Soul Healer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2017
  • Opdateret: 24 jul. 2017
  • Status: Færdig
At være en dawnbreaker var ikke det nemmeste lod i denne verden, og slet ikke som en soulhealer.

Vi helede mennesker - modtagelige. På en måde for at redde dem fra dem selv. Ikke nogen let opgave, og derfor var hele vores race spredt over hele kloden.

Jeg blev "født" for omkring 100 år siden, og i løbet af den tid havde verden ændret sig drastisk. Vi var nødt til, konstant, at være årvågne for ikke at afsløre noget om os selv - derfor var det banlyst at tale eller have noget at gøre med mennesker udover healingen.

Det var dog ufattelig svært for mig da de fascinerede mig meget. Og ét menneske især skulle vise sig at vende mit liv på hovedet fuldstændigt - og i sidste ende ændre livet for alle dawnbreakers.

# Dette er den første af 3 bøger i Dawnbreaker serien

2Likes
6Kommentarer
2297Visninger
AA

1. ~ 1 ~

Natten var kølig, og vinden legede med mit hår. Vi havde delt os hen på morgenen og arbejdede hver for sig. Jeg havde følere ude for at fornemme en modtagelig da jeg vendte blikket mod biografen jeg gik forbi.

Jeg skar tænder og trak en hånd ned over mit ansigt med et dybt suk. Jeg var ved en tilfældighed faldet over et af bøgerne for noget tid siden og var gået i gang med at læse den, men havde lagt den fra mig halvvejs. Alt menneskeskabt interesserede mig, især deres kultur omkring bøger og film der virkelig var blomstret op indenfor de sidste par årtier. Jeg rullede øjne af misbilligelse.

Glitrende vampyrer?! Helt ærligt!

Efter 100 år troede jeg faktisk at jeg havde set det hele, men vampyr kulturen blev hele tiden drejet i nye retninger, og nu blev de romantiseret. Men i en verden fuld af så meget ondskab var det måske ikke så svært at forstå at man prøvede at gøre noget farligt til noget smukt i stedet - omend det i deres øjne var ren fiktion.

"Hej smukke!" Stemmen rev mig ud af mine tanker. Jeg havde glemt alt om min føler og jeg kiggede bag mig over skulderen. En tydeligt påvirket mand stod henslængt op af muren med en flaske indpakket i brunt papir. Stanken af alkohol nåede mig hurtigt. Charmerende.

"Er du faret vild lille prinsesse?" Jeg rullede med øjnene og skar tænder af bar frustration. Muligt jeg ikke var særlig høj, men det var begyndt at blive trættende at alle og enhver skulle pointere det. Jeg lagde mit ansigt i de rette uskyldige folder og vendte mig om for at stå til ansigt med ham. Han var en modtagelig.

"Nej tak, jeg tror det går." Jeg vendte mig om og gik lige ind i brystet på en anden mand.

"En skam." Han stemme dryppede af sarkasme og med hånden om sin hage studerede han mig fra top til tå. "- Vi kunne ha' fulgt dig hjem." Hans store hånd lukkede sig om mit håndled og han hev mig over mod den nærliggende gyde.

Normalt ville jeg have brugt flirt til at få lokket en modtagelig med hen i en tom gyde eller lignende. I dette tilfælde dog måtte jeg ændre min taktik lidt. Det var ikke min stil at spille hjælpeløs og uskyldig men ak.

"Nej! Lad være! Lad mig nu gå, vær nu sød!" Jeg tvang nogle falske tåre frem og hamrede slapt på hans hånd der havde fat i mit håndled.

"Bare rolig lille prinsesse, du vil kunne li' det! Hvis du er søde ved os er vi søde ved dig." Deres ord fik det til at løbe koldt ned af min ryg. Vi nåede enden af gyden og jeg blev smidt hårdt mod jorden. Jeg lod som om at jeg rystede og klynkede af skræk. Jeg kunne høre at de var gået i gang med at åbne deres bælter.

"Du er simpelthen for lækker. Du har sikkert aldrig haft en mand før." Manden der stank af alkohol hev mig op at stå.

"I gør det alt for nemt for mig." Min stemme ændrede fuldstændig karakter. Hvor jeg før havde lydt pigelig og uskyldig, lå der nu en undertone af fare i min stemme.

Han så forvirret på mig, og da jeg kunne se at han gjorde klar til at slå mig lagde jeg begge hænder på hans skuldre og sendte stråler af telepatiske kræfter igennem hans muskler så han blev lammet.

Jeg tog roligt 2 skridt tilbage og der gik ikke lang tid før den anden blev klar over at der foregik noget meget unormalt.

"Hey! Hvad fanden...?" Han kiggede lidt fra sin kammerat og mod mig der roligt gik imod ham. Han tog et skridt frem og slog ud efter mig men ramte kun den tomme luft. Jeg havde i løbet af få sekunder fanget hans frie arm og havde den nu bag hans ryg i et greb hvor han ikke kunne bevæge sig.

"I er heldige at det var mig der fangede jer." Jeg rejste mig op på tå for at lade mine læber kærtegne ham der hvor halsen møder kravebenet. "Jennifer havde helt sikkert slået jer ihjel."

"Du er heldig." Det var henvendt til ham der var lammet. "Du får lov at se det før det bliver din tur." Jeg slap taget i hans arm og hoppede med et vredt skrig op på hans ryg og begravede mine tænder i hans hals. Jeg krydsede mine ankler foran ham og lagde vægten forover så vi ikke ville vælte mens jeg drænede ham for det forgiftede blod. Minder fra hans liv fløj forbi mine øjne, og da blodet fik en sød undertone vidste jeg at det var på tide at stoppe. Jeg hoppede ned fra ryggen af ham, og da han faldt bagover greb jeg ham og lagde ham blidt på jorden.

Jeg vendte min opmærksomhed mod hans lammede kammerat. Hans puls var så høj at den larmede i mine øre. Jeg slentrede over mod ham og lod mine hænder kærtegne op af hans arme så hårene rejste sig på ham.

"Du ved, mænd som dig - kan jeg virkelig ikke udstå!" Jeg fornemmede hvordan en dråbe blod trillede ud af min mundvig og ned af min kæbe. Jeg kunne lugte hans frygt. "Derfor renser jeg dig, så du aldrig kommer til at være i stand til at gøre nogen fortræd igen." Mine tænder sank langsomt ned i kødet på hans hals, og efterhånden som lammelsen aftog holdt jeg fast på ham. Da det søde blod ramte min tunge slap jeg ham. Allerde få sekunder efter var sårerne fra mit angreb forsvundet og der var intet blod at spore hverken på hans hals eller tøj. Jeg lagde ham ved siden af den anden, holdte mine hænder over deres ansigter mens jeg hviskede besværgelsen.

~*~

Jeg sad nonchalant på kanten af bygningen over dem, holdt øje med dem mens morgensolen langsomt krøb op over horisonten. De ville snart vågne, befriet fra deres indre dæmoner. De ville være bedre mennesker og de ville ikke kunne huske mødet med mig. De ville have en ny chance.

Jeg hedder Cait. Og jeg er en soul healer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...