Facade

Hvad er det perfekte, og er det perfekte altid fejlfrit?

2Likes
3Kommentarer
241Visninger
AA

7. Raseri

Kayla

Klassen pressede mig og de blev ved og ved og ved. Ingen ville stoppe med at plage mig: ”Please Kayla!” Sagde de, ”vi har alle gjort det, du er den eneste der mangler” ”Please Kayla, vi beder dig aldrig om noget mere.” I starten tiggede de, men til sidst blev det til trusler på udelukkelse, bagtal-ing og endda tæv, hvis jeg ikke gjorde det, så jeg sagde, at jeg ville forsøge. Problemet var bare, at der var noget galt med Melissa. De sidste 14 dage havde vi ikke snakket, hun sad bare helt stille uden at sige et ord, og med et fjernt blankt blik i øjet, og nu skulle jeg prøve, at få hende til at flippe ud. Melissa var min veninde, også selvom hun ikke var sig selv for tiden.  Jeg ville ikke gøre noget slemt, jeg havde ondt af Melissa, så jeg ville gøre noget så uskyldigt som at hive hende i håret, det tænkte jeg i hvert fald, mens jeg satte mig ved siden af hende.

Melissa                                                                                                                                                                         Kayla satte sig ved siden af mig, det var blevet uvant. Jeg ænsede hende nærmest ikke, og blev ved med at gå ind i rummet, i stedet for at være tvunget til at kigge rundt i klassen, på alle de ansigter der havde besluttet sig for at gøre mig ondt. Kayla virkede nervøs, opdagede jeg lige pludseligt, da en besked forhindrede mig i at gå ind i rummet igen. Jeg tog min gamle mobil op af tasken og så på skærmen. Jeg havde fortalt mor den anden var blevet væk, og hun havde straks købt mig en ny en, som jeg ikke havde taget ud af æsken endnu: ”Hej Melissa, beklager vi ikke kan sige farvel, flyver snart… ”Swipp til højre for at læse resten.” Mine hænder rystede af en blanding af rædsel, sorg og vrede, mens jeg kørte fingeren hen over skærmen og skrev koden: ”-Kl 9.46, flytiden blev ændret, ved du forstår det, du forstår jo alting min perfekte pige. Hilsen mor.” Jeg dirrede, hele min krop skælvede af raseret inde i mig, der var ved at slippe ud, som en ildsprudende drage i min krop. Langsomt prøvede jeg at rejse mig, og gå ind i rummet, det virkede. Men vreden fortog sig ikke derinde, for en gang skyld, den voksede, mens jeg løb over de glitrende fliser og hen til kasserne, der kom flyvende alt for langsomt i forhold til vreden, der væltede rundt inde i mig. Pigen kom gående stille og roligt hen til spejlkanten mens hun observerede mig. Hun rettede lige så stille på nederdelen og spurgte smilende, hvorfor jeg var vred. Smerten kørte rundt i mig, mens en flænge i væggen begyndte at træde frem, med en smertefuld lyd. ”Hold kæft” snerrede jeg, desperat prøvende at fylde kasserne op. Pigen så forvirret ud i et kort øjeblik, men blev ved med at smile. ”Husk du skal være perfekt,” grinede hun. Min krop trak sig sammen i smerte og flægen blev gradvis længere. Hurtigt knyttedes mine næver i mærkelige sammentrækninger. ”Hold kæft!” skreg jeg, så selv de grinende stemmer i rummet forstummede i rædsel. Min krop spændte i jag, og flængen voksede videre, hver eneste gang jeg lagde raseriet ned i kasserne. Pigen sendte lettere irriteret tågen ind foran at min kind, men jeg skubbede den væk.  ”Ingen er perfekte!” hvæsede jeg, og mærkede at mine kinder blev røde, mens flængen næsten var nået hen til spejlet i lange skrig. Jeg vidste ikke om de kom fra mig eller væggen. ”Melissa” sagde pigen vredt, men stoppede ikke med at smile, ”du skal være perfekt ligesom mig, høre du efter!” Alt lyset blev mørkerøde nuancer, og de skinende fliser krakelerede i store ryk.  ”Jeg er ikke perfekt, du er ikke perfekt, du er vred! Mærk vreden!” Skreg jeg hånligt. Jeg prøvede at stoppe mine hænder fra at fylde vrede i kasserne, men de blev ved, selvom jeg prøvede at knytte dem. Pigens øjne stoppede med at lyse venligt og kærligt, og blev blodsprængte, mens hugtænder voksede frem fra hendes mund. Alt inde i rummet rystede nu ligesom væggen, og alt hvad der før var lyst og muntert, blev mørkt og til mere vrede. ”HØR EFTER DU OG JEG ER EN, VI SKAL VÆRE PERFEKTE!” Skreg hun knurrende af mig. Jeg borede mine fingernegle ind i håndfladerne, så blodet flød ud voldsomt og pinefuldt. Pigen klynkede smertefuldt. Jeg borede dybere indtil mine hænder endeligt slap kassen.  Den sidste flyvende kasse, var lige fløjet, men stakkene stod så tæt, at der ikke var plads til flere, og alle tårnene svajede farefuldt. Flængen strøg nu længere hen af muren med et krigshyl, og var kun få millimeter fra spejlet, mens fliser splintredes. ”Jeg er ikke dig! hører du!” råbte jeg, mens smerten dunkede i mine hænder og hoved, ”og jeg kan bevise det!” Jeg skreg,  højere end jeg nogensinde havde gjort før, hvorefter jeg løb ind i alle kasserne, der væltede ned som stenskred skrigende, klagende, tudende og forfærdede. Flængen, gav et sidste højt jammer, før den nåede spejlet og pigen splintredes i 1000 stykker, blandet med kasser og murbrokker, før rummet brasede sammen.

