Shortstories

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2017
  • Opdateret: 19 maj 2017
  • Status: Igang
Jeg sidder og oversætter shortsstories engang imellem for at have rimeligt niveau i engelsk, nu har jeg valgt at skrive dem herind for andre måske kan gøre det men modsat.

0Likes
0Kommentarer
71Visninger

1. Fælden

Jeg så pengene, og jeg tog dem. en anden mand havde måske ikke taget dem, det ved jeg, og engang imellem, tænker jeg tilbage på den time jeg så guldet og tog dem. Forstår du, jeg var sulten. Er det ikke ironisk.

 

Jeg husker ikke meget andet fra den nat udover guldet og sulten. Jeg husker ikke navnet på værtshuset, ikke engang byens navn husker jeg, men jeg tror det var et eller andet sted i det sydlige Xibalba. Jeg kan ikke være sikker. I noget tid, sad jeg stille i min stol, der var ikke andet i mit hoved end den stadig voksende smerte i min mave. Hvis du aldrig har været rigtig sulten efter flere dage uden mad, så ved du ikke hvordan der er. Du kan ikke koncentrere dig om noget. Det var ikke før en figur til venstre rejste sig fra bordet for at få en drink og lod en stor mængde penge ligge, jeg rigtig var til stede.

 

Fra dette tidspunkt er min hukommelse krystalklar.

 

Mine Øjne på pengene. Mine øjne på den fremmedes ryg, gående roligt imod værten. Min hånd på pengene. Pengene i min lomme. Jeg er væk fra bordet, og ude af døren. I kun et øjeblik kiggede jeg tilbage. Den fremmede havde vendt sig imod mig. Han bar en hætte, men jeg kan føle hans øjne møde mine øjne. Jeg sværger, jeg kan skimte et smil.

 

Ud på gaden, og gemme mig bag nogle tønder, ventede på min forfølger. En positiv ting ved at have tilbragt hele sit liv med at løbe fra vagter, er at jeg ved hvoran man forsvinder. Jeg ventede der i næsten en time, stadig med sulten som en lidelse. Ser du, jeg var vågen nu og havde mulighed for at købe mig et måltid. Denne viden torturede mig. Da jeg endelig kom på benene igen efter at have stået på huk i så lang tid, var jeg meget tæt på at besvime. Jeg havde kun energi til at gå til den anden ende af byen til et andet værtshus før jeg kollapsede ved et bord. Jeg tror jeg var bevidstløs et kort øjeblik før jeg hørte værtens stemme.

 

"Kan jeg skaffe dig noget at drikke, eller spise?".

 

Jeg stoppede i mig med tærter og grillet kød, og flere krus mjød selvom jeg har et andet ord for det nu, grådighed. Da følesen af at være ved at sulte ihjel begyndte at svinge ind, kiggede jeg op fra min halvtomme tallerken og så en maskeret fremmed kigge på mig, hans øjne glimtede i månens skær igennem vinduet, guld masken han bar kunne ses lidt mere utydeligt. Han bar en sort læderheldragt og havde en anden fysik og størrelse end manden jeg stjal fra, men jeg kunne se at han vidste det. Jeg betalte hurtigt for mit måltid og forlod værtshuset.

 

Jeg skyndte mig til enden af byen, igennem en flisebelagt terasse omringet af små hytter. Der var ikke et eneste lys der skinnede fra hverken vinduer eller døre. Ingen på gaderne. Jeg kunne ikke finde nogle steder at gemme mig, så jeg tog vejen ud af byen, med kurs imod vildnisset. Sulten havde skubbet mig fremad i flere dage før, men nu følte jeg noget andet. Jeg forestiller mig det er skyldfølelse, eller måske endda frygt.

 

Jeg faldt to gange, imens jeg løb af den mørke sti, jeg ikke var vant til, rødder og det ujævne terræn gav mig en ekstra opgave. Lyden af dyrene, som jeg havde jaget i dagevis, var pludselig meget høje i mine øre. Og der var noget andet derude i natten, noget er jagtede mig.

 

Ved siden af vejen var der et lavt stendige, som jeg skyndte mig over og gemte mig bagved. jeg vidste nok om at skjule sig til at vælge et sted hvor diget var lidt sænket og mere ujævnt,så selvom nogle så noget af mig ville de gå ud fra det var en del af muren. Der gik ikke længe før jeg hørte lyden af løbende fodtrin fra mere end en person løbe lidt forbi mig for at stoppe. Der var et kort øjeblik en hviskende samtale, hvorefter den ene af personene løb tilbage imod byen. Så kom stilheden.

