MIG MIG MIG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2017
  • Opdateret: 22 maj 2017
  • Status: Igang
om mig

0Likes
0Kommentarer
67Visninger

1. 22/05 2017

Jeg har brug for et sted, hvor jeg kan være nederen. Jeg har brug for et sted, hvor jeg ikke behøver at skamme mig over mig selv, og hvem jeg er; hvilke tanker jeg bærer rundt på, og som vi alle inderst inde bærer rundt på, selvom vi er for stolte til at indrømme det. 

Jeg hader at kalde det en dagbog, for jeg ved, jeg ikke kommer til at kunne skrive dagligt. Jeg har formentlig - forhåbentlig - heller ikke behov for at gøre det så ofte, men nu må vi se det an. Jeg skriver det her for mig selv og for mig og for at skrive, hvilke tanker mit hoved er fyldt med. Jeg synes, det kommer rimelig godt til syne i det faktum, at alle mine sætninger hidtil har startede med 'jeg'. 

Min højtaler duer ikke. Jeg har spist for meget. Min menstruation kom uventet i klassen i dag. Det er sent, og jeg er stadig vågen (som altid). Mine venner har indset, at jeg har indset, at jeg ikke kan lide dem. Og alt er bare lidt noget møg for tiden. Men ligesom et billede altid er finere, når en enkelt ting er i fokus med en masse fine bokeh-lys i baggrunden, vil jeg lade dette indlæg handle om en enkelt ting: hvor fandens nederen det er at være misforstået. 

Det var, som om min yndlingsserie fornemmede, at jeg ikke har været helt på dupperne her til morgen, for da jeg satte mig til at se det, gik det op for mig, hvor meget hovedkarakteren spejlede mig - nærmest som var hun mig i et parallelt univers. Hele handlingen fulgte min sindstilstand som en nøje planlagt koreografi - noget, der havde været opsejling i flere uger. Det var som at se på mig selv.

Hun får dog en lykkelig slutning, det tvivler jeg ikke på. Med mig er jeg ikke helt så sikker. 

Helen og Victoria fra min klasse giver mig lyst til at rive mit hår ud. De er mine såkaldte venner, men inderst inde ved jeg godt, jeg kun omgås - eller plejede at omgås med dem - fordi der ikke er nogen, jeg er fuldkommen på bølgelængde med. Jeg plejede ikke at være klar over det, men over de seneste par måneder har det gået mig mere og mere på, hver gang vi var sammen. Vi kunne stadig godt ses, men jeg kunne inderst inde mærke, at noget bare var ... knækket. 

Jeg tror, det skete efter de sidste standpunkterkarakterer, vi fik. Det var dér, det hele for alvor eskalerede, og jeg indså, at jeg ikke kunne gå tilbage til at være ligeglad. Jeg kan ikke bare være endnu en af de teenagere, der tager på dødsdruk hver sjette dag, og som dukker op bagstiv i biologitimen fredag morgen, fordi alkohol er det bedste middel mod, ja, alt. Jeg kan ikke bare pjække og tænke 'fuck det', og jeg kan ikke holde ud at få 7 - så forestil dig, hvordan det var at få 4 i idræt.

4. Jeg har været et firtal siden starten af 1.g. Hele min gymnasiegang har jeg bare haft det tal malet i panden; hver gang jeg sparkede til en bold, hver gang jeg tog en armbøjning. Fire. For hver ekstra kilometer jeg løb om ugen, hver muskeloverbelastning, hvert astmaanfald. Fire. For lige meget hvor meget jeg forsøgte, havde jeg fået det mærkat på mig. 

Men hvis jeg får 4, er det svært at komme ind på Cambridge University. Det er svært at følge mine akademiske drømme, fordi jeg er dårlig til sport. Det fik jeg understreget, da alle omkring mig gik en, hvis ikke to karakterer op i idræt. Selv dem, der ikke ydede en skid, fik et 7-tal. Og jeg begyndte at føle mig mere og mere elendig. 

Se, sagen er, at da jeg så det ene firtal på mit karakterblad, virkede min fremtid pludselig så underligt fjern. Alle mine drømme om at komme til at studere på mit drømmeuniversitet fremstod pludselig utydelige, ikke realistiske. Det var pludselig, som om jeg aldrig nogensinde ville nå dertil - at det altid ikke betød noget at arbejde hårdt, fordi jeg alligevel har intet at arbejde imod. 

