Welcome to the Jungle

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2017
  • Opdateret: 13 jun. 2017
  • Status: Igang
Fem velhavende teenagere er godt i gang med deres sidste år på high school, men skolen er aldrig rigtig førsteprioriteten. Drama, intriger og kærlighed er på dagsordenen og hver gang deres liv virker til at være perfekte, vil der altid være nogen, der prøver at sætte en stopper for dem. Hannah, Simone, Harry, Danielle og Justin byder jer velkommen til junglen - New York City.

13Likes
2Kommentarer
4062Visninger
AA

13. 12 - Harry

Så sårbar og trist Hannah havde været i fredags, lige så stærk og fyldt med attitude havde hun vist gennem hele skoledagen. Den sidste time var lige afsluttet og vi var alle på vej ud fra lokalerne. Danielle havde fortalt, at hendes fætter stadig arbejde på at hacke sig ind på ejeren af videolækkelsen. Hen over weekenden havde Hannah fjernet den og anmeldt profilen, men efter hvad man kunne se, fandtes brugeren stadig derinde. Simone, der havde haft et andet fag end os andre, sluttede sig til os da vi passerede hende på gangen.

 

"Gæt hvem jeg lige så her på skolen!" sagde hun med en høj stemme. Jeg hævede et bryn og uden at gætte, valgte jeg bare at spørge hvem det var. Hun gav et suk fra sig grundet manglen på min entusiasme. "Rocky! Jeg spurgte ham, hvad pokker han dog lavede her og gæt hvad han svarede."

 

"Sig det nu bare Simone, vi gider ikke gætte." Jeg nåede knap at færdiggøre min sætning, før hun afbrød igen. Denne gang var hun ikke interesseret i mit svar, men henvendte sig derimod mod pigerne. "Han spurgte efter dig, Danielle! Til at starte med vidste han slet ikke, hvad han skulle svare.. Jeg tror han har et crush på dig," sagde hun med et stort smil på læben og ved at tage et kort kig på Danielle, kunne jeg godt se at det påvirkede hende en smule. Hendes kinder lyste op i en rødlig farve og hun vidste ikke rigtig, hvor hun skulle kigge hen.

 

"Det tror jeg nu ikke," var det eneste hun svarede.

 

"Pjat med dig. Han er omme ved bagindgangen, så du må hellere smutte afsted," sagde Simone, og inden Danielle kunne nå at svare, var hun allerede blevet skubbet i retningen af bagindgangen til skolen. Vi kom endelig udenfor i det friske september-vejr, men i stedet for at bevæge os mod vores lift hjem, stoppede vi alle op. En stor masse af mennesker stod og omringede en person i den anden ende af skolegården og da vi kom tættere på kunne vi se, at det var Alicia.

 

"Deler hun flyers ud?" spurgte Simone, og da ingen af os rigtigt kunne se noget, besluttede jeg mig for at gå hen til hende.

 

"Hej Harry! Min mor fik mig overtalt til at holde fest for skolen, da hun troede det kunne give et godt førstehåndsindtryk. Og eftersom der aldrig har været en prisuddeling for eleverne her, tænkte jeg at det måske var tid til det. Og da jeg først fremlagde den idé for hende, gik hun helt i selvsving. Hun har allerede booket et auditorium på Broadway til at afholde det. Men her, tag nogle flyers, vil du ikke give dem til de andre?"

 

"Jo selvfølgelig. Vi glæder os til at komme," fortalte jeg hende og hun sendte mig et stort smil inden hun vendte sig mod nogle andre, for at dele flere papirer ud. Med et par af flyerne i hånden gik jeg tilbage til de andre. Hannah så på papirerne med et forarget udtryk i ansigtet. Alle vidste hun aldrig havde været fan af billige løsninger. Jeg mindes engang hvor hun havde sagt, at folk der ikke kunne finansiere fester, burde slet ikke holde dem. For hende betød finansieringen også invitationer, underholdning og andet hurlumhej.

 

"Der er ligesom en grund til at skolen hvert år har sagt nej til at afholde sådan en fest. Det kommer til at blive et socialt selvmord for hende, for det kræver da godt nok et mirakel for, at folk har lyst til at blive til sådan noget," lød det surt fra Hannah.

 

"Det tror jeg nu ikke du skal være så sikker på. Der står her, at de har kendte til at uddele priserne," fortalte jeg hende.

 

"Hun kan umuligt få nogen til at dukke op med så kort varsel. I hvert fald ikke nogen, der er værd at skrive hjem om."

 

"Hvorfor er du så negativ omkring hende?" spurgte Simone og lød en smule irriteret. På det punkt var de to så forskellige. Hannah havde altid været meget skeptisk over for nye mennesker, hvorimod Simone altid har modtaget fremmede med åbne arme.

 

"Der er bare noget ved hende jeg ikke kan lide."

 

"Men der er noget ved alle du ikke kan lide. Og jeg tror virkelig ikke det var hende, der lagde den video af jer to op på Facebook. Bare giv hende en chance, og så lad os tage til det show på lørdag."