 

Efter nogle minutter tog jeg mod til mig og lurede stille frem fra muren, En kvindelig figur stod krympet sammen og kiggede sig omkring, hun var iført et slør. På den anden side af vejen, blokerede en mørkklædt mand vejen tilbage til byen. Jeg kunne ikke se deres ansigter. I et øjeblik, frøs jeg, bange for at den ene eller måske endda begge havde set mig.

 

"Løb", sagde kvinden med en gispende stemme.

 

Bakken bag mig var for stejl, så jeg lænede mig over muren og i to små kolbøtter var jeg ovre den mørklagte vej. I nattens mørke løb jeg igennem skoven, den raslende lyd af småpenge, resterne af de stjålne penge i min lomme, gjorde mig sindssyg. Jeg vidste jeg lavede for meget støj til at mine forføgere kunne undgå at høre mig, men nu tænkte jeg mere på at skabe distance imellem mig og mine forfølgere end at kunne snige mig uset væk. Skyer af aske hvirvlede i måneskæret, men jeg vidste at det var stadig for lyst til at jeg kunne gemme mig, Jeg løb og jeg løb indtil jeg følte alt mit blod pumpe, indtil både hoved og hjerte, tiggede mig om at stoppe.

 

Jeg havde noget slutningen af skoven, i den anden side af en lille å, lå en lille hytte i meget dårlig stand, rammet ind af et hegn. Bag mig, løbende fodtrin i den bløde, støvede jord. Imod syd en pludselig plasken der rykkede nærmere.

 

Der var intet valg. Jeg halvejs hoppede og halvvejs faldt ned i mudderet og trak mig selv op på den anden side. Jeg rullede under hegnet og løb igennem et åbent terræn imod huset. Mine nervøse trækninger med hovedet fik mig til at se syv skyggefulde figurer ved hegnspælende. Manden med guldmasken. Kvinden med sløret. Manden  i det mørke tøj, denne gang lignede han mere en mørk ridder. Tre andre der også havde forfulgt mig, som jeg ikke havde set. Og jeg troede jeg var den der var god til at undgå at blive lagt mærke til.

 

Månen var fuldstændig gemt i hvirvelende aske. Kun stjernerne gav en smule lys da jeg rakte efter døren til ruinen af huset. Jeg smækkede døren efter mig og flyttede en lille kommode foran døren, men jeg vidste at der ikke var beskyttelse særlig længe. Da jeg kiggede mig omkring blandt de ødelagte møbler, jeg ledte efter et sted at gemme mig. Et hjørne, et gardin hvor jeg ikke ville blive set hvis jeg stod meget stille.

 

Et bord der var væltet og havde lidt skrammer og lå imod muren så perfekt ud for mit ærinde. jeg kravlede under det, og hoppede da noget rykkede sig og jeg hørte stemmen af en gammel skræmt mand.

 

"Hvem der?" sagde manden.

 

"Det er ok," hviskede jeg. "Jeg er ikke en af dem."

 

Hans udtørrede hånd rakte ud fra skyggerne og greb om min arm. Jeg faldt i søvn med det samme selvom jeg forsøgte at undgå det. Den gamle mands rædsomme ansigt, ansigtet af en sulten død, kom til syne da månen kom frem og skinnede ind gennem det ødelagte vindue. Hans klo holdt mig stadig fast, jeg faldt tilbage, lugten af død omringede mig.

 

Bordet var kastet tilbage. Der stod de syv jægere og et dusin mere. Nej, ikke jægere. De var sendt ud for at lave gentagne angreb imod mig, de havde jaget mig fra alle min gemmesteder, presset mig hertil, til det virkelige rovdyrs gemmested. Han var svag af alder, ikke så god til jagten som han var i sine yngre dage. Men den gamle mand var stadig en dræbermaskine.

 

"Please," sagde jeg. Det var alt jeg kunne få ud igennem mine læber.

 

Fordi de havde nydt jagten jeg havde givet dem, gav de mig en slags nåde. Jeg var ikke blevet drænet helt for blod. Jeg var ikke blevet forbandet til at være en af deres slags, en vampyr. Jeg blev holdt sammen med de andre, de fleste af os var blevet skøre af frygt, for at blive gammel og smagt af vampyrene når det var tid til deres drink. De kalder os deres køer, og de malker os et par gange om dagen, men kun nok til at vi stadig er ved bevidsthed når de har drænet os for en mængde blod. 

 

Jeg tabte alt håb om at forlade denne mørke kælder, hvor de holder os fanget, for flere måneder siden. Selv hvis denne lap papir finder vej udenfor, til omverdenen. Kan jeg ikke give oplysninger nok om hvor jeg er, til at blive reddet. Selv hvis det lykkedes en helt at dræbe blodsugerne. Jeg skrev kun dette for at bevare mig selv, for ikke at miste den smule fornuft jeg har tilbage, og advare andre.

 

Der er det der er værre end at være sulten.

At være mad...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...