Sommerfuglemassakren

I går grinede min roomie af mig. Spurgte, om jeg havde rullet mig i honning eller hvad? Jeg fejede det af med en selvhøjtidelig bemærkning om kreativ udfoldelse.

Bidrag til konkurrencen 'Døde piger lyver ikke', valgmulighed nr. 2.

0Likes
0Kommentarer
88Visninger
AA

1. Sommerfuglemassakren

Sommerfuglemassakren

 

Jeg tumler ind på værelset, blændet af tårer. Jeg famler mig igennem en kasse på reolen, indtil jeg finder, hvad jeg leder efter. Den schweiziske lommekniv jeg fik i gave på min 10-års fødselsdag.

Ud på badeværelset igen. Ind i brusenichen, synker sammen på fliserne, tænder for vandet. Mine hænder ryster så meget, at jeg næsten ikke kan få bladet op. Endelig. Det første snit er desperat, går dybt. Det hjælper. Billederne trænges i baggrunden, stemmen overdøves af den brændende svie. Jeg gisper af lige dele smerte og befrielse. Igen. Gisp. Flere tåre. Jeg kigger ned. Vandet, der gennembløder mine bukser, og løber mod risten, er rødt. Det er en grim farve. Jeg kigger ned af mig selv. Trøjen klæber til min oppustede mave. Jeg fyldes af afsky og selvhad. Den skal dø. Den skal dø, fordi den er halvt ham. Nej vent. Jeg kan ikke lade være med at grine. Hive efter vejret gennem alt snottet og spyttet og tårene. Den er trekvart ham. Trekvart monster. Jeg skriger af grin. Skriger, skriger. Bladet har ved egen kraft fundet vej gennem mit maveskin. Gennem musklerne, med kurs mod et bankende hjerte.

Nogen hamrer på døren.

”Eva, hvad sker der?! Er du okay?!” Stemmen er forskræmt og velkendt. Min roomie. Fuck, jeg kan ikke blive her, vel? På efterskolen, altså? De sender mig hjem, hjem til ham. Hjem til næverne, hjem til stemmen, der fortæller mig, at det alt sammen er min skyld. Min skyld mor forlod os. Min skyld, min skyld. At jeg er ubrugelig, værdiløs, kun god for en ting.

”Eva! Lås op!!” Hun råber. Jeg lukker øjnene. Ikke flere ord. Ikke flere tanker. Jeg kan ikke mere… jeg kan ikke. Knivsæggen finder nye ofre. Støvede vinger skilles fra små kroppe. Kød gennembrydes igen og igen. Smerten skylles væk i en blodrus.

I det fjerne hører jeg et skrig. Min roomie. Nogen må have brudt døren op. Hænder griber mig, fravrister mig mit våben. Verden er blevet så underlig sløret. Mine tanker ligeså. Der var noget, jeg skulle - noget vigtigt! Noget jeg burde fortælle dem… noget med et monster. Hvorfor nu det? Min krop er vægtløs. Jeg flyver. Eller falder jeg? Engang læste jeg, at hvis man havde lyst til at cutte, så skulle man tegne i stedet. Sommerfugle, der hvor man ville skære. Hvis man så skar alligevel, så døde sommerfuglene. Måske er det dem, jeg rider på nu… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...