At være bagklog

Erindringstekst.

0Likes
0Kommentarer
66Visninger
AA

1. At være bagklog

 

 

"Hvorfor er du egentlig så grim?"

Latteren, der fulgte, rungede i mine ører. Selvom den blot kom fra én elev, kunne den lige så vel være kommet fra alle i hjemkundskabslokalet. Anders lænede sig ind over køkkenbordet og skraldgrinede. Oliver kiggede sig over skulderen med et frydende smil på læben. Han havde formået at den øverste leder til at grine ved at prikke til mig, og det måtte give ham en højere stilling i hierarkiet, formodede jeg. Hakkeordenen.

Jeg kunne se det i hans blik. Se, hvordan manipulationen fra klassens konge havde påvirket ham, og gjort ham til intet andet end en tankeløs robot med et fjoget smil om læben. Og var han måske selv særlig charmerende? 

"Hva'?" lød mit eneste svar; for jeg turde ikke vise, at jeg havde hørt, hvad han sagde, i frygt for, hvad der så ville ske. Jeg prøvede derfor at snige mig uden om ved at spille dum. Grim og dum, kunne det blive bedre? 

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, eller hvad jeg skulle sige. Tårerne brød frem i øjnene, så jeg vendte mig om for at lade som om jeg rodede med en pose med gulerødder. Men kun for få sekunder, før jeg roligt gik ud mod det afsides lokale, hvor alles jakker og tasker var. Ingen andre var her, så jeg lod tårerne få deres vilje. Og mens de løb tavst ned ad kinderne på mig, havde jeg en konstant årvågenhed rettet mod dørene til lokalet, jeg befandt mig i, hvis nogle skulle komme ind. Ingen måtte se mine tårer, for så ville det blot gøre mere ondt og latteren blive højere. Det var ikke noget jeg troede, det var noget jeg vidste. Jeg havde prøvet det før. 

Men nu kørte scenariet selvfølgelig på replay i mit hoved, så jeg ikke kunne undgå at fortryde og være bagklog. Hvorfor havde jeg også været så dum at svare med et tungnemt "hva'?"? Hvorfor havde jeg ikke svaret igen?

Som hver gang det skete, forestillede jeg mig nu i dyb frustration, hvad jeg i stedet skulle have gjort og sagt. Jeg forestillede mig at tvære dem ud i en lang ordstrøm af fornærmelser, eller blot med et kort "er du da pænere selv?". Men det var allerede for sent, og jeg var aldrig god til at finde ordene frem, når jeg stod i situationen. 

 

Det viste sig, at dette scenarie skulle blande sig med alle de andre, hvor de sammen ville hjemsøge mig hver eneste aften, under hver eneste stille stund, når tankerne fik lov at rive sig fri, og hver gang jeg passerede et spejl - de efterfølgende mange år. Jeg var nødt til at holde mig beskæftiget for ikke at lade tankerne løbe frit omkring. 

 

Af netop denne grund lod jeg, omkring fire år senere, denne hændelse nedskrives, i et fortvivlet håb om, at det ville låse de spøgelser, der hjemsøgte mig, fast, og aldrig overraske mig bagfra igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...