 

Vi begyndte alle at gå mod bilerne, der holdte op langs gaden - alle med en chauffør stående udenfor og ventede på deres passagerer. Som altid tog Hannah og jeg altid samme bil hjem. Der var ingen grund til at køre i to biler, når vi alligevel boede i samme bygning. Efter at have sagt farvel til de andre, satte vi os ind i bilen og kørte mod vores lejligheder.

 

"Hvorfor tror du det er hende, der lavede det video-stunt?" spurgte jeg hende om.

 

"Fordi sådan noget aldrig er sket før, og i det sekund hun dukker op begynder det. Så kan det godt være, at der er noget ved alle jeg ikke kan lide, men det der tror jeg ikke er et tilfælde."

 

Jeg nikkede lidt af hendes svar, og kunne egentlig godt se sammenhængen i hendes teori. Selvom folk ofte troede, at vi havde gang i noget rigtig 'Gossip Girl', fordi vi egentlig levede samme liv som dem - så var det langt fra det, der rigtig skete. Folk gik ikke rundt og skabte unødvendigt drama og alle passede dem selv og det liv de var blevet tildelt. Men Hannahs mistanke om Alicia kan sagtens bare bunde i, at vi aldrig havde oplevet en ny elev være så frembrusende og ivrig.

 

"Hey har du lyst til at komme med op til mig? Jeg har virkelig brug for hjælp til en franskopgave, og du er den bedste i klassen."

 

"Det ender jo bare med at du sidder og skriver med piger, mens jeg laver din opgave. Det lærer du jo ikke ligefrem noget af," fastslog hun, men ud fra smilet på hendes læber vidste jeg, at gerne ville hjælpe mig.

 

Vi ankom til bygningen cirka tyve minutter efter og tog herefter elevatoren op til min etage. Elevatordørene åbnede sig for os og vi trådte ind i min lejlighed. Men i stedet for det rod jeg havde efterladt i morges, mødte der mig et helt rent stuegulv og ingen overflødelige ting på bordene.

 

Glæden ved den rene lejlighed forsvandt dog hurtigt da jeg så mine forældre siddende ved baren og så på mig med misbilligende blikke. Jeg var af tab for ord, og hvis ikke Hannah var trådt til og havde introduceret sig selv, havde jeg nok gjort mig selv til grin.

 

"Hvad laver i her?" spurgte jeg.

 

"Jamen, goddag til dig også min kære," lød det fra min mor og den britiske accent skar klart i mine øre. Når man ikke har været vant til at høre britisk i fem år, så lægger man nøje mærke til det, når der endelig er nogen, der snakker med accent.

 

"Hør her Harry, vi vil gøre det kort. Vi har på det seneste fået en del foruroligende opkald fra jeres rektor, og eftersom du ikke ligefrem har forbedret din opførsel efter første opkald - så har vi valgt at hive dig ud af skolen."

 

Jeg tabte kæben og ud af min øjenkrog kunne jeg se, at Hannahs reaktion var præcis den samme som min. Gennem hele mit liv havde de altid fortalt, at skolen var set vigtigste, og lagde et grundlag for alt man foretog dig i livet. Og at de nu blæser på deres principper, ved at tage hele vejen til New York og fortælle mig det, var noget af et chok.

 

"Hvilken opførsel? Jeg dukker op til næsten alle mine timer, jeg får afleveret alle stile og jeg består i mine fag," prøvede jeg at forsvare mig, men min far ville ikke høre på, hvad jeg havde af undskyldninger.

 

"Det er problemet. Du dukker op til NÆSTEN alle dine timer, du aflevere lorteopgaver og du består lige knap og nap. For ikke at nævne alle de fester du deltager i, alle de piger du har gang i og alt det drama du har skabt for vores familie, grundet dit liv i denne by. Du er en skændsel for vores stolte, britiske familie og du skal være heldig, at vi har fået plads til dig på din gamle kostskole."

 

Jeg skulle lige til at hidse mig op og forsvare mig selv, men Hannah kom mig i forkøbet. "Hør nu her. Harry og jeg skulle lige til at sætte og ned og arbejde med en stor franskopgave, der tæller super meget i vores karakterer. Nogle mennesker arbejder rent faktisk rigtig hårdt på at udføre et middelmådigt arbejde, no offence Harry. Og hvis i to havde været her i de sidste fem år, ville du vide, at din søn måske ikke altid har haft det synderligt godt. Jeg synes fandme det er flot, at han har overskuddet til at dukke op til sine timer, at han har overskud til socialisere sig med andre mennesker og at han har overskud til ikke at bebrejde sig selv for de dårlige forældre han har fået sig. Så undskyld mig, men skændslen for jeres familie er ikke Harry. Og så kan du jo tænke lidt over, hvem de så er."

 

Med de ord og så let som ingenting, vendte hun min far, en af de vigtigste forretningsmænd i Storbritannien, ryggen og gik ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...