Forgive me, I love you too…

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2017
  • Opdateret: 14 jul. 2017
  • Status: Igang
Den handler om Rosemary Diamond, som har kendt Justin Bieber hele sit liv. Rose (hendes kældenavn) har aldrig haft andre venner end ham. En dag forelsker hun sig i ham, men da hun fortæller at hun elsker ham, forlader han hende. En dag dukker han op, efter at hun har prøvet at begå selvmord. Læs med for at se hvad der sker;)

(kort historie)

16Likes
12Kommentarer
1043Visninger
AA

3. 2. del

Justin Bieber:

"Jeg kan ikke Justin, du har forvoldt mig for meget smerte," hvisker Rosemary. Hun rykker sig ud af mine arme, og tager sig frustreret til hovedet. Åhh nej sagde jeg noget forkert? Virkede jeg for frembrusende? Fuck! Jeg skal da også bare ødelægge alt, præcis ligesom dengang. Jeg skulle aldrig have løbet min vej. Jeg var bare en forpulet kujon, som stak halen mellem benene. Rose og mig havde været bedste venner igennem mange år, faktisk næsten helt tilbage fra vi var ca. 5-7 år gamle, fordi vi gik i samme børnehave. Da Rosemary havde fortalt om hendes følelser for mig, slog det bare klik i mit hoved, og jeg viste ikke om jeg følte det samme som hende, fordi jeg var jo bare 17 år der og følte mig ikke klar til at have en kæreste. Det har jeg fortrudt alt for mange gange. Jeg fandt senere hen ud af at jeg også var vild med hende, men jeg turde ikke kontakte hende, fordi tænk hvis hun ikke var forelsket i mig mere, eller endnu værre at hun hadede mig og aldrig ville se mig igen?

 

Da hendes mor ringede og fortalte, at hun lå i koma på grund af selvmordsforsøg, viste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg var fuldstændig chokeret! Den smukke, søde, selvsikre pige med massere af selvtillid, ønskede ikke at leve længere? Det var ubeskriveligt. Jeg kan stadig mærke den ubehagelige og klamme følelse jeg fik i kroppen. Faktisk troede jeg først at det var verdens dårligste joke, og prøvede at bilde mig selv ind at det ikke kunne være hende. Naivt? I know. Det var først da jeg så hende ligge i den hospitalsseng, med en masse nåle i sig og slanger omkring sig at det gik op for mig. Hun var helt ligbleg i hovedet, hendes hår var uglet og fedtet, på kroppen havde hun en hospitalskjole på og alt i alt var synet ikke rart. Hun var også blevet meget tyndere, ikke sagt at hun ikke var tynd før, men nu var det ikke sundt. Roses kærlige øje, og plejede at udstråle glæde, kærlighed og selvtillid, var helt væk. Hendes særlige glød i øjnene var død, hun var tømt for energi og liv. Alt det gav mig et stik i hjertet. Der indså jeg helt hvor højt jeg elsker den pige, og hvor langt jeg vil gå for at se gløden i hendes øjne. Så lang jeg vil gå for at gøre hende lykkelig hver evig eneste dag resten af mit liv.

 

Jeg tager hurtigt et skridt frem mod hende, og krammer hende ind til mig.

"Undskyld, undskyld, undskyld. Det var dumt sagt af mig. Jeg vil bare ikke have at du gør noget dumt, fordi jeg elsker dig,"

"Hvorfor stak du så af, og efterlod mig sådan?" Hviskede hun med en rystende stemme.

"Fordi jeg var bange, og jeg var nervøs for at hvis vi kom i et forhold, så blev vores venskab ødelagt, og jeg kunne risikere at miste dig. Hvilket jeg jo kom til alligevel,"

"Hvad var du bange for?"

"Jeg var bange for ikke at være god nok, du fortjener så meget bedre end en som mig" Hun vener sig med det samme om, og ligger sine hænder på mine kinder.

"Dit store fjols. Du vil aldrig miste mig, jeg har jo sagt at jeg elsker dig. Jeg tvivler nærmere på om jeg er god nok til dig, hvilket je"

"Du er mere end god nok til mig, og du må ikke skade dig selv på grund af mig. Please lov mig at du aldrig gør det igen?" Afbryder jeg brat imens jeg holder vores øjenkontakt. Hun svarer ikke med det samme, så jeg strammer mit tag om hendes hofter. Hun nikker næsten usynligt, og vender hendes blik ned af mod vores fødder.

