Magikerens hus

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2017
  • Opdateret: 29 maj 2017
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
185Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Jeg løb ned af gaden, mine bare fødder imod jorden. I min hånd dinglede en halskæde og glimtede i sollyset. Bag mig et sted kunne jeg høre et fjernt vredt råb. 

Stemmerne kom gradvist nærmere. Jeg satte farten op, hvis de fangede mig nu var jeg på den. Billigst ville jeg slippe med en afhugget hånd. Og jeg holdte for meget af begge mine hænder til at ønske det. Så selvom mine ben var begyndt at blive tunge og mit åndedrag gispende blev jeg ved med at løbe. 

Længere fremme kunne jeg se en svært befolket gade. Hvis jeg nåede folkemængden ville de ikke være i stand til at finde mig. Jeg ville være så godt som væk. 

"Stop dit tyvepak" stemmen var tættere på end før. Men jeg stoppede ikke op for at tjekke hvor tæt. Jeg blev ved med at løbe lige ind til jeg nåede folkemængden. Her satte jeg farten ned, dukkede hovedet og zigzaggede længere væk. Tilsidst kunne jeg ikke længere høre råbene og jeg kunne ånde lettet ud. 

Da jeg var nåede langt nok væk inspicerede jeg halskæden nærmere. Det var en lang tynd guldkæde med en sten for enden. Desværre ingen diamant men en helt almindelig krystal. Den var sikkert ikke lige så meget værd som jeg først havde troet, men den kunne vel stadig skaffe mig aftensmad.

Forsigtigt stoppede jeg den i min lomme, det var engang sket at jeg havde tabt en guldring og jeg nægtede at lade fejltagelsen gentages. Hvis jeg først mistede noget her i folkemængden ville jeg stensikkert aldrig finde det igen. 

Jeg fandt hurtigt en bod med nogenlunde billigt mad. Ejeren var en lille buttet mand med en stresset mine og fuldskæg. Han sprang rundt og forsøgte at betjene alle kunderne på en gang. Og på denne tid af dagen var der mange af den slags. 

Der gik længe før han fik øje på mig. Det var vel en af de knap so gode ting ved at være lav. Ingen så en lille pige. Min højde kunne godt irritere mig nogle gange, selvom jeg nærmede mig de tolv somre var jeg stadig lav i forhold til andre på min egen alder. 

"Vil du købe noget, min lille ven?" spurgte han højt i et imødekommende toneleje. Jeg nikkede smilende, jeg tvivlede på at min stemme ville kunne overdøve støjen. Så jeg pegede bare på et brød og en skive ost. Det burde kæden kunne betale for. 

Da jeg rakte ham halskæden blev han øjeblikkeligt mistænksom. Jeg kunne se det i hans øjne, der pludselig blev kolde. Men han sagde ikke noget. For ham var en handel en handel. Det var heldigt nok for mig at han valgte at ignorere det. Jeg havde før haft masser af problemer med at forklare hvorfor at jeg rendte rundt med en guldring eller dyre halskæder. Det var endda sket at nogen havde tilkaldt vagterne engang, det var første gang jeg nogensinde havde været tæt på at blive fanget.

Jeg tog lynhurtigt min mad og spurtede væk før han kunne nå at ændre mening.

Forpustet stoppede jeg i en smal mennesketom gyde. Jeg lod mig glide ned langs væggen til jeg sad på den kolde jord. Som tyv havde jeg intet hjem andet end tilfældige baggårde jeg stødte på. Men det var okay, hellere det end at være lænket til politik og sociale statusser. Nej som tyv var du i det mindste fri. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...