Revenge

17-årige Miranda tager sammen med sin veninde, til One Direction koncert med backstage billetter. Men det er ikke første gang Mira, møder drengene og hun kan bestemt ikke lide dem mere. Hun bliver ved med at støde ind i Harry over alt, men hvad sker der når nogen får øjnene op for hendes talent for at danse? Og når hun bliver tilbudt et modeljob? Ja, det må tiden vise.

Dette er en ny version af Revenge, hvor jeg har lavet en masse ændringer. :)

2Likes
0Kommentarer
1281Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Søndag d. 13 marts, 2011

”Mor?” alt er sløret, men det ligner hende. Det begynder langsomt at blive skarpere, og jeg kan se hele hendes figur, ved siden af min fars. ”Hvad er der sket?” hvad laver jeg i en hospitalsseng? ”I kørte galt,” jeg kigger skræmt på hende. Det kan ikke passe! ”Er det sket dem noget?” min mor nikker, og jeg læner mig tilbage i sengen. ”De ved ikke om Emma overlever,” jeg tager min hånd op til munden, mens mine øjne bliver blanke. Jeg kan ikke leve uden hende. Jeg trækker mine ben til mig, så jeg sidder i fosterstilling, min mor tager min hånd. ”Kan jeg se hende?” en læge er kommet ind, og hun nikker. Jeg er stabil og må gerne tage hjem. Hun ligger i koma, fortæller lægen, da hun efterlader mig på stuen med Emma. Jeg har kun fået få skrammer, mens hun ligger med sår fra top til tå. ”Jeg elsker dig,” hvisker jeg og slipper hendes hånd, jeg tog fat i lige, jeg kom ind på stuen. Jeg går ud fra hendes rum og hen til hendes forældre og hendes lillebror, der ligger i et andet rum. De er endnu ikke vågnet, konstaterer jeg. Jeg går hen til min fætter, han ligger med åbne øjne og er dermed vågen. Jeg tager ham stille op og vugger ham i hans gråd. Jeg sætter mig i en stol ved siden af min moster, jeg sidder lidt, før jeg rejser mig og går ud i venterummet. Hvor mine forældre sidder, de gik ikke med mig, da jeg gik ind til Emma.

Jeg sætter mig ned med ham, ved siden af min mor. Hun flytter dynen lidt væk fra ham. ”Moster,” jeg retter blikket på Emmas storesøster, Vanessa. Min mor rejser sig og løber hen til hende, Vanessas makeup er helt tværret ud. ”Er de andre vågne?” spørger hun, og min mor trækker på skuldrene. ”Vi kan gå ned og se, om de er. Hun smiler, jeg rækker hende William, vi går hen til hendes forældres stue. Vi går ind af døren, min moster er vågen, hun kigger på os. ”Hej,” jeg kigger på hende og er lige ved at bryde sammen. ”Er i Emma Rivers familie?” jeg vender mig om og nikker vildt. ”Vi er kede af at meddele, at hun desværre ikke er overlevet. Det sortner for mine øjne, jeg lægger mig ned på gulvet og kigger bare op i loftet. Jeg får det dårligt, tårer kommer frem og triller ned af mine kinder. Jeg snøfter. Jeg kigger op på Vanessa, der står bøjet hen over mig. ”Kom, så viser vi dine forældre, hvor god du var,” jeg vil ikke. Jeg tager hendes hånd, hun rækker til mig. ”Mira vil gerne fortælle noget,” jeg står og kigger ned i jorden, mens hun holder pokalen. ”Emma er død” siger jeg grådkvalt, ”og jeg vandt.” Jeg forsøger at være stærk, men jeg kan ikke. ”Min mor smiler falskt til mig, men smilet er så falskt.

 

 

Onsdad d. 16 marts, 2011

Tre lange dage er gået, og jeg er lige hoppet i en kjole. Den kjole, jeg skal have på til Emmas begravelse. Jeg har haft fri for skole siden uheldet, det tager hårdt på mig, jeg savner Emma så meget. Jeg savner at have hende, jeg kan støtte mig op af. Min mor har glattet mit hår, hvis det havde været alt andet, havde jeg lavet krøller, men det var min og Emmas ting. Da vi tog hjem fra hospitalet, satte jeg en fascade op. Folk måtte ikke kende til min smerte, jeg tog en maske på, der ikke kunne tages af andre. Jeg har smilet, men kun falske smil. I dag bliver anderledes, jeg lader tårene få frit løb. Hun skal begraves i kirken – hun blev døbt i, hvor jeg også selv blev døbt. Alt for mange minder, hun blev konfirmeret her. Vanessa havde hjulpet med at købe en kjole til i dag. Emma var personen, der løftede mig op. Præsten begynder at snakke om hende, men han kender hen ikke, som vi gør. Da han er færdig, rejser Emmas far og nogle andre mænd sig. De tager fat i kisten og bærer hende ud i den. Vi stopper foran en grav, der er åbnet op, og ingen kiste ligger der i. Der står allerede en gravsten, ved siden af to andre.

 

Emma Lime River

5/7-1996 – 13/3-2011

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...