ikke så let. Der skal mere til at få kål på dig lille prinsesse." Jeg belønnede ham med et slag i maven som han ikke havde forudset. Han klukkede af min reaktion og klappede mig ovenpå hovedet. Jennifer sad ved bordet og kiggede lidt nervøst, skiftevis fra døren hvor Damien lige var gået ud og dernæst over på os.

"Er du ok?" Jeg tog plads overfor Jennifer, og tog imod kruset med the.

"Ærlig talt? Jeg ved det ikke. Det hele er stadig så rodet. Jeg tror stadig de sidste rester af bedøvelsen ligger en dæmper på mine kræfter." Jennifer nikkede som om hun vidste præcis hvad jeg snakkede om. Jeg kiggede spørgende på hende.

"Ingen har kunne læse dig siden du kom tilbage. Ja siden du blev taget. Ikke engang jeg." Ok, så var det slemt når ikke engang Jennifer, nok den dygtigste tankelæser jeg nogensinde havde mødt, ikke kunne nå mit sind.

"Må jeg?" Hun rakte sin hånd frem med håndfladen op, og jeg lagde min i hendes. En skarp smerte jog igennem mit hovede og jeg slap hendes hånd igen som var hun giftig. Jeg ænsede ikke engang om der var blevet delt noget imellem os. Selv Jennifer sad og trak vejret hurtigere.

"Gjorde det også ondt på dig?" Jeg masserede mine tindinger mens jeg lænede mig tilbage i stolen.

"Nej.. Men jeg så et kort glimt. Du stod på taget og kiggede ned på dem. Du var lige sluppet væk." Jeg nikkede, taknemmelig for at hun ikke havde set Jake. Hvordan jeg havde formået at holde ham skjult endnu var mig en gåde.

"Samuel og Ashley snakkede om i går at de ville sende et hold afsted for at udrydde den bande der tog mig." Drew og Jennifer kiggede på hinanden og derefter på mig.

"Vi har hørt om det. Det er dog ikke vores hold der skal afsted." Jeg så forvirret på dem begge.

"Jamen? De gav mig ret i at jeg skulle med? Hvorfor er det så ikke vores hold!?"

"Fordi du skal med os." Vi blev afbrudt af Aiden, lederen af det største hold. Han var en hunter, fra det samme kuld som Damien. Den eneste der kunne måle sig med hans styrke var Drew. Han så uinteresseret på os mens han nonchalant lænede sig op af dørkarmen med armene over kors. 

"Ashley's ordre. Vi mødes i træningslokalet om 5!" Jeg rejste mig, lige på nippet til at protestere men Drew tog fat i min arm og rystede på hovedet.

"Hvis du vil have mulighed for at få hævn er det her din eneste chance." Jeg sukkede dybt. Han havde ret, men jeg ville have det rigtig svært ved at blive en del af Aiden's hold, omend det så bare var for en nat. Han styrede dem med hård hånd, en militaristisk leder. De var så til gengæld også det bedst præsterende hold, men det gav jo også næsten sig selv når man var 7 personer, hvoraf de 3 var hunters.

"Jeg tror bare vi får et problem." Jeg trak lidt på smilebåndet, mens jeg gik imod mit værelse for at klæde om. Drew og Jennifer nikkede i enighed, og vi sagde alle på én gang "Damien..."

~*~

5 minutter efter stod jeg klar i træningslokalet og overværede det største skænderi jeg længe har set i gruppen. Damien stod og råbte af Aiden, truede ham med at hvis jeg fik så meget som en skramme ville han personligt sørge for at samtlige af hans lemmer ville blive revet af. Aiden havde taget imod truslerne uden at svare igen, blot kigget på ham med et løftet øjenbryn og armene over kors - hans yndlings position. Drew havde til sidst blandet sig og hevet Damien med væk derfra. Hvis det ikke var fordi jeg var spændt på at komme afsted havde det næsten været pinligt. Hvordan kunne han være mere påvirket af det jeg var udsat for end jeg selv var?

"OK, newbie! Jep, det er dig jeg taler til!" Aiden pegede på mig og vinkede mig over. Jeg løb over og stillede mig ved siden af de andre på hans hold. "Som du nok ved gør vi tingene anderledes på mit hold. Man følger mine instrukser! - Til punkt og prikke! Du tænker ikke uden at du er blevet bedt om det!" Han gik nu frem og tilbage foran mig med hænderne foldet bag ryggen.

"Planen er simpel! Ind, slå alle ihjel, slet alle beviser, og hurtigt ud igen. Barnemad. Men lad ikke nemheden af opgaven overskygge alvorligheden af den! Dette bliver vores vigtigste opgave til dato. Jeg forventer det ypperste fra hver og en!"

De næste par timer gik med hård træning, hårdere end hvad Damien eller Drew nogensinde havde udsat mig for. Jeg kunne mærke at han testede mig til det yderste, afvejede hvor mine kræfter lå - og jeg skuffede ikke. Jeg tabte kun kampe til de andre hunters på holdet, hvilket efter omstændighederne var mere end hvad man kunne forvente. Da træningen var ved at være forbi vinkede Aiden mig over til siden.

"Jeg kan forstå på det at du af en eller anden grund ikke kan kommunikere." Jeg trak vejret i dybe stød efter den sidste kamp, og tørrede panden med det håndklæde jeg havde i hånden.

"Det er korrekt." Han så overvejende ned på mig og lagde sine arme over kors endnu en gang.

"Det gør opgaven yderligere kompliceret. Jeg forstår ikke hvorfor Ashley insisterede på at du skulle med når du i alle tilfælde vil være en byrde." Jeg hadede at blive set sådan, men jeg vidste at han havde ret. Det satte mig i en meget sårbar situation ikke at kunne tale med de andre i tankerne.

"Hold dig tæt ved mig. Du vil være i fronten, men jeg formoder det er der du har det bedst?" Jeg nikkede til svar.

~*~

Vi havde fået 20 minutter til at vaske os og klæde om til natten. Jeg sad på min seng og bandt mine nye støvler, og mine hænder rystede let. Jeg stoppede og studerede dem kort. Var jeg nervøs? Jeg mærkede efter i mig selv og fandt frem til at jeg var mere ængstelig. Jeg længtes efter at flå hovedet af ham der var skyld i alt hvad der var sket. Jeg bandt dem færdig og gik ud i fællesrummet. De andre var taget afsted på deres opgave et andet sted i byen. Jeg tog min jakke på og gik ud på gangen hvor de andre stod og ventede på mig. Jeg gik op i fronten og stillede mig ved siden af Aiden som så arrogant ned på mig.

"Er du klar?" Jeg lavede en knytnæve og løftede den op foran mit bryst. Læderet mine handsker var lavet af knagede og gav sig.

"Altid." Aiden nikkede og gav tegn til at vi skulle afsted. Vi løb hen over tagene i et godt tempo. Selv de 2 elathians der var på holdet kunne følge med, omend de måtte holde fast i et af de andre når vi skulle hoppe over på en ny bygning.

Vinden sang i mine øre og adrenalinen pumpede allerede rundt i mine åre.

I nat, skal de dø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...