Jeg blev tynget af en tung følelse af tomhed, en form for hulhed, jeg slet ikke vidste eksisterede, før mit hjerte føltes mere gennemhullet end en skive mellemlagret ost. Jeg har ikke tænkt mig at komme ind på, hvor langt nede jeg var, for jeg ved, det kommer senere, og jeg har ikke overskud til at skrive det ned nu, men jeg ledte så længe efter noget, der kunne hjælpe mig. Klokken var lidt over midnat, og jeg havde brug for at snakke med nogen. Jeg havde brug for nogen til at berolige mig og fortælle mig, at alt ville blive okay, men Børnechatten og Cyberhus havde lukket. Jeg ledte videre, brugte 27 minutter på at søge rundt på Google, men der var ingen. Jeg var helt og aldeles alene. 

Så jeg endte med at finde en video med cafélyde og sidde og lytte til det, imens jeg forsøgte at tage mig sammen til at gå ud og børste tænder; til at rejse mig. Til at leve. 

Spoler man tiden tilbage til et par timer forinden, havde jeg skrevet til Helen og Victoria, at jeg overhovedet ikke kunne holde op med at tænke på den skide karakter. At det åd mig op indefra. Victoria var som altid opslugt af sit arbejde, mens Helen hellere ville diskutere, om hun var bedre til idræt end mig (det er hun ikke). 

Og det var da fint, de ikke var der for mig dér. De misforstod, hvad jeg havde skrevet. Tænkte ikke, jeg bogstavelig talt sad med det firtal kredsende rundt i hovedet i uendelige cirkler. Så langt tænkte de aldrig. Nej, det var først til min karaktersamtale, hvor jeg begyndte at tude og flæbe og begrave mit hoved i mine hænder, at de indså, hvor slemt det havde været. Jeg forsøger altid at undgå at græde i offentligheden, og jeg klarede det også næsten. Jeg var lige kommet ud af karaktersamtalen, da hulkene begyndte at presse på. Var jeg bare lige nået ud på toilettet, havde det været fint. 

Jeg tænkte jo, de ville være gode til at trøste mig. De havde været der for mig op til (var jeg i hvert fald selv overbevist om), og i den periode var jeg også enormt glad for deres venskab. Men den dag ændrede noget sig bare, jeg indså, hvor ufattelig ødelagt jeg var i forhold til dem. Jeg var som en gammel Nokia, der var blevet tabt 37 gange, mens de var en hhv. iPhone 6S og 7, hvor den ene havde en enkelt skramme fra et fald. De havde ingen idé om, hvor langt ud man kunne komme, og det gjorde mig så bitter indeni, at jeg fik det dårligt over mig selv. 

Jeg sad i en halv time, måske en time, uden at sige noget. Jeg var bare fastfrosset, en robot. Kunne ikke få noget over mine læber. Men så kom det endelig. Et par ord, der fik mig til at flæbe endnu en gang, fordi det gjorde  så ondt at indrømme. Jeg kan huske, hvor længe det havde taget mig at mande mig op til rent faktisk at fortælle dem - hvor mange peptalks om at det var for det bedste, samt at de ville kunne hjælpe mig. Det kunne de sikkert godt, men de gjorde det ikke.

Jeg havde prøvet at komme i kontakt med Børnechatten, fordi jeg den nat var overbevist om, at hvis jeg ikke fik fat i nogen,ville jeg tage livet af mig selv. Det indrømmede jeg til Helen og Victoria, og jeg havde det så dårligt over at sige det, men ... de krammede mig bare. Det var deres eneste reaktion. Det er måske en fin umiddelbar reaktion - ikke at jeg ville kunne finde noget meget bedre - men da nogle dage gik, og de slet ikke bragte det på banen, gik det  langsomt op for mig, at de havde tænkt sig bare at glemme det. At de ville forsøge at begrave det, lægge det bag sig, som om man kunne sy en bamse sammen, når man havde taget al dens fyld ud. 

Dagene efter havde jeg været så sikker på, at en lærer ville hive fat i mig og sige, at de havde sagt det. At jeg skulle til rådgivning, snakke med nogen om det. Men de havde bare undgået den konfrontation, fordi de ikke havde skænket det en tanke siden. 

Jeg indså den dag, hvor dybt overfladiske de var. Ikke bare at de kun tænkte på det ydre, men også at der bare ikke var nogen dimensioner i deres sjæle. De var to omvandrende 2D-piger, hvis absolut yndlingshobby var at snakke om andre mennesker. Det synes jeg sgu, livet er for kort til. 

Dette er enden af aftenens indlæg, for det har taget mig længere tid end forventet at skrive, og selvom jeg har så meget mere at sige om den historie, er jeg for træt til at uddybe. Det må blive en anden dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...