Facade

Hvad er det perfekte, og er det perfekte altid fejlfrit?

1Likes
3Kommentarer
125Visninger
AA

3. Rummet

Den røde dør åbnede sig langsomt, med den knirkende lyd af hængslet, der aldrig blev smurt. Det l ignede ikke noget udefra, bare et gammelt pulterrum måske. Rummet var ikke et pulterrum, det var ikke et lager af papir og mapper eller et rum til den nærgående skolepsykolog. Rummet var fantastisk. Der var lys derinde, alle de forskellige nuancer af solens stråler, man kan forestille sig. Latter, der var altid latter. Hvis man gik hen ad fliserne, der skinnede som diamanter i kontrast til den nærmest sorte jord, kom man til spejlet. Spejlet var stort og sølvfarvet, med flere udskæringer end man kunne tælle af de fineste snørkler og hjerter. Selve rammen glimtede sammen med rubinen der sad i toppen. Den var på størrelse med en hånd, og blændet personen, der ikke kunne modstå fristelsen af at kigge på dens skønhed. Hvis man kiggede direkte på spejlet, lignede det et normalt spejl. Forskellen var bare at man ikke ville se noget, spejlet ville være tomt og kedeligt, indtil lyden af fodtrin startede.

Lyden der startede som fodspor, blev langsomt transformeret til en sort skygge, og skyggen til en person. Personen havde langt brunt hår, blå øjne og en gylden brun hud. Personen var mig; men til forskel fra mig smilede hun, og hendes øjne strålede hvide og uskyldige. ”Hvorfor?” hviskede hun ”Hvorfor smiler du ikke?” ”Jeg fik en bold i hovedet…” Svarede jeg og rørte let ved panden, hvor en bule var ved at vokse. ”Perfekte piger græder ikke,” Hun holdt en pause, for at trække vejret ”og bliver aldrig vrede.” ”Det ved jeg” sukkede jeg.

Hun åbnede langsomt sin mund for at sige noget, men lukkede den tilfreds igen. ”Godt hviskede hun sukker sødt, og tog en lok hår væk der havde bevæget sig væk fra hendes fletning og ned til hendes pande. ”Husk du er mig, og jeg er perfekt.” Hun tog langsomt sin ene hånd op, og rakte den mod mig. En brun kasse fløj med og åbnede sig for mig. Den lyste ligesom resten af rummet, funklende og overdådigt. ”Gør det” sagde hun. Jeg knugede stadig mine tårer og vrede til mig, som et dyrebart minde, kassen lukkede sig igen mæt. Efterfølgende fløj den ud af min hånd, mens mine tårer kunne høres i den, hulkende og ynkelige. Den lagde sig på en af de høje vakkelvorne tårne af kasser ligesom dem, med vrede, flov-hed, irritabilitet, tåre, sorg, ulykke, tab og anger. Pigen grinede højt og latterfuldt og hendes tænder vidste sig som en perlerække på snor. Hun rejste nu begge hænder langsomt, mens en tung luft bredte sig. Tyk tåge spredte sig omkring mig. Den drejede sig om mig hele vejen op grå og tung, til sidst var den over mit hoved. ”Husk du skal være perfekt,” var det sidste, jeg hørte.

Kayla

Nanna var kommet løbende, da Melissa var faldet.  Sveden var løbet ned af hendes røde pande, da hun sagde, at jeg hellere måtte komme. Hun havde frygten mejslet i øjnene, da hun fortalte hvordan Melissa havde fået tyret drengenes ny pumpet fodbold i hovedet, og altså nu lå på gulvet helt stille. Adrenalinen susede rundt i mig, mens jeg løb ind igen sammen med Nanna. En stor klump af klassekammerater, der alle ville være, åh så søde at hjælpe den til skade kommende, stod rundt om Melissas nærmest livløse krop. ”Gå væk!” Sagde jeg. ”Men…” sagde Naya håbefuldt med hundeøjne. ”Men ih og åh og ej, jeg skal nok fortælle hende i var ih-åh-ej så hjælpsomme, gå så.” De fleste trådte nogle skridt tilbage, og nogle forvirrede drenge gik hen på deres pladser og spillede run 3 eller søgte efter Pokemóner (Det var hvad de ”populære” drenge lavede i 8.)

Jeg satte mig med Melissa, holdt om hendes hånd. ”Vågn nu op” sagde jeg. De andre rundt om mig holdt vejret, nogen tilbød stadig at hjælpe, men jeg ignorerede dem. Pludseligt åbnede Melissa øjnene op. ”Pas på” sagde Theodor, ”hun skal til at eksplodere!” Men i stedet for at eksplodere ud over Theodor, smilede Melissa bare. ”Av” sagde hun og grinede. ”Undskyld, undskyld, undskyld” sagde Theodor, ”det er jeg virkelig ked af, du må ikke blive vred.” ”Hvorfor skulle jeg blive vred?” spurgte Melissa forbløffet. ”Øh… no offence, men jeg tror bolden ramte dig hårdere end du tror.”

”Hvad mener du?” Spurgte hun stadig smilende. ”Altså jeg smadrede en bold i dit hoved, ”hans blik flakkede forvirret rundt. ”Og?” Efter det rejste hun sig op og børstede støvet af sine bukser. ”Må jeg gå hjem? Jeg har lidt hovedpine,” spurgte hun. ”Øhm selvfølgelig” sagde Villads forbløffet. ”Vi ses Kayla” sagde Melissa og så gik hun, stadig smilende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...