I det øjeblik hvor alt vreden stadig var i mig, hev Kayla mig i håret og grinede, hvorefter jeg overfaldt hende.  Det hele gik så hurtigt, jeg satte mig oven på hende og lagde begge hænder om hendes strube, mens jeg prøvede at kvæle hende langsomt og pinefuldt. Folk turde ikke hive i mig, af skræk for hvilke følger, det kunne få for dem selv. I stedet måtte de se på, hvordan al farve fra Kaylas kinder forsvandt, mens jeg pressede hårdere og hårdere. Før jeg kvalte Kayla fuldstændig, kom jeg i tanke om pigen i spejlet. Stemmen blev ved med at køre i mit hoved selvtilfreds: ”Du og jeg er en, og du ved det jo godt inderst inde” ”Nej” sagde jeg højt, og trådte væk fra Kayla. Alle kiggede skræmte på mig, uden af vide hvad de skulle gøre. Jeg bakkede forskrækket bagud, og så på mine blodige rystende hænder, før det virkeligt gik op for mig, hvad jeg havde gjort. Kayla lå stadig livløs på gulvet, men jeg faldt ned på mine hænder, og langsomt kravlede bagud mod muren, efter det gik jeg i chok.

3 dage efter fik jeg lov at hente mine ting på skolen sammen med mine forældre. Jeg puttede alle tingende fra mit gamle skab i tasken, men lige før jeg gik ud af døren til klasselokalet, vendte jeg om og gik ind i rummet. Det lyste ikke mere, rummet var fyldt med murbrokker glasskår og kasser i dyngevis. Kassen med tårer lå øverst, jeg åbnede den og hørte den hulke desperat, men i stedet for at fylde den op med mine sidste tåre, tog jeg tårerne der lå i den op, og lagde i stedet mit falske smil derned, hvorefter kassen tilfreds sukkede og lagde sig hen i hjørnet. Efter det gik jeg. Jeg låste døren, sank ned på gulvet og græd, for aldrig at vende tilbage igen.

 

                                                                                                                                              

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...