Welcome to the Jungle

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2017
  • Opdateret: 13 jun. 2017
  • Status: Igang
Fem velhavende teenagere er godt i gang med deres sidste år på high school, men skolen er aldrig rigtig førsteprioriteten. Drama, intriger og kærlighed er på dagsordenen og hver gang deres liv virker til at være perfekte, vil der altid være nogen, der prøver at sætte en stopper for dem. Hannah, Simone, Harry, Danielle og Justin byder jer velkommen til junglen - New York City.

13Likes
2Kommentarer
3835Visninger
AA

15. 14 - Danielle

"Harry skrev til os i limousinen, at han ikke kom i aften," sagde Justin, idet vi bevægede os ind i det store oppyntede auditorium. Der hang sølv balloner oppe i loftet grundet heliummet der var i, og på alle stolene var der billeder med navne på. Præcis som man så det på tv til de store awardshows. Der stod tjenere på rad og række bærende på bakker med champagneglas.

 

"Er du seriøs? Det ligner ikke ham at blive væk fra sådan nogle ting," sagde jeg. Det var meget mærkeligt, for normalt var Harry ham, der slæbte os med til sådanne ting.

 

"Nej, men han har bare opført sig så mærkeligt efter hans forældre dukkede op i mandags. Det er jo også forståeligt nok, taget i betragtning af det chok han fik af det," fortalte Hannah, der tidligere havde sagt at hun havde været der, da det skete. Hun havde dog ikke rigtig fortalt, hvad der egentlig var blevet sagt og det havde Harry heller ikke.  For os andre var det lidt af et mysterium, hvorfor Harrys forældre (der egentlig aldrig har bekymret dig særlig meget om ham) pludselig dukkede op.

 

Alicia blev nødt til at forlade os, for at få de sidste ting på plads og begynde showet. Ferg, der er en god ven af Rocky, så ud til at ånde lettet op da hun gik. Rocky havde fortalt, at Ferg skyldte ham en tjeneste, fordi han havde hjulpet Ferg med noget bande-relateret som jeg absolut ikke havde nogen planer om at blive blandet ind i, og derfor spurgte jeg ikke mere ind til det. Efter at have fundet vores pladser, som var på første række - nogle af de bedste pladser i hele auditoriet, begyndte vi at falde lidt til ro. Eftersom vi var nogle af de sidste, der var ankommet var showet få øjeblikke fra at begynde. Der var fotografer i alle hjørner, og de  blitzede løs på deres kameraer.

 

"Hvad tid skal dig og Simone på scenen?" spurgte jeg Rocky, der havde siddet og beundret det store setup. Han var nok ikke så vant til den mere glamourøse side af New York City, og han levede egentlig et lidt Hannah Montana liv ud fra det han havde fortalt mig.

 

"Om en halv time cirka. Det er egentlig temmelig god reklame, på den her måde får man musikken ud til flere mennesker, end bare ved at udgive noget på soundcloud."

 

"Du skulle bare vide, hvor meget folk udnytter de her begivenheder. For eksempel hende kvinden deroppe," sagde jeg og pegede på en kvinde, der sad placeret i en af de finere båse i salen, "det er Justins mor. Hun er hoveddesigner for Givenchy og sammen med en agent er hun altid med til disse begivenheder. Det er en oplagt mulighed for at spejde nogle nye ansigter til hendes kommende kollektioner. Og det er det samme med kvinden ved siden af, der er Hannahs mor. Hun er diamanthandler - verdens bedste, må jeg tilføje."

 

"Hold da op, I er da godt nok født med en guldske i røven. Så undrer det mig ikke så meget, at der bliver holdt sådan noget her," sagde han temmelig direkte.

 

"Vi er jo stadig normale mennesker," prøvede jeg at forsvare. Han løftede et bryn af mig og et grin undslap hans læber.

 

"Tro mig Dani, det her er ikke normalt."

 

Jeg kunne ikke nå at svare igen før en masse musik begyndte at spille, og Alicia trådte frem på scenen.

 

"Godaften allesammen! Det er en kæmpe fornøjelse, at jeg kunne afholde det første awardshow nogensinde for denne skole. I aften vil vi få en masse dejlig musik leveret af Simone Sanders, ASAP Rocky, Tinashe, Chris Brown og Shawn Mendes!" Der lød høje klapsalver for de musikalske navne, og jeg kunne høre en stemme bag mig der snakkede om, hvor uvirkeligt det var, at Alicia havde fået fat i de kunstnere. Men med de rigtige kontakter kræver det egentlig ikke det store, for at få fat i de helt rigtige mennesker. For nogle, var de bare et telefonopkald væk.

 

"Og jeg synes da bare vi skal komme i gang med aftenens show. Og derfor vil jeg gerne præsentere de nominerede for årets bare mave. I har alle været super søde at sende billeder af vores medelevers flotte kroppe, og her er de bedste," sagde hun med et smil og på den store skærm bag hende poppede billeder op af omkring fem drenge fra skolen, hvor Justin var i blandt dem. Personligt syntes jeg at Justins krop var meget normal og varierede i perioder mellem, hvor defineret hans muskler så ud.

 

"Og vinderen er…. Justin Bieber!"