"Hvorfor har jeg følelsen af at det ikke kun var på grund af mig du gjorder det?"

"Du var den største grund, men efter du skred, så begynde jeg at tvivle på mig selv. Jeg føler ikke længere at jeg er god nok, og jeg forstår også godt at du ikke gad mig, fordi jeg er så klam, fed og grim, og så" Jeg ville ikke hører på mere, fordi det passede jo slet ikke! Jeg presser mine læber mod hendes i frustration og desperation. Mine arme strammer sig endnu mere om hendes hofter, hvis det over hovedet er muligt, og trykker hendes krop imod min. Jeg kunne mærke at hun fik et chok, men hun begyndte at kysse med blidt. Hendes slanke arme snoer sig rundt om min hals, imens hun trækker mig tættere ind til hende. Pludselig rammer en dråbe min kind, så jeg trækker mig blidt fra hende, og ligger først nu mærke til de sortgrå skyer, som har fyldt den ellers lyseblå himmel. De sortgrå skyer var begyndt at græde, og det blev bare værre og værre. Så pludselig stod det ned i store, fede stråler. Solen havde overgivet sig og var derfor nu bag skyerne. Vi blev hurtigt gennemblødt, men vi var ligeglad. Da jeg kigger ned på Rosemary igen, står hun stadig og kigger mod den sørgelige grå himmel, som udstråler alt andet end glæde og lykke.

 

Rosemary Diamond:

Jeg ser mod den grædende himmel, mens jeg kan mærke Justins blik på mig. Jeg havde fået en chok, da han kyssede mig. Men jeg havde kysset igen, og jeg fortrød det ikke. Jeg blev nød til at stole på ham, ellers bryder jeg bare sammen igen. Jeg kan stadig huske alle de dage jeg har brugt på, bare at ligge inde på mit mørklagte værelse og græde mine øjnene ud. Jeg stoppede også med at spise, fordi jeg var så sikker på at det var mit udseende, som Justin syntes var afskyeligt, men det forstod jeg også godt. Jeg er er pisse klam at se på. Jeg bliver trukket ud af mine tanker ved Justins stemme, som spøger mig med en lav og blid stemme i mit øre.

"Der er noget som jeg altid har ville prøve," Hans stemme sender et stød igennem min krop. Han kan gøre ting ved mig, som jeg ikke kan forklare. Han læner sig stille og roligt væk fra mit øre, og kigger mig nu i øjnene. "Hvad?" Fik jeg hvisket ud imellem mine læber så lavt, at jeg var i tvivl om han overhovedet havde hørt mig. Men det havde han.

"Det her." Mumlede han inden han presser han sine bløde fugtige løber imod mine lidt tørrer læber.

 

Næste dag – Rosemarys synsvinkel

 

Justin havde lånt vores gæsteværelse i nat, da det var blevet sent i går. Vi havde lagt inde på mit værelse i min seng, og snakket om hvad der var sket siden dengang. Han var blevet ved med at fortælle mig at jeg var den smukkeste og sødeste pige han nogensinde havde mødt, men jeg havde stadig svært ved at tro på det.

 

Jeg har stadig ikke tilgivet ham 110%, men jeg har tilgivet ham nok til at vi er venner igen. Han havde fortalt mig hvorfor at handlede som han havde gjort, og han havde undskyldt mange gange. Jeg har aldrig givet ham et svar på om jeg vil være kærester med ham, måske er det også derfor han havde sendt mig en besked på Messenger? Han havde skrevet til mig, hvor han spurgte om jeg vil med på date med ham, hvilket jeg havde sagt ja til. Alle fortjener en chance til. Det har min mor altid sagt. Jeg elsker jo stadig den klaphat… Det der holder mig tilbage er tilliden. Jeg kan ikke finde ud af om jeg stoler nok på ham, til at gå skidtet videre med at blive kærester, fordi hvis jeg først gør det, er der ingen vej tilbage…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...