Tiden

En tankevækkende fortællingen om en ung tjenestepiges skæbne og hendes gang på slottet Kronborg. Hvilke hemmeligheder gemmer hun på og hvilke ting har hun været vidne til?
En psykisk fortælling gennem hendes indre sind.

0Likes
0Kommentarer
145Visninger

1. Tiden

Tiden

Af: Anna Skovby Hansen

 

Det blå rum har været blåt så længe, at jeg ikke længere ser den ellers smukke farve. Duften af lavendel har svævet i rummet, så længe at jeg ikke kan dufte den længere. Den blå himmel på den anden side af muren har givet mig håb.

 

Håb i de hårde tider.

 

Tid har haft den største betydning i mit liv, kommer jeg pludselig i tanke om, mens jeg fanger mig selv i at dagdrømme mig over på den anden side af sundet. Da jeg var hos mine forældre på familiens gård i Sverige, ville jeg have udnyttet tiden anderledes, hvis jeg havde kendt min fremtid. Jeg ville have nydt den frihed der hører med til at være lille og uvidende. Jeg ville nyde hvert eneste åndedræt i den svenske natur, jeg ville nyde hver gren knække under mine fødder, mens jeg gik gennem skoven, for at komme hjem til gården fra min daglige gåtur ned til vandet, og jeg ville nyde hvert måltid, som havde det været mit sidste. Men livet leves ikke bagfra, så derfor ved jeg ikke hvad der venter i morgen. Derfor lover jeg mig selv aldrig at tage noget for givet, ikke engang at sidde i dette værelse dagen lang og mindes hvorfor jeg plejede at gemme mig herinde. Jeg husker at nyde hver solopgang, for det betyder jeg er kommet en dag længere i livet og livet er værd at fejre, bilder jeg mig selv ind. Måske hvis jeg var født et andet sted ville min skæbne have været en anden – min kære mor sagde altid, at den der står distancen vil blive belønnet i sidste ende. Kun nu forstår jeg betydningen. Jeg må bare holde ud nogle minutter længere, et par dage længere, en måned længere, nogle år længere… men til sidst vil jeg stå tilbage, som vinderen, vil jeg ikke MOR?

 

Jeg er begyndt at tale til ting og mennesker der ikke engang er tilstede, jeg prøver at stoppe, men trangen til at komme ud med mine ord, oplevelser og tanker er for stor. Det er svært når der ikke er andet i verden end mit eget sind, derfor bliver alt levende for mig. Men jeg er det eneste levende i den verden, jeg selv skaber. Jeg vågner op, jeg drømmer, jeg drømmer om hvad der er på ydersiden af disse murer. Når ingen hører det, for der er aldrig nogen der hører mig. Snakker jeg med den indre stemme jeg har fundet i mig selv. En pige der skriger, men aldrig bliver hørt. Jeg prøver at gemme hende væk og lagdes som om hun ikke findes, for det gør hun ikke. Hun er min skygge, hun er mine hemmeligheder, mine mørkeste drømme, hun er mig og jeg er hende. Hun siger alt det jeg ikke selv vil indrømme, men hvorfor lyver jeg dog for mig selv? Er jeg kommet til det punkt, hvor jeg er blevet ræd for mine egne tanker og hvad min hævngerrig vil bringe med sig af følger.

 

Jeg forlader det mindeværdige blå lavendel rum og bevæger mig ud mod de mange gange, der snor sig rundt i slottets kvadratiske bygning, da jeg støder på det rædselsfulde maleri. Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg lagdes som om jeg ikke vidste, at det har sin plads præcis her, for det ved jeg udmærket godt. Det hænger som altid i den højre fløj, der hvor jeg altid havde mine rutinemæssige gange, for at bringe nye klæder og rent silke sengetøj til de fornemme herres værelser. Jeg tænker tilbage på min første tid på slottet, det var noget helt andet, end at bo hjemme hos mor og far på deres gård i Sverige, hvis det ikke havde været for den dårlige høst ville jeg måske stadig være hos dem. Mon de ved hvad der er sket med mig? Tænker de stadig på mig? Elsker de mig stadig? Jeg stopper tankerne der og går tættere på maleriet, så jeg kan studere en hver detalje. Det utroligt at man vil male sådan et menneske, han ser så sejrrig ud stående der med sin hest og våben, men jeg ved hvem han er under alle de dyrebarer klæder og smykker. Jeg ville ønske han var blevet malet grimmere. I det jeg står og studerer billedet kan jeg hører skridt længere nede af gangen. Da larmen fra støvlerne nærmer sig, kan jeg se det er ham. Selvom jeg ikke vil indrømme det er jeg lidt nysgerrig, efter at se hvad han gør her på slottet, jeg har ikke set ham siden natten i kassematerne, hvor det hele blev sort. Han stopper op lige foran maleriet af sig selv - typisk tænker jeg og husker hvor selvglad den mand er, det er vel noget der kommer med magt, sådan var alle mændene her på slottet, da jeg tjente dem ved hoffet. Efter ham kommer en ny tjenestepige, jeg husker aldrig at have set hende før, hun må være hans nye slavepige. Da han er færdig med at studere billedet, vender han sig om og jeg ser ham lige ind i øjnene. Han kan selvfølgelig ikke se mig, men hvis han kunne, håber jeg mit blik var nok til at dræbe.

Han råber efter pigen der kommer slæbende bag ham:

                      ”Få noget fart på”

dig kan man ikke bruge til andet end sin egen tilfredsstillelse – hvisker han til sig selv, imens hun slentrer forbi ham med hans oppakning.