 

Vi klappede alle af ham og med et bekymringsløst træk på skuldrene rejste han sig fra sit sæde og gik op på podiet for at modtage prisen. Hannah, der sad ved siden af mig, vendte sit ansigt mod mig og sagde: "Jeg tror ikke, at det har været en demokratisk afstemning. Mindst to af de andre har flottere krop end ham."

 

"Hvorfor skulle en så ligegyldig pris ikke være demokratisk?" spurgte jeg hende nysgerrigt. Dette fik hende til at himle med øjnene, som om det var åbenlyst, hvad der lå mellem linjerne.

 

"Hvis jeg har ret i, at det er hende, der filmede den video af Justin og jeg… Så har jeg en teori om, at det er fordi hun er lun på Justin," forklarede hun, men det gav stadig ingen mening for mig. Hvordan i alverden ville det dog nogensinde falde til hendes fordel, at optage den video? Men ud fra den ivrighed, der var at finde i Hannahs øjne, lod jeg være med at kommentere på hendes teori. Justin kom ned på plads ved siden af Hannah igen og hviskede noget i hendes øre, der fik hende til at fnise.

 

"Nu vil jeg ikke gå hen i noget politisk eller noget…, men jeg tror på, at alle her er ligestillede og at alle har ret til en mening, der betyder lige så meget, som enhver andens. Og derfor er det også vigtigt, at stå sammen mod dem, der går imod de her grundprincipper. Derfor er den næste pris kaldet 'Årets Advarsel'. Fordi vi bliver nødt til, at advare disse mennesker om, at hvis ikke de begynder at godtage andre, vil det være dem, der ender med at blive efterladt alene tilbage. De nominerede er… Harry Styles…, Danielle Baldwin…, Justin Bieber…. Og Hannah Vanderbilt."

 

Min kæbe faldt til jorden. Jeg kunne mærke Rockys blik på mig og det gjorde mig flov, at han bare sad og stirrede på os, præcis ligesom alle andre i lokalet. Hannah, Justin og jeg fik øjenkontakt med hinanden og jeg tror, at i det øjeblik var der hos os alle, et lille spinkelt håb om, at det var Harry der havde vundet den. Ikke fordi han fortjente den, men fordi han ikke var her til at tage imod den. Og hvis han vandt ville det redde os andre fra en situation, der Og hvis han vandt ville det redde os andre fra en situation, der ville gøre os fuldstændig til grin. Hvis ikke vi allerede var blevet det, altså.

 

"Og … modtageren af denne pris er….. Hannah Vanderbilt." Salen var fuldstændig stille og hvis der var en, som tabte en ørering ville det højst sandsynligt kunne høres. Ud fra Hannahs tunge åndedræt kunne jeg næsten fornemme, hvordan hun havde en indre kamp med sig selv om hun skulle gå op og modtage prisen. Og med rystende hænder støttede hun sig til armlænet idet hun rejste sig, men med hovedet hævet højt gik hun op på scenen og tog prisen fra Alicias hænder. Men i modsætning til Justin, der havde sagt nej til en takke tale, tog Hannah imod mikrofonen.  Mit hjerte dunkede så hårdt mod mit bryst, at jeg næsten kunne høre dets banken.

 

"Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til Alicia, fordi hun har vist, hvorfor skolen gang på gang…, år for år har sagt nej til et arrangement som dette. Du er en inspiration for os alle… For når alt kommer til alt, skal der jo være en i klassen, der bare er ude på at fucke tingene op. Og du inspirerer os til, ikke at blive ligesom dig…. Så tak for det Alicia Lee Anderson."

 

Hun vendte sig herefter ud mod publikum, der alle sad og holdte vejret på hendes vegne. Alle havde så stor respekt for Hannah, så ligegyldig om de brød sig om hende eller ej, så var der ikke nogen, der nænnede at sige et ord. Og i netop dette øjeblik, var jeg meget taknemmelig for det.

 

"Lige siden jeg var lille har min mor altid brokket sig over, at jeg havde stærke meninger om alt. For hvem gider have en datter, der siger forældrene imod hver gang hun kan komme til det? Men i mit senere liv har det rent faktisk givet mig en ekstrem fordel. Det har givet mig mod og styrke til at komme frem i mit liv, at håndtere problemer på min egen måde og rent faktisk lykkes med det. Jeg tilsidesætter ikke andres meninger, jeg fremhæver mine egne. Og det er en fandens god egenskab at have. Kan i huske den præsident for nogle år siden, der var lig vag med sine meninger? Nej, vel? For der var ikke nogen. Har i nogensinde mødt en jurist eller en ejendomsmægler uden stærke meninger? En designer, eller instruktør? Nej? Godt så. Så lad dette være 'Årets Advarsel' til dig Alicia," sagde hun og holdte en lille pause, "jeg vil knuse dig og du vil blive glemt."

 

Og med de ord gav hun mikrofonen tilbage til Alicia og kom ned for at sætte sig igen. Det var her at alle rejste sig op og endnu en stor klapsalve skyllede ind over publikum. Jeg kunne se Hannah se op til sin mor og bryde ud i et smil, da hun fandt hendes mor stående og klappende, og med en tåre trillende ned af hendes kind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...