Når livet gør ondt

Historien omhandler en pige der er træt af livet, og ikke ser nogen mening med at fortsætte det. Historien er også mit bud til konkurrencen "Døde pige lyver ikke."

0Likes
2Kommentarer
134Visninger
AA

1. Når livet gør ondt

”Stop,” jeg skriger det, eller gør jeg? Ingen omkring mig ser det. Det eneste de ser er mit polerede smil, som jeg efterhånden er blevet mester i at bære. De ser ikke den kamp, jeg gennemgår dag efter dag for at holde facaden. De er naive, eller måske er jeg bare blevet for god til at lyve. Jeg ved det ikke, for det eneste jeg kan tænke på lige nu, er den ulidelig smerte, jeg føler indeni. Det er den smerte, jeg skjuler. Den smerte ingen kender til. Mit dyrebareste eje.

Eller sådan plejede det at være. Det var ikke meningen, at nogen skulle vide det, for hvilken forskel ville det gøre? Jeg kunne godt klare det selv, og det sidste jeg manglede lige nu, var mine veninders dømmende blikke. Jeg ville ikke have, at nogen skulle vide de tanker, der fyldte mit hoved, og jeg ville ikke hjælpes, men sådan gik det ikke.

Det var en mandag aften på efterskolen som så mange andre. Jeg sad sammen med et par stykker af mine veninder og snakkede. Eller de andre snakkede, og jeg sad tavst ved siden af og prøvede endnu engang at skjule, hvordan jeg havde det. Det plejede aldrig at være et problem at holde facaden. Jeg smilte, når jeg skulle smile, og grinte når jeg skulle grine, men ikke den aften. Tårerne pressede sig på, men jeg var fast besluttet på ikke at lade følelserne tage over. De måtte for alt i verden ikke finde ud af, hvordan jeg havde det. Jeg havde brug for at komme væk. Jeg kunne ikke mere, og hvis jeg ikke snart gik, ville jeg bryde sammen, og det var det sidste jeg ønskede. Jeg rejste mig fra sofaen og gik med beslutsomme skridt mod mit værelse. Der tog jeg min jakke, men da jeg skulle til at gå stod Mia i døren.

”Er du okay?” hun så med et bekymret blik på mig. Gråden sad i halsen, og jeg kunne ikke gøre andet end at kigge ned i jorden og nikke. Selvfølgelig faldt hun ikke for den, så hun trak mig med ind på værelset. Tårerne trillede nu i en lind strøm ned ad mine kinder. Jeg græder aldrig og slet ikke foran andre, så jeg tror det kom lige så meget bag på hende, som det gjorde på mig. Hun trak mig ind til sig og i et langt stykke tid, var det det eneste, hun gjorde. Efterhånden som jeg var kommet mere til mig selv, begyndte hun forsigtigt at stille spørgsmål. Jeg var færdig og træt af det hele, så jeg magtede ikke engang at holde den facade, som jeg havde brugt flere måneder på at holde. Jeg havde mere på hjertet, end jeg havde vidst, og det gik langsomt op for mig, at det her var et meget større problem, end jeg først havde tænkt. Min teori om at jeg selv kunne klare det hele lå stadig i baghovedet, men alligevel fik Mia mig overtalt til at snakke med en lærer.

Nu startede alt det, som jeg før havde frygtet. Jeg skulle til samtale med en lærer på skolen, og derfra fortsatte det. Både møder med lærere, veninder, mine forældre og senere en psykolog blev sat på dagsordenen. Det var forfærdeligt, og hvis jeg før havde haft det dårligt, var det intet sammenlignet med, hvordan jeg havde det nu. Jeg blev nødt til at lyve til højre og venstre, for jeg ville ikke have, at resten af skolen skulle vide det. Jeg ville ikke have, at de skulle ændre deres syn på mig, og jeg syntes, det var pinligt. Jeg havde altid fået at vide, at jeg var en glad, smilende og klog pige, og i mine øjne var det ufatteligt meget at leve op til. Jeg hadede mig selv for at spilde mine veninders tid, og jeg bebrejdede mig selv, at jeg havde sat dem i den situation, de stod i nu. Samtidig følte jeg på ingen måde, at jeg var det værd. Jeg følte at alt var min skyld, og selvom de prøvede at hjælpe mig, følte jeg mig uelsket og ensom. Jeg kunne ikke mere. Smerten indeni var ulidelig, og samtidig følte jeg mig så umådelig tom. Det hele var meningsløst, og jeg ville så inderligt gerne bare forsvinde.

Tårerne trillede ned ad mine kinder, mens jeg sad og kiggede ud over den stille sø. Blodet fra rifterne på mine arme klistrede sig fast til min trøje, i mens jeg så mit meningsløse liv køre forbi mine øjne. Det virkede så nemt bare at give op nu, for hvad havde jeg at leve for? Alle omkring mig havde prøvet at hjælpe, men jeg havde ikke været til andet en besvær. Jeg blev ved med at sige for mig selv, at ingen ville savne mig, men inderst inde havde jeg en lille tvivl. Det var den lille tvivl, der fik mig til ar rejse mig fra bænken og gå tilbage til skolen. Jeg så en lettelse i blikket hos mine veninder, da jeg trådte ind på værelset. De sad i min seng og kiggede nervøst på mig. ”Er du okay?” Denne gang kiggede jeg op, og med en fast stemme fik jeg sagt det, som jeg så længe havde været bange for at indrømme: ”Nej, og det har jeg nok aldrig rigtig været.”

Det er en mandag aften på efterskolen som så mange andre. Jeg sidder sammen med et par stykker af mine veninder og snakker. Jeg kigger på skift rundt på dem alle. De smiler og griner, mens de for sjovt driller hinanden. Jeg ved, at hvis det ikke havde været for dem, ville jeg ikke sidde her nu. Jeg kan ikke lade være med at smile, og jeg fortryder ikke et sekund, at jeg den dag ved søen valgte at gå tilbage til skolen. For hvis der er noget, jeg har lært af det her, er det, at det altid vil være værd at kæmpe for livet, ligemeget hvor håbløst det hele ser ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...