De forlader begge rummet i en fart og jeg står tilbage med intet andet end had og kuldegysninger gennemboret i hele min kolde krop. Jeg overvejer i et sekund at følge efter dem, men hurtigt vifter jeg tanken væk og skynder mig, at tænke på noget andet. Jeg beslutter derfor at bevæge mig ud af slottet og ned i gården, jeg trænger til noget frisk luft. Kan man egentlig godt sige det, selvom man ikke trækker vejret?

Det er en flot forårsdag. Du ved sådan en hvor solens stråler rammer de bronze belagte tage, så de skinner og der er ikke en sky på himlen, så slottets tårne står kniv skarpe op i himlen. Jeg føler mig så lille, når jeg er omkranset af slottets murer på alle sider. Jeg beslutter at gå en tur ud til voldgraven, der omkranser slottet. Svanerne svømmer stille rundt, så fredfulde. Jeg har altid set svanerne, som et symbol på frihed. Når de ikke ønsker at svømme rundt her længere, flyver de bare et andet sted hen, jeg ville ønske jeg havde samme muligheder, hvis jeg kunne flyve, ville jeg flyve over sundet og op til den lille gård, for at hilse på mine forældre, bare lige for at se dem også kunne jeg flyve tilbage igen, jeg kunne opleve verden, jeg har hørt så mange gennem årene snakke på slottet om den verden der findes udenfor, det har ikke altid været positive beretninger. Jeg har tit hørt om de krige der raser ude i den store verden og hvor mange uskyldige mænd der aldrig vender hjem til deres familier igen. Da jeg havde min gang på slottet, ved hoffet så jeg mange grusomme skæbner, da jeg tilså sårede soldater. Hvordan jeg kom igennem det er et mirakel, hvordan overlever man, at være vidne til så meget elendighed? Jeg ved det endnu ikke, men jeg tror det der fik mig igennem dagene, med de dengang sårede og døende soldater var de små mirakler der opstod. Der skulle ikke meget til før følelsen af at rede et liv, overvældede følelsen af ikke at være i stand til at stille noget op - mod naturen med de mange mænd der døde nærmest i armene på en.

 

Døden får mig til at tænke på kasematterne og jeg vælger meget mod min vilje at gå der ned. Kasematterne er slottets mørkeside, det er her alt fælt sker, det er de mørke fugtige gange, som er kontrasten til slottets fornemme værelser med marmorgulve, guld belagte genstande, loft malerier og udskæringer i alle tænkelige udformninger, samt de mange vinduer med udsigt til havets bølger og alverdens skibe. Hernede er det mest eksotiske og levende de mange rotter der render frem og tilbage. De mange gange gemmer på hver sin hemmelighed, sin egen skyggeside. Ligesom kasematterne symboliserer min egen skyggeside. Det var disse gange der valgte min skæbne, hvis man kan stille det sådan op. Det var vel ikke kasematternes skyld, men hans skyld. Jeg har bare brug for at kunne give nogen eller noget skylden. Det er svært ikke at tænke på den nat, han tvang mig ned i kasematterne i troen på, der var sket en ulykke med en soldat jeg skulle tilse. Jeg husker det som var det i går, selvom jeg har prøvet at glemme det ligeså mange gange, som jeg har trukket vejret. Jeg husker hans hænder, ånde, lugt på min nøgne hud. Jeg husker mine skrig og råb om hjælp, jeg husker den soldat der gik forbi uden at gribe ind. Det hele kulminerer og jeg husker hvordan det blev lettere og lettere at acceptere, jo flere gange det skete i den mørke tunnel. Jeg husker hvordan han hver gang efterlod mig, liggende på det kolde stengulv med oprevet tøj og skrammer fra de slag han havde givet mig, hvis jeg bare havde strittet det mindste i mod. Hvis jeg ikke stred imod følte jeg, at det var det samme, som at sige det er okay og efterhånden begyndte jeg, at tro på at det var det rigtige han gjorde, det var mig der var forkert.

Nu hvor det er fortid og han har fundet en ny pige, at nage er det eneste jeg ønsker fred i sindet, tanken om at endnu en uskyldig pige skal gå det samme igennem er ubærligt, men virkelighed. Jeg må videre med det liv der venter mig på den anden side. Ligesom den nye pige nu skal stå den distance, jeg ikke kunne. Hvilken skæbne hun lider ved jeg ikke, men jeg håber hun sejrer modsat mig.

Jeg beslutter at det var nok fortid for i dag og bevæger min efterhånden følelsesmæssige vrag af en krop over mod slottets kirke. Jeg har brug for at tale med en fra samme verden som jeg. Derfor begynder jeg-

 

”Kære Gud skænk mig den fred jeg har søgt hele livet, ta´ mig væk fra mit fangeskab i den verden jeg har været en del af så længe. Jeg er klar til at tjene dig, hvis det betyder jeg bliver fri for at gå rundt i intetheden”.

 

Freden sænker sig over hendes krop, som en genopstandelse fra sin fortid, en befrielse fra sit eget liv og egen krop. Den krop hun har følt sig utilpas i så længe, fordi den ikke har været hendes egen og bestemmelsen over egne lyster har været fraværende. Ligesom hun selv hele livet har været fraværende udadtil og prøvet at gøre sig lille for hele samfundet. Hun har følt sig lille og ligegyldig. Tiden er kommet og tiden er kommet med guds engle. Fred fylder hendes krop og livet i intetheden og sit eget helvede opsluges, af den indre fred i hendes sind. Døden opsluger sorger og fjerner syndere, men døden tager også de uskyldige og de gode. Som hende selv, der har haft sin gang på slottet som en løsgænger, set alt, hørt alt. Oplevet alt igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...